Hans Magnus Enzensberger: Hammerstein eller Egensindigheden

Tysk historie Hans Magnus Enzensberger: Hammerstein eller Egensindigheden

Oversat fra tysk af Per Øhrgaard

328 sider, 299 kr. Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Den britiske forfatter Fay Weldon har engang sagt, at det tager 20 år for en sandhed at forvandle sig til en løgn. Sandhederne - på nær de få ”evige” - er ikke konstante, men i konstant bevægelse. For at holde sig ajour med sandheden, gælder det altså om selv at holde sig i bevægelse.

Dette kunne ligne en opskrift på opportunisme. Og det er det da også i mange tilfælde. Men ikke i tilfældet Hans Magnus Enzensberger. Tværtimod. Gang på gang har han før alle andre vejret de nye sandheder.

Tilfældet Hammerstein
I 1960'erne og 1970'erne, da han udgav det venstreintellektuelle tidsskrift ”Kursbuch”, leverede han brillante analyser af ”bevidsthedsindustrien”. I 1987 - altså to år før Murens fald - forestillede han sig i ”Åh Europa” et fredeligt, genforenet Tyskland. Før alle andre talte han om ”Ossier” og ”Wessier”, som ikke var hinanden venligt stemte.

I ”Skrækkens mænd” (2006) beskæftigede han sig pludselig med islamistisk terror. Enzensberger beskrev - til manges overraskelse - selvmordsterrorister som radikale tabere.

Enzensberger er ikke for fastholdere, men den knivskarpe og sandhedssøgende tyskers værker er næsten altid værd at læse, fordi de bærer præg af en særlig intellektuel spændstighed. På sin egensindige intellektuelle vej har Enzensberger nu fundet et nyt overraskende tema: Tilfældet Hammerstein.

En egensindig general
Freiherr Kurt von Hammerstein-Equord var Weimarrepublikkens sidste hærchef. Den 3. februar 1933 var hans embedsbolig i Bendler-komplekset ved Landwehrkanal i Berlin rammen for et afgørende møde.

Mødedeltagerne var de øverste repræsentanter for de væbnede styrker samt den nye rigskansler, Adolf Hitler. Denne mere end antydede, at han i de kommende år havde planer om at skaffe Tyskland ”livsrum” østpå.

Den karismatiske, ubestikkelige og egensindige general Hammerstein valgte at tage sin afsked kort tid efter mødet.

Udover at portrættere den principfaste Hammerstein selv skildrer Enzensberger også generalens syv børn, som alle havde overtaget faderens mod og respektløshed over for regimet. To af døtrene blev involveret i den kommunistiske undergrundsbevægelse og to af sønnerne var implicerede i attentatet mod Hitler den 20. juli 1944.

Åndeligt slægtskab?
I sin fremstilling af den Hammersteinske slægt benytter Enzensberger en inspirerende flerstrenget strategi. De dokumentariske afsnit, hvor der er kildemæssigt belæg for det hele, suppleres med ”samtaler” med de døde. Her kommer Enzensbergers humor for alvor til udfoldelse. Blandingen af fiktion og fakta er velgørende for bogen.

Men hvorfor har Enzensberger overhovedet valgt at beskæftige sig med den preussiske militæradel?

Hans egen begrundelse lyder sådan: »Alle afgørende motiver og modsigelser i den tyske katastrofe kan genfindes og fremstilles på den snævrest mulige plads ved hjælp af familien Hammersteins historie.« (s. 302).

Fint nok, men mon ikke den dybere bevæggrund er et åndeligt slægtskab med den kompromisløse general?