Lars Ericson Wolke: Det Stockholmske Blodbad 1520.

HISTORIE

LARS ERICSON WOLKE:

DET STOCKHOLMSKE BLODBAD 1520.

Massakren der rystede Norden

Oversat af Ib Askholm 252 sider, ill., 268 kr.

Askholms Forlag

UDKOMMER I DAG

1520 var året, da kong Christian II med stort besvær og list kunne slå de svenske tropper og rykke ind i Stockholm som konge over de tre nordiske lande, som var blevet sammenføjet af dronning Margrethe I ved Kalmarmødet i 1397.

Christian II blev genvalgt til konge af Sverige, og alt syntes godt. Men nej - der var noget, der skulle hævnes, selv om svenskerne havde fået amnesti for deres modstand mod de danske styrker.

Hævnen kom
Hævnen kom, efter at kongen var blevet kronet, men inden udløbet af de tre dages overdådige festligheder, som var normen for at fejre en kongekroning.

Så svømmede Stockholms Stortorg i blod, regn og snavs:

På to dage henrettede byens chefbøddel og hans folk 82 svenske gejstlige og adelsmænd foruden borgere - de to første grupper ved præcise hug med sværdet, de sidste ved hængning. Tallet skal nok være korrekt, for de blev opgivet af chefbøddelen selv - han måtte vide besked, for han fik afregning pr. hoved.

Christian Tyran
Dette var ”Det Stockholmske Blodbad”, som i Sverige gav den danske konge øgenavnet ”Christian Tyran” og i et par århundreder skabte et dårligt forhold mellem de to lande samt dannede psykologisk baggrund for flere blodige dansk-svenske krige.

Den affære er der skrevet mange bøger om - der har i perioder hersket en livlig ”historikerstrid” om ansvaret for blodbadet, og her er nu en nulevende svensk historiker med en nøgtern redegørelse.

Dog begynder Ericson Wolke med at gå lige på, for med den næsten samtidige svenske gejstlige krønikeskriver Olaus Petris ”Svenska Krönika” som kilde går han lige ind i de blodige begivenheder og skildrer - næsten som var han journalist - de dramatiske dage.

Der er også samtidige tegninger af begivenhederne, desværre her kun i frimærkestørrelse.

Efter alt dette blod går Ericson tilbage i historien og skildrer Kalmarunionens skrøbelige eksistens, inden han når frem til opgøret bagefter: hvem var skyldig? Var det kongen eller den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, der efter strid med sine landsmænd nu åbenlyst var på de danske erobreres side? Eller kongens nærmeste rådgivere med sigende navne som Jens Andersen Beldenak (den temmelig verdslige biskop over Fyn) og den hensynsløse Diderik Slagheck?

Erickson giver et nøgternt referat af de seks hovedkilder til skyldsspørgsmålet - det er f.eks. Gustav Trolles klageskrift over behandlingen af ham selv, en kirkens mand, det er dommen over de henrettede (der ikke fik nogen retfærdig retssag) og kongens temmelig løgnagtige forsvarsskrift til paven samt nævnte Olaus Petri.

Mørke kræfter
Historikeren når frem til den konklusion, at Det Stockholmske Blodbad ikke var nogen enestående hændelse, men snarere et resultat af en utrolig ambitiøs og skruppelløs konges tankegang. Christian II's handlinger før og efter begivenhederne i Stockholm forklares bl.a. med hans elskerinde Dyvekes mystiske død nogle år forinden. Da fik ”mørke kræfter” magten over kongens sind, hedder det.

En slem affære var det i hvert fald, men mon der nu, næsten 500 år efter, kan strides mere om den sag?