Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Kjeld Hansen: Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land

Kulturhistorie: Kjeld Hansen løfter fornemt arven efter Achton Friis med et kæmpeværk om de store forandringer i det danske landskab.

Kjeld Hansen:

Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land

Bind 1, Jylland

832 sider, 350 kort, over 2.000 ill. 499 kr.

Forlaget BæreDygtighed

Ikke siden maleren Achton Friis allieret med den kyndige kollega og naturelsker Johannes Larsen rejste gennem Danmark for snart 100 år siden og efterfølgende skænkede landsmændene storværket ”De danskes land”, er der skrevet noget af tilsvarende grundighed.

Journalisten Kjeld Hansen har påtaget sig noget nær en Sisyfos-opgave ved at besøge og beskrive fædrelandets fascinerende flora og fauna, såvel den forsvundne som genvundne. Hans indsigt og research er imponerende, men præmisserne er selvsagt andre end på forgængerens tid.

Næsten profetisk fastslog Achton Friis i forordet til sin 1943-udgave:

»Andre end jeg har haft Planer om at tage en Opgave paa sig som Skildrer af denne Natur; men de har alle siden enten opgivet det eller ladet Sagen staa hen. Og i den lange Ventetid er dansk Natur kommet på Grænsen af Svindsot, forgivet af emsige Folk, som til deres Formaal anvender saa virksomme Midler som Cementvillaer, Bjærgfyrbeplantninger og andre Rædsler - i Kulturens og Fremskridtets Navn. Snart vil Havet og Klimaet være det eneste, som er tilbage af dansk Natur ?«

Appetitvækkende guide

Kjeld Hansen er både kulturhistoriker og undersøgende journalist, der især har dyrket miljøet. Den digre bog, som også kan anbefales som en appetitvækkende turistfører, er ikke et gravskrift, men en kærlighedserklæring.

Dog lader pessimismen på naturens vegne sig ikke undertrykke. Han advarer mod, at økonomiske lykkeriddere vil fortsætte med at ødelægge det hav af herlighedsværdier, der findes i ethvert hjørne af dronningeriget, og mod farerne i, at befolkningen fortsat ligger under for politiske kandestøberier og fatale fejltagelser - alt sammen i forsøgene på at indvinde nyt land og dermed skaffe sig nye fortjenester.

Kjeld Hansen udgav i 2008 ”Det tabte land” og er i den aktuelle bog usædvanligt klar i mælet. En spade kaldes en spade, og der findes ikke nogen smykkende version for en grådig spekulant.

Utrættelig sporhund

Det foreliggende værk er det første af to og opererer med den regionsinddeling, som efter kommunalreformen slettede amterne af landkortet: Altså er historierne fordelt mellem Region Nord, Midt og Syddanmark - dog uden Fyn. I alt besøger forfatteren 361 historiske steder. I Jylland har han været forbi 183 lokaliteter.

Han blander egne observationer med samtaler med de lokale, bringer nye og gamle fotos og har som en utrættelig sporhund været i arkiverne for beskrive de store forandringer, det danske landskab er undergået.

Achton Friis anede, at der var noget galt, men kunne ikke eksakt påvise de privates og myndighedernes adfærd - få selve baggrunden hentet frem i lyset - hvorimod Kjeld Hansen så mange år efter er i stand til at dokumentere og sætte tingene i sammenhæng ved hjælp af journalistiske metoder, ikke mindst ved at trække på den udvidede adgang til aktindsigt og i øvrigt profitere af den generelle gennemsigtighed, der i dag hersker i samfundet. Han leverer overbevisende dokumentationer.

Forandringernes generation

Kjeld Hansen konkluderer, at landet er blevet ændret mere gennemgribende i løbet af en generation end i de 10.000 år, der gik forud. Hermed er det alvorlige perspektiv sat. Hvis vi ikke kerer os om de fælles landskabsværdier og bremser forarmelsen, er det ikke det Danmark, der så poetisk blev besunget af Jeppe Aakjær, H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger med flere, og som selvfølgelig har skiftet karakter, men ikke altid til det bedre.

Det første værk om hovedlandet er fuldt af spændende historier, hvori nogle personer bevæger sig på kanten af den moralske lov. Skandaleprojekterne Skjern Å, Vest Stadil Fjord og Slivsø er fortættende fortalt, og man mærker forfatterens stærke engagement med fremlæggelse af kendsgerninger, der taler for sig selv.

Nu gik det til slut godt med Skjern Å, som efter genopretningen atter oplever tusindvis af turister og fugle. Kjeld Hansen nævner, at den samlede pris for naturgenopretningsprojektet - det største herhjemme - var 335 mio. kr. i 2010-priser. Heraf gik næsten en tredjedel til landmændene.

Hedeselskabets rolle

Hedeselskabets ikke altid flatterende rolle fremdrages flere steder, især i sagen med Filsø ved Varde, som udgør Kjeld Hansens suveræne tophistorie med alle de dramatiske ingredienser, som en sådan kræver.

Her påvises det hjertelige forhold, der bestod mellem Filsøs ejer, godsejer Aksel Olufsen, og Hedeselskabets daværende direktør, Niels Basse, som var en driftig lobbyist. Filsø har altid været lukket for offentligheden, selv om skatteyderne i en årrække har foræret familieselskabet millionbeløb til at drive ejendommen, konstaterer Kjeld Hansen. Imidlertid vil fortidens store vådområde blive tilgængeligt, efter at Aage V. Jensens Naturfond i efteråret 2011 erhvervede området til et ukendt trecifret millionbeløb.

Anmeldelse: Kjeld Hansen: Det tabte land

04-06-2008: Stor bog om det danske landskabs udvikling præsenterer både skurke og helte. Læs artikel

Anmeldelse: Nan Dahlkild: Biblioteket i tid og rum

15-04-2012: Nan Dahlkild har præsteret et formidabelt stykke forskningsarbejde med bogen om skabelsen af det danske biblioteksvæsen. Der lægges særlig vægt på arkitekturen. Læs artikel

Anmeldelse: Anna Sandberg og Detlef Siegfried (red.): Tysk kulturhistorie fra 1648 til i dag

14-04-2012: En ny generation af universitetsgermanister gentænker den tyske kulturhistorie siden Trediveårskrigen. Et indbydende og gennemillustreret værk, som henvender sig til enhver kulturhistorisk interesseret læser. Læs artikel

Anmeldelse: Tristan Donovan: Replay - Computerspillenes historie 1945-2010

21-01-2012: Man kan fokusere på mange aspekter af engelske Tristan Donovans ”Replay - Computerspillenes historie 1945-2010”. Et aspekt er den gratis fildeling. Læs artikel

Anmeldelse: Poul Bredsdorff m.fl.: Hvad si'r de i Aarhus hos teologerne?

03-01-2012: Fra Teologisk Forening i Aarhus udsprang en stærkt satirisk revytradition. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...