Anmeldelse: Hans Kirchhoff og Lone Rünitz: UDSENDT TIL TYSKLAND

Dansk flygtningepolitik under besættelsen

522 sider, 300 kr.

Syddansk Universitetsforlag
Takket være et politisk initiativ, taget i 2000 af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), er officiel dansk flygtningepolitik i tidsrummet 1933-1945 nu blevet grundigt undersøgt, og den foreliggende bog er den sidste af i alt fire værker om emnet.



Der blev under den tyske besættelse udvist 155 flygtninge og emigranter til det nazistiske Tyskland. Flere af dem blev henrettet eller endte i kz- og udryddelseslejre. De to forfattere til bogen stiller spørgsmålet: Hvorfor er dette et glemt kapitel i nationens nyere historie? De svarer, at emnet for de fleste var helt ukendt, at der var tale om et beskedent antal, og at deres historie faldt uden for »det nationale paradigme«. De betegner emnet som en af de mørke poster i samarbejdspolitikkens regnskab.



Der er tale om en meget sober redegørelse, der på én og samme tid er analyserende og vurderende. Den informationsmættede fremstilling krydres nu og da med en sarkastisk eller moralsk kommentar. Men man er heldigvis fri for den moralisme, der prægede Lone Rünitz efterskrift til hendes i øvrigt fine fremstilling, "Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940" fra 2000.



Det frelsende skjold
Det er ingen overdrivelse at sige, at danske myndigheder var meget samarbejdsvillige, når det gjaldt opfyldelse af tyske krav om opsporing af flygtninge og emigranter fra Tyskland. Samtlige danske kartotekskort blev således overdraget til tyskerne for at lette dem arbejdet. Der var endda tilfælde, hvor danske myndigheder var så emsige for at få folk skubbet til Tyskland, at tyskerne sagde nej. Ikke så sært, at de ansvarlige myndigheder efter besættelsens ophør forsøgte at tilsløre deres gerninger.



Mange af emigranterne var kommunister og/eller jøder, og dem havde de fleste ikke meget til overs for. Derimod kunne socialdemokratiske flygtninge i høj grad nyde godt af Socialdemokratiets protektion. 63 af de 155 udviste var kommunister, 20 var jøder. 12 af de 63 kommunister blev henrettet eller aflivet på anden måde af tyskerne. Af de 20 udviste jøder dræbte tyskerne de 18. Det er naturligvis i Anden Verdenskrigs store regnskab uendeligt små tal, men alligevel 30 for mange. Ikke desto mindre understreger de to historikere, at samarbejdspolitikken for det store flertal af immigrerede og danske jøder var det skjold, der reddede langt de flestes liv.



Ud med mindreårige
Kirchhoff og Rünitz mener ikke, at anti-semitisme blandt embedsmænd (og politikere) var en hoveddrivkraft. Når man var ivrig efter at få kommunisterne ud, var det som led i bestræbelserne på at bekæmpe de kræfter, der truede samarbejdspolitikken. Men også flygtninge, der lå samfundet til byrde, skulle ud.

I 1941 fik danske myndigheder f.eks. ekspederet nogle familier med 14 mindreårige børn tilbage til Tyskland. Så skulle man ikke længere føde på dem. De to gør sig til slut nogle interessante overvejelser over betydningen af, at udvisningssagerne i så høj grad blev afgjort efter bureaukratiske rutiner og stort det uden parlamentarisk kontrol. Alligevel falder den førte politik naturligvis tilbage på politikerne.