Lene Koch: Racehygiejne i Danmark 1920-56

Lene Koch:

RACEHYGIEJNE I DANMARK 1920-56

317 sider, 249 kr.

Informations Forlag

ER UDKOMMET

»De seneste år har betonet den individuelle valgfrihed og tilfredsstillelsen af den enkeltes ønsker. På baggrund af denne individ- og markeds-orienterede udvikling forekommer racehygiejnens fokusering på forplantningen som et fælles anliggende paradoksalt nok atter vedkommende.

Og den stadige understregning af racehygiejnens farlighed egner sig i dette perspektiv formentligt mest til at idealisere vores egne synspunkter og med uforstandig foragt for fortiden at fremstille vore forfædres som reaktionære, uvidenskabelige eller uetiske.«

Således konkluderede historikeren Lene Koch (født i 1947) tilbage i 1996 i ”Racehygiejne i Danmark 1920-56”.

I dette værk afdækkede hun, hvordan bestræbelser på at skabe en så sund befolkning som muligt havde bred opbakning i datidens politiske og videnskabelige miljøer. Rigsdagen vedtog således et lovkompleks om sterilisation og ægteskabsforbud for personer, hvis forplantning var uønsket for samfundet

Nu er afhandlingen blevet genudgivet med en ny indledning, som kaster yderligere lys over 1996-konklusionen.

Ægsortering og gentest

Ordet racehygiejne plejer vist nok at give en grim smag i munden. Begreb - og praksis - giver typisk associationer til nazismens forsøg på at skabe en ren arisk race.

Men sagen er den, at de nye reproduktions- og genteknologier har fællestræk med racehygiejne, for fx ægsortering, gentest og fosterdiagnostik er beregnet på at kvalitetssikre afkommet. Men hvorfor stemple racehygiejne som ond, farlig og fy-fy, når f.eks. aborter - fremprovokeret af fosterdiagnostik, der afslører defekter og kromosom-afvigelser - blåstemples?

Koch forklarer paradokset med, at historieskrivning altid bliver udøvet gennem nutidens optik. Menneskerettigheder og individets frihed, herunder frivillighed i forplantningsmæssige spørgsmål, har topprioritet i det moderne samfund.

Derfor bliver tidligere tiders tvangsanvendelse inden for forplantning anset for uacceptabel og uetisk.

De tre myter

Modstillingen mellem før og nu er imidlertid ikke korrekt, men forankret i tre myter, som forfatteren skyder ned:

Myte 1: Racehygiejne foregår under tvang - moderne repro-genetik er frivillig.

Myte 2: Racehygiejnen var uvidenskabelig - den moderne repro-genetik er videnskabelig.

Myte 3: Det racehygiejniske projekt var politisk reaktionært, racistisk og ønskede at reducere udgifterne til undermålernes underhold - den moderne repro-genetik vil blot give borgerne valgmuligheder.

Summa summarum: Racehygiejne og reproduktionsteknologi er ikke fundamentalt forskellige, og derfor er de gamle, danske racehygiejnikere det modsatte af umenneskelige. De anså deres projekt for at være rationelt, progressivt og humanistisk. Var f.eks. sterilisering ikke bedre end anstalts-internering og straf?

Ikke til liggestolen

Det er synd at sige, at bogen er liggestolslæsning, men jeg synes - stadigvæk - at den er særdeles læseværdig. Racehygiejne alias det-gælder-om-at-få-sunde-livsduelige-børn er et superaktuelt og vedkommende politisk tema.

Set i min optik: Hvorfor skal det være en ret for f.eks. narkomaner og åndssvage at få børn, når de ikke magter at tage sig ordentligt af dem, med overvejende sandsynlighed vil føde børn med misdannelser og vil belaste samfundsøkonomien?