Michael Müller: Danskerne på Titanic

Michael Müller:

DANSKERNE PÅ TITANIC

Skibskatastrofens skæbner

232 sider. 300 kr.

Gyldendal

Solen står op, tågen letter, og selv mågernes flugt over havnen i Southampton bliver beskrevet i dirrende reportagestil i indledningen på denne bog om danskerne på ”Titanic”. Så er stilen lagt, og sådan fortsætter det over stok og sten til udgangsreplikken.

Journalist Michael Müller har med sin bog åbnet det danske bal i anledning af 100-året for ”Titanic”s forlis den 14. april 1912. Skibets møde med et isbjerg på Atlanten er af eftertiden blevet set som et mytisk forlis med varsel om den ubekymrede Belle Époques undergang og Første Verdenskrigs ragnarok.

Det er nok det mest beskrevne forlis i historien - i underkanten af 4.000 bøger er det blevet til. Det tal vil stige frem mod mærkerundingen i april 2012.

Müller har sådan set arbejdet med en udmærket idé og et godt forsæt. Han vil litterært invitere læserne med om bord på ”Titanic”. Midlet skal være det, der på nudansk kaldes storytelling, og teknikken er at lade de 13 danske passagerer og det ene besætningsmedlem være guider og i tilgift udrulle deres historier.

Desværre lider alle gode intentioner ligesom bogens egentlige hovedperson skibbrud. Det gør de på grund af sproglig afsporing. Forsøget på at give rejsen mod undergangen personligt nærvær ender i et kikset melodrama. Metaforer er selvmodsigende, og den illusion, som sproget skulle skabe, opstår aldrig. Det elementære drama, som forlis og myte i forening evigt ejer, drukner i stil og koncept.

Fra samme skuffe

Forfatteren påstår bl.a., at ”Titanic” var tidens største flydende objekt. Her må det stilfærdigt bemærkes, at mange objekter på havet var en hel del større end ”Titanic”, nemlig isbjergene - som det, Titanic mødte. Og mere fra samme skuffe:

»Tjenerne forlader de opdækkede saloner. Udenfor sejler Titanic gennem nattemørket. Det evigt bølgende Atlanterhav er fladt som et strygebræt.«

»Et bånd binder dem, deres kærlighed er ny og duftende, som når syrenerne blomstrer om sommeren. Titanic holder fortsat en sikker kurs.«

»29 sømænd ? bistår den vagthavende styrmand med at navigere kursen«. »Deres øjne er blanke som havet.« »Oplyst af lyset om bord«. »De to topdirektører havde et nært troskab til hinanden.«

Læserne svigtes

Det er ikke bogens hensigt at skildre selve forliset tæt, men den kortfattede beskrivelse af det myteskabende forlis er alligevel et antiklimaks. Hele myten er indkapslet i den scene, der bliver sat i timerne mellem kollisionen og undergangen. Uden den store orkestrering er historien amputeret. Materialet om de 14 danskere er for spinkelt til at kompensere herfor.

Afslutningsvis står en undren over, at forlagsredaktøren har ladet et manuskript, der sprogligt tydeligvis ikke lever op til intentionerne, komme på markedet uden en kritisk bearbejdelse og gennemskrivning. Det er at svigte forfatteren - og læserne.