Anmeldelse: Jens Rasmussen: Forholdet mellem kirke og stat i Danmark

Jens Rasmussen:

Forholdet mellem kirke og stat i Danmark

Kirkeforfatningsforslagene i sidste halvdel af det 19. århundrede. De kirkepolitiske perspektiver.

289 sider, 250 kr.

Syddansk Universitetsforlag

Grundloven har siden 1849 lovet, at folkekirken skulle have en forfatning, dvs. en form for selvstyre med et kirkeråd. Det er aldrig blevet til noget, men flere kommissioner har siden 1849 leveret forslag, uden at disse er blevet gennemført.

Jens Rasmussen gennemgår disse forslag med vægt på sidste halvdel af 1800tallet og beskriver de kirkepolitiske fronter. Biskopper frygtede et kirkeråd med for mange lægfolk. Politikerne frygtede et parallelt organ. Grundtvigianerne ønskede slet ikke en kirkeforfatning og var tilfreds med valg- og frimenigheder. I 1903 kom indførelsen af menighedsråd, som var en delvis indfrielse af grundlovens løfteparagraf, men et centralt kirkeråd blev aldrig etableret.

Principielle spørgsmål

Jens Rasmussen, der er præst på Fyn og har skrevet flere væsentlige værker om 1800-tallets danske kirkehistorie, er solidt hjemme i detaljerne. Han korrigerer standardværket på dansk (det eneste), nemlig H.J.H. Glædemarks disputats fra 1948 ”Kirkeforfatningsspørgsmålet i Danmark indtil 1874”, bl.a. med inddragelse af lokal kirkelig debat. Kontroversen om kirkens styreform rejser principielle spørgsmål og megen kontrovers.

Kirke skarpt adskilt fra stat

Forfatteren perspektiverer til i dag og ser gerne en kirkeforfatning. Bogen ville have vundet ved at behandle 1900-tallets debat og især den socialdemokratiske kirkepolitiske vending under f.eks. Bodil Koch, da folkekirken i sin nuværende form blev alment accepteret, også i arbejderklassen. At hoppe fra biskop Mynster og Martensen til i dag er for langt.

Jens Rasmussen mener at kunne basere et skel mellem kirkens indre og ydre anliggender på naturret fra 1700-tallet og efterlyser en undersøgelse heraf. Problemet er, at dels har hverken engelsk eller tysk naturret haft særlige virkninger i det stærkt lutherske Danmark (modsat i USA), dels lægger naturretten op til en mere skarp adskillelse af stat og kirke.

Til slut beklager forfatteren, at folkekirken i dag ikke har »de professionelle embedsmænd, som kommunerne besidder«, og som er nødvendigt til forvaltningsmæssigt selvstyre. Det kunne også ses som et gode, så folkekirken endnu er fri for den djøficering af den offentlige sektor, som har koncentreret enorme midler til ledelse og administration til skade for den borgernære betjening.

Og da folkekirken er sårbar ved at man kan melde sig ud modsat kommunerne og staten, kan mere bureaukrati, færre lokale præster og øget kirkeskat blive en livsfarlig boomerang for folkekirken.