Anmeldelse: Lisbeth Smedegaard Andersen: Skrædderen

HISTORIE

bog

LISBETH SMEDEGAARD ANDERSEN:

SKRÆDDEREN

En historie om 1800-tallet

471 sider, ill., 349 kr.

Kristeligt Dagblads Forlag

UDKOMMER I DAG

Teologen, salmedigteren og kunsthistorikeren Lisbeth Smedegaard Andersen, tidligere sognepræst ved Risskov og Holmens kirker, er som andre interesseret i slægtshistorie, og en lille bog med barndomserindringer, som hendes oldefar (tipoldefar til Mærsk-direktøren) fik udgivet, har sat hende i gang på feltet.

Men ”Skrædderen” er langt fra familiehistorie i snæver forstand. Lisbeth Smedegaard har haft alle antenner ude, og takket være dem møder man i bogen et enormt persongalleri - fra Tivoli-kapelmesteren og komponisten H.C. Lumbye til maleren Heinrich Hansen, manden, der fik genopbygget det nedbrændte Frederiksborg Slot i dets oprindelige skikkelse. Og mange andre.

Førende mester

Men i centrum står Haderslev-drengen Ulrik Ipsen (født i 1823) og hans vej til positionen som en af Københavns førende skræddermestre. Som skræddersvend havde han ekspederet både Søren Kierkegaard og Meir Aron Goldschmidt, når de fik taget mål til nyt tøj.

I bogen opleves den tids verden, som Ipsen må have set den.

Eksempelvis da han er på valsen og i London kommer i snak med en herre, der præsenterer sig som Friedrich Engels, medejer af en fabrik i Manchester - og sammen med Karl Marx fader til socialismen.

Han skildrer veltalende, hvordan fabriksherrerne køber børn i fattighusene. Men tro mig, the Chariot of Fire, revolutionen, kommer, erklærer han.

Her røber Lisbeth Smedegaard, at samtalen slet ikke fandt sted, men teoretisk set meget vel kunne have gjort det. Det samme trick bruger hun udmærket flere gange i bogen, der er særdeles velskrevet og ud over en veloplagt tekst rummer mange fortræffelige citater (som desværre er vanskelige at stedfæste).

Kulturelt højsæde

Ulrik Ipsen var og blev ikke socialist - han var en god liberal, grundtvigiansk borger, hele tiden på vagt over for yderliggående strømninger i tiden.

Herved kom han ofte i modsætning til sin begavede filosofsøn Knud Ipsen, et af tidens lovende navne, der døde på mystisk vis lige inden sit bryllup og sit disputatsforsvar. Han havde tilhørt en kreds, der bl.a. omfattede Georg Brandes, Valdemar Vedel, Harald Høffding, J.P. Jacobsen, Herman Bang og mange andre toneangivende personligheder i tiden.

Omkring dem bliver de offentlige rørelser beskrevet - stormløb mod kristendommen og forsvaret for den, Grundlovens indførelse, seksualdebatten, den nye litteratur og navnlig malerkunsten.

Og samtidig følger man livet i skræddermesterens hjem, et kulturelt højsæde i det indre København skildret så levende, at man næsten tror, at man selv var der.

Med et af vor tids yndlingsord: Det er stort.