Hans Mortensen: Den røde tråd

Hans Mortensen:

Den røde tråd

SF og vejen til magten

360 sider, 300 kr.

Lindhardt og Ringhof

Der er blevet så roligt omkring Villy Søvndal, efter at han blev minister. Han har slet ikke tid til at beklage sig, han skal til møder både her og der, han skal trykke hænder og køre i limousiner og spise kedelige frokoster, kort sagt, han har fået den magt, han så målrettet efterstræbte.

Og så får vi andre fred.

Imens siver vælgerne, og heri ligger det paradoks, der er omdrejningspunktet i Hans Mortensens glimrende bog om SF. Det koster at have magt. Det slider på omdømmet, for mens man er i opposition, ser alting let ud, men når man kommer i regering, har man pludselig ansvar for at finde skoven med pengetræer.

»Vi skal have dem under ansvarets åg,« sagde den socialdemokratiske udenrigsminister Per Hækkerup om SF engang, og det er de så kommet nu, og de har tilmed selv søgt det.

Magtfuldkommen leder

SF eller som borgerlige politikere ikke trættes af at udpensle: Socialistisk Folkeparti har levet i 52 år og har bevæget sig langt på det halve århundrede.

Partiet er et resultat af et udbrud fra DKP, da Aksel Larsen i 1959 endelig fik nok efter at have været formand for kommunisterne siden 1932 og uden blusel havde gjort Stalin-tiden med.

Først med opstanden i Ungarn i 1956 fik han og en gruppe meningsfæller for meget, om end Larsen »aldrig aflagde sine stalinistiske vaner,« som Holger Vivike sagde om den magtfuldkomne leder, der tilmed førte sit helt eget, dobbelte bogholderi og lod sig hverve som meddeler for det amerikanske CIA (Vivike selv var agent for Sovjets KGB).

Således fylder Den Kolde Krig en del i partiets historie, både som bagtæppe og som en konklift i fuldt udbrud, for de gamle kommunister tog selvfølgelig en herlig masse vrede og had med sig ind i det nye parti.

Den lange rejse

Op gennem 1960'erne udviklede partiet sig, og da der ved valget i 1966 opstod det berømte arbejderflertal af S og SF, var det alvorligt på tale med et SF i regering. Det blev ved tanken dengang, men 45 år senere er det altså blevet til virkelighed, hvorved en lang rejse synes afsluttet.

Eller er den? Kan SF holde til det, eller er rollen som de protesterende og forargede for indgroet til, at man i længden kan finde ud af at være dem, der sidder bag skrivebordene og bestemmer, regulerer, administrerer og hele tiden har ansvaret for, at pengetræerne ikke findes?

Oprør og ballade

»SF har historisk set haft det med at brænde sig på magten,« bemærker Hans Mortensen tørt, og det er efter endt læsning heller ikke svært at forestille sig, at partiets valgnederlag og nye, uvante rolle kan betyde oprør og mere ballade og fløjkampe uden ende.

Splittelse er selve historien om partiet, allerede i 1967 sprang Preben Wilhjelm fra og dannede Venstresocialisterne, mens resten af SF fortsatte med at skændes.

»Kætteri er sundt,« sagde daværende partiformand Gert Petersen engang i 1980'erne, og det var vel at gøre en dyd af nødvendigheden, i hvert fald har Villy Søvndal i tæt alliance Thor Möger Pedersen styret anderledes hårdt, hyret fokusgrupper, svækket hovedbestyrelsen og bundet sig så tæt til Socialdemokraterne, at tanken om en ny retning virker blodig.

Strategien lykkedes og er kronet med ministerposter, så i den forstand er Villy Søvndal en succes.

De rådne æbler

»Villy kan jo som manden i eventyret ”Hvad fatter gør” komme hjem med en pose rådne æbler, og vi vil alligevel alle sammen klappe over resultatet,« skrev Pernille Frahm i Berlingske i forbindelse med 50-års-jubilæet, men blandt de ikke genvalgte MF'ere var der langt mellem klapsalverne efter valget, for politik er jo ikke kun magt og meninger, det er også personlig karriere.

Hvordan skal det ende med det nye SF-projekt? Hans Mortensen er forsigtig med at drage konklusioner, også for forsigtig ind imellem. En klassisk kritik af en bog som denne er, at den ligner en søndagsartikel i en avis, men skulle man kritisere Mortensen for noget, er det snarere, at han ligner sig selv for lidt i forhold til de mere spændstige artikler, som han skriver i Weekendavisen.

Ansvarets åg

I bogform er han mindre underfundigt ondskabsfuld, måske tynget af det ansvarets åg, der ligger i at have adgang til en rigdom af kilder, herunder partiets eget arkiv.

Men det ændrer ikke ved, at denne den første bog om SF's stridbare historie er både velturneret og i lange stræk underholdende på en lidt sær, sagtmodig måde.

For der er jo en lektie om livet at hente i den dybe, misantropiske sandhed gemt i historien om en gruppe mennesker, der vil gøre så meget godt for både verdensfreden, naturen og menneskenes børn og samtidig er så edderspændt ondskabsfulde mod hinanden.