Lars Marcussen: Rummets arkitektur

Lars Marcussen: RUMMETS ARKITEKTUR - ARKITEKTURENS RUM.

EN INTRODUKTION TIL EUROPAS ARKITEKTURHISTORIE

2. reviderede og udvidede udgave

572 sider - Over 1.000 illustrationer

Udgives af Arkitektens Forlag

Udkommer også på engelsk

598 kr.

Da mennesket kom til verden, opstod der for første gang i den biologiske evolution et væsen, der ikke som dyrene måtte bygge den samme rede sæson efter sæson, generation efter generation: Fra naturens hånd er mennesket nemlig udstyret med rumlig fantasi og evner til at realisere ideerne på alle mulige måder. Og samspillet mellem denne indre forestillingsverden og den ydre, selvskabte verden er emnet for arkitekt Lars Marcussens monumentalværk Rummets arkitektur. Arkitekturens rum fra 2002, der nu er udkommet i væsentlig udvidet og opdateret udgave.

Lars Marcussen (f. 1935) gennemtrevler arkitekturhistorien fra primitive bebyggelser i urtiden over Renæssancens forfinede rumforståelse til nutidens splintrede arkitektur. Vi får analyser af det antikke Akropolis og Rom, gotikkens katedraler, Renæssancens og Barokkens kirker, Peterspladsen i Rom og postmoderne byggeri for at nævne en lille del af bogens arkitekturstof. Vi får geometri, astronomi, kunstteori og psykologi ikke mindst i form af den schweiziske børnepsykolog Jean Piagets undersøgelser om udviklingen af barnets rumlige forestillingsverden, en udviklingsteori, der ifølge Lars Marcussen også kan kobles på historien.

Fremad

Lars Marcussen ser nemlig historien som en evolutionistisk bevægelse, og bogens budskab er simpelthen, at mennesket igangsatte en kulturel bevægelse, der gennem tusinder af år har drevet udviklingen frem fra et naturgivent basisniveau til nutidens komplekse og forfinede stadium.

Den slags evolutionistisk tankespind får straks alarmklokkerne til at ringe i akademiske kredse. For at optegne en evolution på tværs af kulturelle epoker, som Lars Marcussen gør, er en problematisk manøvre, hævder såkaldte poststrukturalistiske/socialkonstruktivistiske tænkere: Når man behandler tidligere epoker, sker det nemlig fra en nutidig og ikke-neutral position, og derfor kommer man uundgåeligt til at lave overgreb på historien, når man propper flere tusinde års kulturhistorie ind i en forkromet evolutionistisk fortælling, der oven i købet per automatik placerer nutidens vestlige verden som kulturens foreløbige højdepunkt.

Evolutionismen, som den tog sig ud hos G.W.F. Hegel og Oswald Spengler, gav i øvrigt Adolf Hitler teoretisk ballast til fejringen af den ariske race som udviklingens klimaks. Og der er nok også en af grundene til, at man i dag frygter kulturelle evolutionismetanker.

Den nye, opdaterede udgave af bogen fører arkitekturhistorien helt frem til nutiden, og derudover tager Lars Marcussen evolutionisme-kritikken alvorligt med et par nye kapitler, hvor han diskuterer med den franske filosof Gilles Deleuze, der har et ganske andet syn på historien end den danske forfatter: Gilles Deleuze beskriver historien som et rhizom et rodnet af forviklede forgreninger, der ikke følger en snorlige fremadskridende bevægelse, men som derimod forskyder sig i mere eller mindre uventede og tilfældige retninger. Opgøret mellem de to herrer er dog svært at tygge sig igennem, ikke mindst fordi, at Gilles Deleuze med sine gådefulde formuleringer er en af de sværest forståelige teoretikere overhovedet.

Historisk røntgensyn

Lars Marcussen, der i øvrigt har en åndsfælle i den danske evolutionismekunsthistoriker, professor Jacob Wamberg, er en belæst og velskrivende forfatter og hans bog et både vovet og interessant bud på vores rumlige historie. At verden på mange måder er blevet mere kompliceret, som Lars Marcussen påpeger, er svært at afvise, men om det holder at beskrive historien som en sammenhængende evolution mod stadig større kompleksitet og forfinelse er en anden sag. Denne anmelder hælder mest til Deleuzes historieopfattelse og er derfor skeptisk over for Lars Marcussens kulturevolutionsteorier, der er tilbøjelig til at se strukturer og udviklingslinjer, hvor der måske ingen er.

Det går i bogen især ud over arkitekterne, der kommer til at sprælle hjælpeløst i de store strukturers net, men også sammenkoblingen af teoretikere fra vidt forskellige fagområder virker til tider lidt for kreativ.

Men det ændrer ikke på, at Lars Marcussen har begået et overvældende forskningsprojekt, der oven i købet henvender sig til en ret bred læsergruppe.