Historien set fra sengekanten

Inspirationen til ph.d. Mikkel Venborg Pedersens nominerede værk til Årets Historiske Bog, ”I søvnens favn” om søvn og sovevaner på landet 1600-1850, opstod på hans arbejdsplads, Frilandsmuseet, hvor han som uddannet i europæisk etnologi er museumsinspektør og seniorforsker.

Du kan stemme på Årets Historiske Bog ved at følge dette link

»På museet opredes årligt over 120 senge. Det vrimler med senge, vugger og alkover med tilhørende effekter: Dyner, dragkister, halm, puder, natpotter, varmedunke og nathuer, så emnet vækker stor nysgerrighed. I disse omgivelser fik jeg idéen til at trænge længere ned i historien og formidle den i bogform,« siger Mikkel Venborg Pedersen.

Han har tidligere har udgivet en række bøger og artikler om kulturhistoriske emner, herunder ”Ejdersted”, ”Hertuger” og vejledningen til Frilandsmuseets ”Landskab-Bygning-Menneske”. Desuden har han været den ene redaktør på Nationalmuseets storværk ”Herregården 1-4”.

Æggende emne

Bag sengeforhænget præsenterer den 39-årige forsker en kulturhistorie med en anden opfattelse af privathed, hygiejne og seksualitet end den, vi kender i dag. Bogen afslører samspillet mellem bygningskultur og beboelse og sammenholder sovevaner og soveskikke med boligindretning, bytteteknik, varmemuligheder og udvikling af nye grundplaner.

Ved hjælp af genstandsanalyser trækker forfatteren samtidigt søvnen tættere på rummets møbleringer og det enkelte menneskes opfattelse af sig selv og i forhold til andre.

»Jeg kan godt lide, at kulturhistorien umiddelbart taler til det moderne menneske. Det gør søvnen og alle dens aspekter. Personligt er jeg også optaget af søvn, der udgør en stor del af livet, og det er æggende, at man ikke véd, hvad der foregår under søvnen.

Søvnen opfattes i dag som et psykologisk emne, og jeg har bl.a. været optaget af, hvordan vores forfædre forstod deres drømme, når de ikke havde læst Freud. På mange måder er bogen et forsøg på at kombinere klassisk kulturhistorie med mentalitetshistorie.«

Dyrt møbel

Sengen i alle modeller er fundamentet for søvnen.

»Sengen var typisk det dyreste stykke møbel i familiens besiddelse. Mellem det 13. og 17. århundrede udviklede europæiske senge sig fra stråmåtter på ler- og jordgulve og bænke til trærammer komplet med puder, lagener, dækkener og dyner fyldt med lus og lopper, men i det 18. århundrede blev vi vidne til en revolution på området,« fastslår Mikkel Venborg Pedersen.

Himmelsengen

»Familien investerede kraftigt i senge, dels for at signalere en social prestige, dels for at imødekomme en ny opfattelse af komfort. Bondekulturen var meget konservativ, men her indtraf en langsom forandring. Folkekulturen afventer ikke altid elitekulturen, men går også sin egen gang, ved nogle lejligheder i samklang med elitekulturen, og andre gange ikke.

Sengenes dronning var himmelsengen. Som ordet antyder, peger det opad, men ikke mod Vorherres himmel. Himlen er det omhæng, som lukker sengen. Hos bønderne fik himmelsengen hædersplads i storstuen. Ofte blev himmelsengen anvist gæster.«

Mørkets magt

Søvnen kan ikke behandles uden at inddrage natten. Natten er mørk, og mørkets magt havde tag i befolkningerne i det tidsrum, Mikkel Venborg Pedersen beskriver.

»Det var før elektricitetens tid. Natten blev betragtet som farlig, og vore forfædre var ængstelige for den del af døgnet. Byerne var befæstede, gårdene låst af, thi tyve og ildspåsættere truede de anstændige borgere. Man sørgede for at skærme gården, som man i dag låser døren til sit parcelhus.

Natten kender ingen skam, siger et gammelt ordsprog, og nattens folk sås tit som uærlige mennesker, både kulturelt og juridisk: F.eks. skarprettere, sigøjnere og vagabonder.

I Middelalderen og Renæssancen og også ind i den moderne tid blev renovationen klaret af natmandsfolk eller kjæltringe. De påtog sig arbejde på ugudelige tider og var derfor ugleset,« påpeger Mikkel Venborg Pedersen.

Heksenes farlige spil

Folk følte også, at heksene drev deres farlige spil, når dagen forsvandt, og natten tog over. Den konkrete fare omfattede i 1700-tallet omstrejfende vilde dyr, der kunne gøre stor skade i staldene.

»Fantasien fik næring, når skumringen satte ind. Over- og underjordiske væsener skulle man tage sig i agt for, og faren blev tacklet med en blanding af folketro og kristendom. Man bad til Gud, men troede også på overnaturlige foreteelser. Spøgelser og onde ånder var til stede i de mørke timer.

Natten var nemlig frygtens tid, og vi frygter fortsat natten, i særlig grad vores ukontrollable tanker, når vi sover og drømmer. Det er ikke små formuer, medicinalindustrien tjener på denne frygt,« siger Venborg Pedersen.

Du kan stemme på Årets Historiske Bog ved at følge dette link