Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Hew Strachan - Første Verdenskrig | bog.guide.dk

Fejende flot historieskrivning om Første Verdenskrig

Hew Strachans bog om Første Verdenskrig er i format et lille mesterværk og formidlingsmæssigt et stort.

HISTORIE
HEW STRACHAN
FØRSTE VERDENSKRIG.

406 SIDER. 329,95 kr.

Informations Forlag


B97524867Z.1_20140127192721_000+G06A6T1D.1-0.jpg

Strømmen af litteratur om Første Verdenskrig i anledning af 100-året for dens udbrud tager til med forventet og naturlig kulmination til august. Tunge værker om delemner og stort anlagte oversigtsværker vil konkurrere om den historisk interesserede læsers gunst. Det kan umiddelbart forekomme som et udfordrende valg, men søger man en dækkende og virtuos sammenfatning af Den Store Krigs forløb og virkninger, er bogen her allerede.

Den er skrevet af den britiske historiker og professor ved Oxford Universitet Hew Strachan, som er en af de førende eksperter i Første Verdenskrig, og hans formidlingskunst er beslægtet med kolleger som Antony Beevor, John Keagan og Max Hastings, hvilket er garanti for læsefryd og videnskabeligt niveau. Bogen er ikke ny (førsteudgaven på engelsk er fra 2003), men den rummer summen af den videnskabelige forskning i krigen. Strachan fremstår derved som forvalter af arven efter sin berømte kollega professor A.J.P. Taylor og hans komprimerede og banebrydende værk af samme navn på dansk ”Første Verdenskrig”. Bogen fremstår som en naturlig opdatering af Taylors arbejde, og større anbefaling kan en udgivelse ikke sendes på det danske marked med.

Strachans bog er ikke en slavisk gennemgang af krigen fra 1914 til 1918. Den er meget mere. Dens partitur tolker de politiske og psykologiske mekanismer, der drev aktørerne og krigen ud i de absurde industrialiserede myrderier. Og så tager den fat på mange tabuer. Bl.a. den udbredte opfattelse af, at krigen betød tabet af en generation.

Brud med fortiden

Forskningen har vist, at de demografiske virkninger hurtigt var udlignet. I virkeligheden krævede den influenzaepedimi, som fejede fra Asien ind over Europa i årene 1918-1919 langt flere menneskeliv end Første Verdenskrig. Når krigen alligevel forlenes med noget næsten apokalyptisk, bunder det i dens definitive brud med fortiden og samfundsomvæltende langtidsvirkninger. Fredsslutningen blev forkludret og årene mellem 1918 og 1939 kan opfattes som en våbenstilstand og Anden Verdenskrig som en fortsættelseskrig. I Mellemøsten er dens virkninger endnu med til at forme de blodige begivenheder.

Opfattelsen af Den Første Verdenskrig som den gamle verdens undergang er der belæg for. Og uden basal viden om Den Store Krig vil man savne forudsætninger for at forstå det, der fulgte efter af politisk radikalisering, opbrud i kultur, normer og folkedrab. Derfor er den historiske-litterære produktion, 100-året afstedkommer, vigtig.

Hew Strachans bog er i ordets bedste betydning en lettilgængelig indføring i Første Verdenskrig uden at gå på kompromis med det historisk-faglige niveau.

Strachans konklusion gør op med myten om krigen som meningsløs. Den formede ikke bare Europa, men verden i det 20. århundrede, og den var afgjort hverken formålsløs eller meningsløs.

Bogen er i format et lille mesterværk. Formidlingsmæssigt et stort. Det er ganske enkelt fejende flot historieskrivning. Der er drama nok til alle med passion for historie og krig

Anmeldelse af Henrik Jensen - Krigen 1914-1918 – og hvordan den forandrede verden

09-05-2014: Historikeren Henrik Jensens kulturhistoriske gennemgang af Første Verdenskrig er en lille, skarp og intellektuelt stimulerende bog om en stor katastrofe, som stadig præger os. Læs artikel

Anmeldelse af Nils Arne Sørensen - Den store krig. Europæernes første verdenskrig

18-02-2014: Historie: Nils Arne Sørensen brød gennem den faglitterære lydmur for 10 år siden med storværk om Den Første Verdenskrig. Trykbølgen følger revideret genudgivelse. Læs artikel

Anmeldelse af Matthias Bjørnlund - Det armenske folkedrab

12-11-2013: Uomgængeligt: Nyt værk om folkedrabet på armenierne er velresearchet og overlegen historieformidling. Forfatterens brug af samtidens danske kilder og vidner er en ren øjenåbner. Læs artikel

Anmeldelse: Erik Kulavig: Den russiske Revolution 1917

07-12-2010: En fin formidling af nyere forskning om den russiske revolution. Erik Kulavigs bog er et glimrende eksempel på en fremstilling, der ikke er snøret inde i et ideologisk korset. Læs artikel

Anmeldelse af Martin Zerlang - 1914

01-09-2014: Et prægtigt værk om året, hvor den gamle verden endte, som det oplevedes i København og omegn. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...