Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Stemmer og steder I - II

Egnshistorie

Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Fotos: Kirsten Klein Limfjorden.

Stemmer og steder I - II.

850 sider, 500 kr.

Gyldendal

Intet i verden er så blankt som de danske fjorde i vindstille, og ingen af dem så blank som Limfjorden en soltung august morgen, opfyldtheds time, hvor ikke en vind rører sig. Men det er sjældent, for dens vande kan piskes op til bølgende, gråmeleret uro, når en vestenstorm fejer hen over dem. Selv sad jeg midt i halvtredserne i et klasseværelse på Thisted gamle gymnasium og faldt i staver ved udsigten over fjorden til Mors med Hanklit og Salgjerhøj. I efterårsstorm meldte melankolien sig, for cykelturen de ti km hjem - ud af Nørregade og så mod nordvest i strid modvind - kunne tage over en times trampen i pedalerne.

Jeg kender det land som en del af mig selv, og jeg har elsket det så længe, jeg kan mindes. Derfor er jeg modtagelig for Hans Edvard Nørregård-Nielsen to bind om Limfjorden og omgivende lande. Det allerførste, som vi skulle lære udenad i første klasse i Øster Vandet todelte skole hos den rare lærer Yde, var samtlige jernbanestationer fra Struer til Thisted: Oddesund, Humlum, Uglev, Lyngs og hvad de nu hedder.

Natur og historie

Thy er vitterligt et fantastisk landskab med det evigt buldrende hav længst ude mod vest, så klitrækkerne med den genstridige, ukuelige marehalm, så heder og plantager og så - jo nærmere man kommer Limfjorden - federe og federe marker. Landsbykirkerne ligger der over alt, hemmelighedsfulde, og dog tavst talende. Nørregård-Nielsen fortæller hengivent og nysgerrigt om dem - lige fra den lille Lodbjerg Kirke i sydvest til den prægtige Tømmerby Kirke i nordøst med frit udsyn over Lund Fjord og Selbjerg Vejle. Egnen må have været rig siden oldtiden, der markerer sig den dag i dag med de utallige kæmpehøje, hvoraf nogle ligger i klumper som omvendte æbleskivepander. Også Sjørring Vold har rod i oldtiden. Her festes der stadig, og i halvtredserne gik man til den ved ballerne, hvorfor det hed sig: ”Ta' til Schweiz' bjerge og bliv bjergtaget; ta' Sjørring volde ?!

Alt er kommet med

Over alt langs fjorden gælder det: Landskaberne er ikke ens, men alle vejrbidte og muskuløse og storslåede - på den rå måde med et højt, skærende klart himmellys. Fra Ålborg kunne man engang sejle til København med M/S Jens Bang eller M/S H. P. Prior gennem fjordens smalleste, blide stykke med lave enge til begge sider - ud i Kattegat. Men man kunne også sejle ned langs vestkysten til Thyborøn med det fantastiske ”Sneglehuset” eller til Harboøre, hvor præsten Carl Moe engang i en ligtale over druknede fiskere forargede det samlede københavnske borgerskab, men her skildres fordomsfrit.

Nørregård-Nielsen har det hele med og mere til. Tre somre har han besejlet Limfjorden i skonnerten Mira, men også kørt rundt i landskabet, hvis topografi han beskriver samtidig med impressionistiske pluk fra egnens historie helt tilbage til oldtid og middelalder.

Billeder med skønhed

Når disse to bind om vand og land, om vang og vænge i et afvekslende danske landskaber, i historie og digtning, i billedkunst og arkitektur har så stor en vægtfylde, skyldes det ikke mindst Kirsten Kleins forunderlige fotografier, der ledsager og tolker fremstillingen fra først til sidst - i alle årstider og alle timer i døgnet, meditative snapshots af vejr og vind, vinter og sommer, skumringsmørke og lysstrejf af purpurrødt på aftenhimlen. De fotografier har en næsten overjordisk skønhed og materialitet, der synes at transformeres til en antydet en åndelig dimension, så man fornemmer, at land og fjord, buske og træer, kyster og bølger - med Grundtvigs ord - er ”mer end mængde, muld og strand”, nemlig ”folk og fædres land”, der vågner og lever i os, ”når henover viden sand/ voven sagte triller”.