Anmeldelse: Joachim Fest: Det Tredje Riges ansigt

Joachim Fest:

Det Tredje Riges ansigt

På dansk ved Lars Christiansen

Forord af Torben Jørgensen

542 sider, 349 kr.

People's Press

Historie Den tyske kansler Otto von Bismarck sagde engang, at når Jorden gik under, ville han gerne befinde sig i Mecklenburg, for dér ankom nyhederne om begivenhederne altid med stor forsinkelse.

Danmark er i visse henseender et sådant Mecklenburg. Landet er omgivet af et filter, som betyder, at aktuelle nyheder fra udlandet, udenlandske bogudgivelser og meget andet ofte med stor forsinkelse når frem til Dannevang. Det læsende danske publikum er blevet forholdt snesevis af det 20. århundredes standardværker inden for historie, politik og ideologi.

Den foreliggende bog er et glimrende eksempel: Den blev udgivet på tysk i 1963 og udkommer altså nu på dansk med ikke mindre end 44 års forsinkelse! Men bedre sent aldrig, for det er en fremragende bog.

Joachim Fest, der døde sidste år, var en fremragende historiker og en fri, selvstændig ånd, der heldigvis ikke lod sig kujonere af de tyske universitetshistorikeres krav om at skrive tørt og tungt. Han lystrede heller ikke det moraliserende diktat om ikke at moralisere - dvs. at anvende kategorier som ondt og godt i historieskrivningen. At ville undlade dette, når det gælder folkemordsregimer, er naturligvis både absurd og amoralsk.

Fest tegner i denne bog en række portrætter af de ledende nazister med Hitler i toppen. Det er i hvert enkelt tilfælde fascinerende læsning. Derudover tegner han også nogle kollektive portrætter af tyske officerer, tyske professorer eller akademikere og af tyske kvinder - dels som de skulle være ifølge den nazistiske ideologi og propaganda, dels som de var i virkeligheden. Det foruroligende er, at der i mange tilfælde var overensstemmelse mellem ideologi og virkelighed.

Intelligens over gennemsnittet
Det var i mange år en udbredt overtro blandt mange højtuddannede, at de tyske nazister var en bande brutale grobrianer, mens de russiske bolsjevikker var højtuddannede intellektuelle. I begge tilfælde var der imidlertid tale om brutale og skrupelløse bander, der var rede til at udrydde alt, som stod i vejen for deres utopier om et tusindårsrige. Det var ikke intelligens, men fraværet af moral, der var problemet. Himmler var ikke dummere eller mere brutal end Berija, Goebbels ikke mindre intellektuel end Zjdanov. De nazistiske lederes intelligens var faktisk over gennemsnittet. Alt for mange intellektuelle har været fascinerede og er blevet forført af begge bevægelser.

Begge ideologiske regimer ville skabe "et nyt menneske" befriet for det almindelige menneskes fejl og brist. Martin Bormanns erklæring om, at kristendom og nationalsocialisme var uforenelige størrelser, og at kristendommen byggede på uvidenhed, mens nationalsocialismen hvilede på et videnskabeligt fundament, kunne være skrevet af Lenin, Stalin eller Khrustjov. Hadet til de liberale demokratier, kapitalisme og markedsøkonomi var lige stort hos nazister og bolsjevikker.

Man fornemmer hos Fest en stærk personlig foragt for de mennesker, der gjorde karriere under nazismen. Om Bormann skriver han rammende sarkastisk, at dennes stilling nåede et højdepunkt, da Det Tredje Rige kun omfattede et par affaldsdynger og en bunker otte meter nede under jorden. Bogen er tilegnet hans far, en tysk skolelærer der stod fast på sine principper og ved flere lejligheder demonstrerede frygtløs optræden.

»Om så alle løber med, jeg gør det ikke!« var faderens motto, og det er tydeligt, at Joachim Fest er stærkt påvirket af ham.

Plaget af personlige problemer
Selv om det er dystre ting, der behandles i bogen, er det en sproglig fornøjelse at læse den i en fin dansk oversættelse. Fest beskriver nazismen som et pøbelvælde, et despoti af halvstuderede røvere, skuffede, rodløse og forbitrede mennesker, plaget af personlige problemer. Derfor behovet for at marchere i takt i sluttede rækker, viljen til voldsanvendelse og fælles forbrydelser. Han gør sig i kapitlet "Den tyske hustru og moder" nogle særdeles interessante betragtninger over tyske kvinders erotiske tiltrækning af ungkarlen Hitler, der havde et forkrampet forhold til det modsatte køn. Hitler lagde bevidst an på kvinderne i sin ekstatiske optræden på massemøder, som dirrede af seksualitet.

Det Tredje Riges ansigt bestod ifølge Fest af »en ansigtsløs flok af upersonligheder« - tomme og åbne for alle formål. De fleste ledende nazister var både psykisk og fysisk syge. Ingen så ud som de kernesunde, blonde, muskuløse, blåøjede, nordiske typer på propagandaplakaterne.

Fest udvider til slut sin beskrivelse af Det tredje Riges ansigt til at være hele det tyske folks ansigt - unægtelig en hård dom. Men Fest frygtede, at tyskerne ville vælge den lette udvej med at vælte al skylden for katastrofen over på nogle få ledere.

Det er en skam, at denne bog, der verbalt tegner så mange dybdeborende portrætter, ikke indeholder illustrationer i form af fotos af de portrætterede. Til gengæld har den et oplysende og forstandigt forord af den danske historiker Torben Jørgensen.