Iben Bjørnsson: AIC. Arbejderbevægelsens informationscentral.

Historie

Iben Bjørnsson:

AIC. Arbejderbevægelsens informationscentral.

Socialdemokratiets kamp mod kommunismen 1944-1973.

260 sider, illustreret, 199 kr.

SFAH's skriftserie nr. 52 u.å.

I næsten 30 år havde Socialdemokratiet sin egen efterretnings- og propagandaorganisation - Arbejderbevægelsens Informations Central, forkortet AIC. Den efterfulgte Hovedorganisationernes Informations og Propaganda Afdeling, forkortet HIPA. Begge havde bekæmpelse af de danske kommunister som hovedformål, HIPA tillige de danske nazister.

Megen mystik

AIC har i offentligheden været omgærdet med megen mystik, og forfatteren til dette kildebaserede værk beskriver kort den hurlumhej, der var i medierne og i politiske kredse i 1998, da Poul Nyrup Rasmussen optrådte som en elefant i en porcelænsbutik med en erklæring om, at AIC-arkivet skulle åbnes - hvad det allerede var! Ud over AIC-arkivet bygger bogen også på materiale i britiske og amerikanske arkiver samt lidt fra Udenrigsministeriet og FE i Rigsarkivet. Til Iben Bjørnssons store ærgrelse har hun ikke kunnet benytte PET's arkivmateriale. En ansøgning til PET i februar 2008 blev ikke besvaret, den viste sig at være havnet i en forkert papirbunke, og siden har tjenesten ikke ladet høre fra sig - en særdeles kritisabel, men ikke usædvanlig optræden af en statslig institution.

Iben Bjørnsson er historiker og behandler (naturligvis) løbende sit kildemateriale kritisk i denne afhandling, der er den hidtil grundigste om emnet. Det virker dog besynderligt, at hun fremsætter nogle banale betragtninger om efterretningsmateriale: Bare fordi noget står i en efterretningsrapport, behøver det ikke at være rigtigt, og en menig medarbejders vurdering behøver ikke at være udtryk for ledelsens synspunkt. Disse indlysende ting gælder jo også for kildemateriale i andre statslige samt organisations- og private arkiver - f.eks. AIC-materiale.

Forfatteren finder som historiker ikke fordeling af skyld og krav om offentlige undskyldninger interessant, hvilket lyder fornuftigt. Hun svigter derimod sine læsere og sig selv som historiker, når hun ikke vil tage stilling til det fundamentale spørgsmål: Var DKP et normalt politisk parti, eller var det et af en fremmed stormagt styret og finansieret instrument? Det er jo ikke en politisk, men en faglig vurdering. Hun tror i øvrigt, at danske kommunister i 1941 blev taget i forvaring af de tyske besættelsesstyrker, men det var nu det danske politi, der tog sig af den sag.

Løse påstande

Da Iben Bjørnsson ikke selv fik mulighed for at benytte PET's arkiv, har hun i høj grad støttet sig til PET-kommissionens beretning fra 2009. Hun overtager dog ikke uden videre beretningens mange og ofte udokumenterede påstande - f. eks. at Socialdemokratiet udnyttede sin anti-kommunistiske virksomhed til at vinde indflydelse på Danmarks forhold til USA, eller at AIC ikke i større omfang udleverede oplysninger om danske kommunister til Danmarks allierede. Det gjorde AIC.

Værkets forfatter konkluderer, at Socialdemokratiet/AIC ikke altid formåede »at holde tungen inde«, hvorved hun mener at holde tungen lige i munden.

Der blev brugt »ufine« metoder. AIC fungerede ikke altid som en partiorganisation, men samarbejdede med de statslige efterretningstjenester og sammenblandede dermed politisk- og propagandavirksomhed med efterretningsvirksomhed.

Der er tale om en velskrevet historisk undersøgelse af et væsentligt emne i første halvdel af Den Kolde Krig i Danmark. Forfatteren kunne med fordel have anvendt mere af den eksisterende, relevante faglitteratur, og man savner et person- og sagsregister. Man må håbe, at den Martin, som hun anråber på side 1, hører hendes bøn.