Heather Pringle: Himmlers herrefolk

Heather Pringle:

Himmlers herrefolk

Jagten på den ariske races oprindelse

Oversat af Lars Rosenkvist

545 sider, ill., 300 kr.

Forlaget Bazar

Emnet for denne bog er skrækindjagende, men bogens forfatter skriver som en engel - let og ubesværet trods den omfattende dokumentation, der fremgår af noteapparatet, men ikke letfærdigt. Heather Pringle er særdeles seriøs.

Mærkeligt at det er en kvinde fra Canada og ikke i første række tyske forskere, der har taget dette vigtige og pinagtige emne op. Det skal for øvrigt ikke glemmes, at den danske historiker Dan H. Andersen sidste år udsendte en glimrende bog om Himmler og hans rablende vanvid (”Nazimyter. Blodreligion og dødskult i Det Tredje Rige”).

Langt fra idealet
Chefen for Hitlers SS-korps, Heinrich Himmler, var en trangbrystet, smalskuldret person med runde briller på sit lille hoved. Han var langt fra sit og nazisternes ideal - en høj, blond, muskelsvulmende såkaldt arier, der kun fandtes i nazisternes syge forestillingsverden.

Lige så langt fra idealet var i øvrigt Hitler selv, for ikke at tale om Goebbels, Göring og Bormann. Tyske raceforskere var af den opfattelse, at omkring halvdelen af den tyske befolkning ikke havde arisk blod i årerne.

Den jødiske andel skulle udryddes, mens de øvrige på længere sigt skulle forhindres i at formere sig. I stedet skulle SS-stutterier befolket af blonde mænd og kvinder skabe et tiltrængt tilskud af ariske tyskere.

Slaviske folk - polakker, russere, ukrainere osv. - skulle fordrives fra de områder i øst, som skulle indgå i Det Tredje Rige, og som skulle befolkes med tyskere. Nogle af slaverne skulle dog arbejde som slaver for herrefolket, mange udryddes.

Ville ændre landskabet
Himmler ville fremskaffe videnskabelige beviser for, at der f.eks. på Krim havde levet et germansk-arisk folk, og at området derfor rettelig tilhørte Tyskland. En motorvej skulle sørge for hurtig og bekvem transport fra Berlin til det ny ”Gotengau”, hvor de germanske herrer og damer skulle slappe af i pauserne mellem myrderierne.

Himmler ville ændre selve landskabet, så det kom til at minde om Slesvig og Holsten.

Der var ingen mangel på tyske videnskabsmænd, når det gjaldt om at levere ”videnskabelig” støtte til det formørkede og forbryderiske regime. Universiteterne legitimerede nazisternes afsindige projekter, og tyske forskere rejste rundt i fjerne lande for at finde ”beviser” på ariske urfolk.

Mange af dem var unge, og efter en kort pause gjorde de strålende karriere i den tyske universitetsverden efter 1945. Det er måske det, der har betinget tyske forskeres ulyst til at studere denne mørke side af tysk åndshistorie.

Makabert forehavende
Himmler var en anæmisk, mislykket hønseavler fra Bayern, der i kraft af opløsningen i Tyskland og nazisternes magtovertagelse fik mulighed for at gennemføre uhyrlige forbrydelser.

I en berømt, improviseret tale takkede han sine morderiske indsatsgrupper på Østfronten for at være forblevet ”anstændige” trods de massedrab, de havde gennemført. (En lignende tale holdt en af Stalins bødler for de indsatsgrupper, der havde gennemført folkemordet på ”kulakkerne”.)

Himmler lod udvalgte jøder af begge køn transportere fra Auschwitz til Strasbourg, hvor de blev likvideret og skeletteret med henblik på at indgå i en omfattende skeletsamling, der skulle bevise, at jøderne var en mindreværdig, degenereret race.

Da amerikanske tropper befriede Strasbourg, var Himmlers folk endnu i gang med deres makabre forehavende.

I systemets tjeneste
Det 20. århundrede led under to afsindige ideologier, der begge forsøgte at forklæde sig som videnskab - marxismen-leninismen og nationalsocialismen.

Begge ideologier var besat af forestillingen om at skabe et nyt menneske og et nyt samfund; begge var besat af tanken om urenhed og om mennesker, der som baciller og utøj forurenede og forgiftede de rene; begge var indstillet på fysisk at udgrænse, brændemærke og likvidere de urene.

I begge tilfælde stillede forskere sig i systemets tjeneste og gjorde strålende karriere.

Nu hedder det gener
Her hører lighederne imidlertid ikke op. Helt op i 1970'erne mente et flertal af tyskerne, at nationalsocialismen var en udmærket ideologi, den var bare blevet virkeliggjort på en forkert måde.

Den samme sang synges uafladeligt om kommunismen: Ideen er smuk og god, den skal ”bare” virkeliggøres på en anden måde end i Sovjetunionen, Kina, Cambodja, Nordkorea, Albanien, Polen, Ungarn, DDR, Tjekkoslovakiet, Bulgarien og alle de andre steder, hvor den blev virkeliggjort.

De universitetsfolk, der støttede nazismen, gled som omtalt ubesværet videre i den lærde republik efter nazismens nederlag, som om intet var hændt. Det samme gælder dem, der støttede kommunismen. Og troen på videnskaben som erstatning for religion trives som aldrig før.

Tidligere talte man om blod, nu hedder det gener.

På nær nogle få svipsere er bogen fint oversat.