Iris Chang: Nanjing massakren

Oversat af Peter Tudvad

288 sider, ill., 199 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

Hvorfor denne bog udkommer på dansk netop nu, 11 år efter at den blev udgivet i USA og året efter 70-året for massakren i Nanjing og endnu en hidsig international debat om dette mørke kapitel i Kinas og Japans historie, står hen i det uklare.

Men det skal ikke nedspille det hensigtsmæssige i, at danske læsere langt om længe får mulighed for at fordybe sig i en af årsagerne til, at Japan og Kina i årtier har været på kollisionskurs.

Nanjing, som den gang hed Nanking, var skuepladsen for et drama, som på uhyggelig vis belyste de grusomheder, som Japans kejserlige hær begik i Kina under den anden japansk-kinesiske krig.

Hovedstad flyttet
I 1928 havde den nationalistiske kinesiske regering flyttet hovedstaden fra Beijing til Nanjing, oprindelig en by med 250.000 indbyggere, men i 1937 var den vokset til over en million hovedsagelig som følge af kinesere, der flygtede fra de japanske tropper, der havde invaderet Kina i 1931.

Den 9. december 1937 angreb japanerne, og i de følgende dage og måneder fandt en massakre sted, den massakre, som fik navnet ”Voldtægten af Nanjing”, og som kostede titusinder, siger nogen, 300.000 siger andre, kinesere livet.

Indiskutabel grusomhed
Massakrens grusomhed er indiskutabel. Det er dokumenteret i billeder og beretninger om massehenrettelser, voldtægt, plyndring og andre forbrydelser.

Men Kina og Japan har i de syv årtier siden været i konflikt om, hvor mange der blev dræbt, og hovedårsagen til den konflikt, som siden massakren har præget deres indbyrdes forhold, er især, at ultranationalistiske japanske kredse trods officielle japanske indrømmelser har benægtet, at massakren nogensinde fandt sted.

Debat om dødstal
Forskere og politikere har siden debatteret dødstallet. Ved det militære tribunal i Tokyo efter Anden Verdenskrig hævdede Kina, at det var 300.000, medens USA anslog, at der havde været 40.000 ofre, et tal, som også andre forskere mener, er det korrekte.

Men selv om tallet naturligvis ikke er ligegyldigt, er det i højere grad Japans problemer med at indrømme grusomhederne, der er omdrejningspunktet. De er grundigt dokumenteret også i japanske aviser fra den tid, som glorificerede krigen.

Begik selvmord
Forfatteren Iris Changs bedsteforældre og forældre flygtede fra Nanjing før den japanske invasion, men hun besluttede at vende tilbage til Nanjing og udgav i 1997 bogen, som kom på de amerikanske bestsellerlister og de japanske nationalisters sorte liste.

Hvor præcis, den er i sin fremstilling af kendsgerningerne, blev diskuteret, ikke blot af japanske, men også af amerikanske forskere. Den 29-årige Chang blev en international berømthed. Hun begik selvmord i 2004.

I takt med, at forholdet mellem Japan og Kina i de senere år er blevet forbedret, har japanske og kinesiske forskere indledt et samarbejde med henblik på at nå til bunds i kendsgerningerne.

”Nanjing Massakren” er en væsentlig bog, som i dag først og fremmest bør læses, fordi den kan bidrage til en forståelse af det japansk-kinesiske forhold.