Joachim C. Fest: Hitlers indre fjender

Joachim C. Fest:

HITLERS INDRE FJENDER

Oversat fra tysk af Lars Christiansen

Med forord af Katrine Winkel Holm

399 sider, 349 kr.

People's Press

Der er i løbet af de seneste år kommet så mange bøger og film med relation til Det Tredje Rige, at man må tale om en veritabel bølge. To generationer efter Den Anden Verdenskrig skal historien åbenbart fortælles på ny.

Nu er det børnebørnene af krigsgenerationen, der skal lære at forstå, hvordan Adolf Hitler kunne komme til magten i en stor kulturnation som Tyskland. Og bevare den til den bitre ende.

Mens vi venter på Bryan Singers storfilm ”Valkyrie”, hvor scientologen og skuespilleren Tom Cruise optræder i rollen som Hitler-attentatmanden Stauffenberg, er der al mulig grund til at læse Joachim Fests bog ”Der lange Weg zum 20. Juli”.

Af én eller anden grund har Fests mesterlige bog fra 1994 - i Lars Christiansens ellers kyndige oversættelse - fået den misvisende titel ”Hitlers indre fjender”.

Det rigtige øjeblik
Da de mange indflydelsesrige Hitler-skeptikere - omsider - helt havde forstået den ny, rå verden, som Hitler repræsenterede, havde de nærmest afvæbnet sig selv. De indså, at de havde forsømt at gøre modstand i tide. Nu ventede de - hvad enten de var grupperet i modstandsbevægelsens ene tyngdepunkt omkring Udenrigsministeriet eller i det andet i hæren - på »det psykologisk rigtige øjeblik«.

Problemet var bare - som Fest nøgternt anfører - at de dermed gjorde deres forehavende afhængigt af ydre faktorer, som de hverken kunne forudsige eller kontrollere.

Wilhelm Canaris, den gådefulde chef for efterretningstjenesten, inkarnerer problemet. Han havde gennemskuet regimet. Han foragtede det. Men han kunne ikke frigøre sig for »tusinde lænker af ærværdige principper som pligt, tjenesteetik og loyalitet« (s. 168). Modstanderne af Hitler manglede en leder, hvis autoritet og vilje til sejr kunne samle alle de grublende enkeltindivider.

Naturlig leder
Claus Schenk Graf von Stauffenberg, som i efteråret 1943 blev stabschef i ”Hærens Kontor”, var denne naturlige leder. Stauffenberg, en brillant stabsofficer, som i sin pure ungdom havde tilhørt kredsen omkring digteren Stefan George, var et udpræget handlingsmenneske. Han besad selv et stænk af dæmonisk magtvilje og kunne netop derfor tilføre modstandsbevægelsen den helt nødvendige dynamik og beslutsomhed.

Som han svarede en fortvivlet officer fra Hærens Overkommando, der ikke vidste, hvordan man kunne fortælle Føreren sandheden om den efterhånden katastrofale situation på østfronten: »Det kommer ikke an på at fortælle ham sandheden, det kommer an på at slå ham ihjel.« (s. 215).

Det lykkedes som bekendt ikke. Hitler overlevede bombeattentatet den 20. juli 1944. Operation Walküre slog fejl. Men i kraft af modige mænd som Stauffenberg og hans medsammensvorne kan eftertiden erfare, at der selv i Hitler-tyskland fandtes mennesker, der turde tænke selv. Og handle derefter.