Anmeldelse: Hans Davidsen-Nielsen: En højere sags tjeneste - PET under Den Kolde Krig

Hans Davidsen-Nielsen:

EN HØJERE SAGS TJENESTE

- PET under Den Kolde Krig

399 sider, ill., 269 kr.

Politikens Forlag

Journalisten Hans Davidsen-Nielsen har skrevet en glimrende bog om Politiets Efterretningstjeneste (PET) under Den Kolde Krig, dvs. fra Anden Verdenskrigs afslutning frem til realsocialismens sammenbrud 45 år efter.

Hovedstammen i det benyttede kildemateriale er sagsakter fra PETs arkiv, vel at mærke de samme sager, som lå til grund for det omfangsrige værk, som DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) udsendte i 2005. Ved at sammenligne Davidsen-Nielsens karske journalistiske beretning med DIIS friserede udredning får man således anskuelsesundervisning i, hvor meget DIIS har undladt, og hvor tilslørende dette officielle produkt fra en statslig institution spækket med statslige embedsmænd er.

Vidt omkring

Hans Davidsen-Nielsen har tidligere sammen med andre skrevet et fint og seriøst værk om den nazistiske læge og charlatan Carl Værnet.

Den nye bog om PET har de samme kvaliteter; den er både veldokumenteret og velskrevet. Ud over PET-materialet indgår der interviews med tidligere og nuværende medarbejdere i danske og udenlandske tjenester, politikere, embedsmænd, forskere og græsrødder. Han har imidlertid også fået adgang til Københavns Politis materiale om Blekingegadebanden, materiale fra Justitsministeriet og fra det amerikanske rigsarkiv, National Archives, samt fra NATOs arkiv. Desuden indgår en række trykte kilder og anden litteratur.

Jeg synes også, at det skal nævnes, at forfatteren tog orlov uden løn fra sit arbejde for at skrive dette værk. Han sad ikke som så mange på universiteterne og jamrede selvmedlidende over, at de ikke får i pose og sæk.

Universitetsansatte kan og skal bruge halvdelen af deres arbejdstid på at forske, og det er ikke forbudt at arbejde mere. Få af de privilegerede universitetsansatte ville have kunnet yde en præstation på samme tid og niveau som Davidsen-Nielsen.

Sympatiske chefer

Bogens disposition følger de forskellige chefer for PET siden 1945, og hans portrætter af disse mænd og den ene kvinde er med til at give fremstillingen farve.

Forfatteren har (som denne anmelder) tydelig sympati for de to hver for sig meget forskellige personer Mogens Jensen (1957-1964) og Arne Nielsen (1964-1970). Også for den intelligente og kontante Jørn Bro, som på uretfærdig vis aldrig blev øverste chef.

Det er ikke nogen dårlig idé, da disse chefers personlighed på markant vis prægede institutionens virksomhed. En anden mulighed ville have været at disponere stoffet efter de skiftende politiske styrkeforhold i landet, for den hemmelige tjeneste var og er i allerhøjeste grad påvirket af det politiske klima på Christiansborg og i regeringskontorerne.

Dilemma om SF

DKPs gradvise uddøen og SFs fremkomst og påvirkning af ikke mindst de dannede klasser skabte store problemer for PET. Alle undtagen kommunisterne havde været enige om, at Aksel Larsen og kammerater under betegnelsen "DKP" skulle overvåges. Men hvad med Aksel Larsen og hans kammerater under betegnelsen "SF"? Skulle de også? Eller kun nogen af dem?

Det må jo også klart stille en institution som PET i en meget vanskelig situation, når det, der hidtil har været det store flertals opfattelse det normale begynder at skride og gå i opløsning, som det skete i 1980ernes første halvdel med Socialdemokratiets kursskifte.

Tidligere skulle "fredsbevægelser" med tilknytning til Kreml kontrolleres og bekæmpes, nu blev de pludselig en del af det alternative politiske flertal, og deres paroler blev støttet af et flertal i Folketinget.

Davidsen-Nielsen skriver godt med sans for både det væsentlige og for bizarre hændelser; han begiver sig ikke ud i hasarderede spekulationer eller påstande. Hans sprog er direkte og ukunstlet, engang imellem krydret med en ironisk eftersætning.

PET ikke troværdig

Ofte nøjes han med at referere og lade det blive ved, at sådan var altså PETs opfattelse af dette eller hint. Til tider tager han selv til orde og lader forstå, at her er PETs vurdering ikke troværdig. Og det er naturligvis rigtigt.

Det materiale, han har fået adgang til (efter en urimelig lang ventetid) er meget varieret. Man kan ikke som mange, der ikke selv har kendskab til materialet, blot tale om "efterretningsmateriale". Efterretningsmateriale er dels spekulationer, andet er begrundede hypoteser, noget tredje er af langt hårdere karakter f. eks. telefon- og rumaflytninger eller direkte observationer evt. bekræftet af fotografisk materiale.

Åndeligt robuste

Var det så rigtigt, at der slet ikke var nogen røvere i Dannevangs skov bortset fra "den forelskede tolder"?

Dette vrøvl har man nu måttet høre på i årevis, selv om det for længst er blevet dementeret af bl.a. Jakob Andersen i dennes store værk De røde spioner (2002), som han lavede i samarbejde med Oleg Gordijevskij. Der var en omfattende aktivitet af ikke mindst sovjetiske, polske og østtyske agenter i Danmark under Den Kolde Krig, og de sugede næring af danske "samtalepartnere" og fik aktiv bistand af danske medløbere og samarbejdspartnere.

Når man tænker på, hvor lille en institution PET var, og hvor stor en opgave den havde (den udførte jo tillige et omfattende arbejde med at sikkerhedsgodkende i titusindvis af mennesker i følsomme stillinger), er det imponerende, hvad den formåede at udrette. Her spillede de ansattes engagement en stor rolle.

Man har på fornemmelsen, at sygefraværet i PET har været minimalt. De folk, der bar tjenesten, var både legemligt og åndeligt robuste.

Forskellige instrukser

Davidsen-Nielsen gør rede for de forskellige instrukser og retningslinier, som skiftende regeringer udstedte for PETs virksomhed.

I et appendiks er gengivet straffelovens kap. 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. (Kap. 13 er ikke med). Det er en skam, at han ikke kommer ind på disse kapitlers tilblivelse ved begyndelsen af Den Kolde Krig. De havde en uhyre svær og langvarig gang gennem Rigsdagen og blev populært kaldt 5. kolonneloven.

Der er jurister af både lav og høj status, som har argumenteret for, at disse kapitler i straffeloven slet ikke er relevante for den form for medløberi, der kaldes meningspåvirkning altså at såkaldte indflydelsesagenters virksomhed er fuldt ud lovlig selv i tilfælde, hvor de pågældende får betaling for deres virksomhed i en fremmed stats eller tjenestes tjeneste.

Det er kun ulovligt at meddele udenlandske tjenester og magter fortrolige oplysninger om danske forhold.

Hvis det er rigtigt, må man konstatere, at en meget stor del af PETs virksomhed under Den Kolde Krig rettede sig mod fuldkommen legitime aktiviteter. Alle landets regeringer og justitsministre var imidlertid af den opfattelse, at denne form for virksomhed var en overtrædelse af straffeloven.

Arne Herløv Petersen blev arresteret, sigtet og stemplet som forbryder; han havde angiveligt overtrådt en af straffelovens "spionparagraffer" også efter justitsminister Ole Espersens opfattelse, skønt justitsministeren ikke ønskede ham dømt.

Vrimler med navne

Denne fortræffelige bog vrimler med navne og ofte belastende oplysninger om mistænkte, registrerede og overvågede fra Ragnhild Andersen over Ritt Bjerregaard, Lasse Budtz, Jens Clausager, Jørgen Dragsdahl, Ole Espersen, Meir Feigenberg, Alfred Jensen, Poul Jørgensen, Aksel Larsen, Torkil Lauesen, Amdi Petersen, Arne Herløv Petersen, Holger Vivike, Pelle Voigt.

Utroligt nok har også samfundsstøtter som Jørn Bro og Henning Gottlieb været i søgelyset. Må jeg i al ubeskedenhed nævne, at jeg også selv er blevet registreret og overvåget? Den officielle DIIS-udredning fra 2005 vrimler i øvrigt også med navne og alvorlige beskyldninger fra PET-dokumenter mod navngivne personer.

Flere har protesteret mod disse oplysninger, som de siger er falske og derfor har forlangt slettet.

DIIS svar har hidtil været, at de blot har citeret fra PET-dokumenter, og at man ikke kan rette i disse dokumenter. Nu får PET travlt med at komme efter de formastelige. Men hvor er de helliges hylekor i medierne?

Holdt PET sig så inden for loven? Ikke helt efter denne bogs mening. Men det er jo PET-kommissionens opgave at tage stilling til dette spørgsmål. Derfor vil vi komme til at vente længe endnu på et svar.