Anmeldelse: Hans Vammen: Den tomme stat

Historie

Hans Vammen:

Den tomme stat

Angst og ansvar i dansk politik 1848-1864

Museum Tusculanums Forlag

388 sider, 375 kr.

I midten af det 19. århundrede løb Danmark ind i et par krige, som blev skelsættende. Især den sidste, lynkrigen i 1864 mod kontinentalmagterne Prøjsen og Østrig, skulle sætte sig uudslettelige spor i det danske samfund og den danske folkesjæl.

»Saarfeberen fra Dybbøl«, som forfatteren Herman Bang kaldte arven efter 1864, har været kronisk siden og finder i disse år ny næring i Tom Buk-Swintys bøger om krigen.

Hans Vammen har som universitetslektor i historie ved Københavns Universitet i 40 år gravet i det 19. århundredes danske politiske historie og udgiver hermed en sammenfatning af sine resultater. Det er der kommet en velskrevet og fængslende bog ud af.

Forviklingerne over det slesvig-holstenske spørgsmål, som lå bag krigene, var betydelige. Ifølge periodens engelske premierminister, lord Palmerston, havde kun tre personer nogensinde forstået det, og det var prins Albert, dronning Victorias tyskfødte gemal, en tysk professor, som var blevet sindssyg, og Palmerston selv, som imidlertid havde glemt det!

De fem netværk

Vammens fremstilling tager udgangspunkt i en identifikation af fem betydelige netværk med magtinteresser i Danmark, og han forfølger disse netværks indbyrdes misundelse, slagsmål og bespænd i ”mellemkrigstiden” mellem den første og den anden krig.

Der var for det første Sorø-folkene, de gammelnationale, som hentede autoriteten tilbage i Frederik VI's og Christian VIII's tid og arbejdede på at løse problemerne ved virksomt at tvangsfordanske Mellemslesvig. Det havde meget uheldige resultater.

Og så var der helstatsfolkene, af Vammen kaldt ”de gamle antinationale”, som forsøgte at komme igennem med en realistisk politik i forhold til stormagterne, sådan lidt i fyrst von Metternichs og ”den europæiske koncerts” gamle ånd. Det var et embedsmands- og diplomatparti med C.A. Bluhme som central figur.

Så var der de nationalliberale, mændene fra 1848, herunder især den løse kanon Orla Lehmann og den mystiske D.G. Monrad.

Dernæst Bondevennerne – ”de nye antinationale” – med I.A. Hansen og A.F. Tscherning, og endelig kongepartiet omkring den isolerede Frederik VII og hans borgerlige kone, grevinde Danner.

To dyre herrer

Disse netværk var ifølge Vammen mest optaget af at bekæmpe hinanden og unddrage sig ansvar, hvilket viste sig katastrofalt, da situationen spidsede til i 1863-1864:

»Resultatet blev, at de tre dominerende netværk ikke ville tage ansvaret for statens helhedsinteresser, og de to netværk, der gerne ville, blev forhindret i det. Derfor var staten tom 1848-1864.«

En græsk tragedie, kalder Vammen det. Han går dybt ned i det dybdepsykologiske, især med Lehmann og Monrad, begge karaktermæssigt anløbne og for Danmark bekostelige skikkelser. Omvendt er Bluhme tragediens tavse helt, som gør, hvad han kan, for at undgå katastrofen og bliver sat til at feje op, da den er sket.

Om det lige er i det psykologiske, sandheden skal findes, kan vel altid diskuteres, men bogen rummer tillige tankevækkende spejlinger af tidens politiske kultur.