Lone Rünitz: Diskret ophold

Lone Rünitz: Diskret ophold

Jødiske flygtningebørn under Besættelsen.

En indvandrerhistorie.

298 sider, 250 kr.

Syddansk Universitetsforlag

UDKOMMER I DAG

Umiddelbart efter udbruddet af Anden Verdenskrig i september 1939 ankom 49 jødiske flygtningebørn i alderen 13-16 år fra Wien og Berlin til Danmark. Deres ophold kom i stand efter stædigt pres fra danske kvindeorganisationer. Inden ragnarok kulminerede i Holocaust, var i alt 320 børn nået til Danmark.

Meningen var, at de efter et kort rekreerende ophold skulle rejse videre til Palæstina, men 184 af dem strandede i Danmark. I oktober 1943 måtte de igen flygte, og 43 af dem blev deporteret til Theresienstadt, hvorfra ikke alle vendte tilbage.

Overlevelsesprocenten var altså meget bedre, end hvis de var blevet i hjemlandene. 320 børns relativt gode skæbne er som en dråbe i havet, når det svært fatbare tal på seks millioner ombragte i nazisternes industrialiserede dødslejre erindres.

Dråben i havet

Men netop dråben kan i historisk litterær mikroskopi sætte vanviddet i relief fra en mindre dramatisk, men stadig absurd vinkel. De enkelte børneskæbner illustrerer civilisationssammenbruddet i europæiske kulturstater. Forbrydelsens ofre får et ansigt og bliver dermed trukket ud af statistikkens slørende anonymitet.

I de mest følsomme år af deres opvækst måtte disse børn se hele deres tilværelser blive vendt på hovedet. Først chikane og mobning i skoler, så udskillelse af samfundet, sideløbende med at de måtte se forældre, der mistede arbejde og ejendom.

Hvidt blev til sort

Til sidst blev det et spørgsmål om overlevelse. For børnene var livet som et fotonegativ. Sort blev til hvidt og omvendt. Loven blev et terrorinstrument. Lovens udøvere forbrydere.

Til slut skulle børnene så hovedkulds forholde sig til en afsked med forældrene, som de måske i underbevidstheden har anet, at de aldrig ville få at se igen. Forældrenes fortvivlelse over det nødvendige valg er til at forestille sig.

Lavmælt og velskrevet

Det er Lone Rünitz' fortjeneste lavmælt og velskrevet at få fortalt om disse børneskæbner, der blev et kapitel af danmarkshistorien. Det gør hun detaljeret og grundigt, og det kræver måske nok interesse for tiden og emnet at give sig i kast med værket, men det skal i den forbindelse huskes, at der er tale om et forskningsprojekt.

Som umiddelbart tilgængelig historieformidling er bogen glimrende og føjer sig fornemt til hendes bog fra 2000 ”Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1945”.

Bogen får understreget, at børneredningen var en kvindeaktion primært forestået af Danske Kvinder Nationalråd, Jødisk Kvindeforening og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Sikkerhed i samarbejde med den zionistiske organisation Jugend Alijah.

Skulle ske diskret

I tilgift er bogen en beskrivelse af den danske flygtningepolitik, der primært angik de tyske jøder. Alle officielle bestræbelser gik ud på ikke at provokere naboen i syd. Flygtningeproblemer skulle behandles med diskretion. Pressen blev venligt, men bestemt opfordret til ikke at interviewe flygtninge.

Og da justitsminister K.K. Steincke i et radioforedrag efter Krystalnatten i 1938 i et radioforedrag oplyste, at efter de seneste begivenheder havde regeringen set sig nødsaget til at lukke grænsen, lød der ingen protester fra offentligheden.

Kun langsomt ændrede billedet sig, og først med børneaktionen opstod noget, der mindede om en folkesag.

Derfor er det godt at få historien fortalt.