Anmeldelse: OPRØRET I PARKEN af Hans Bonde:

Dansk idræt under hagekorsets tegn

283 sider, 248 kr.

Syddansk Universitetsforlag

Er udkommet


For to år siden udgav professor Hans Bonde, ”Fodbold med fjenden” og denne er en populær udgave af samme bog med tilføjelse af nyt stof. Men vinklen og behandlingen er den samme.

Som besættelseshistorie leverer Hans Bonde et spændende bidrag ved at behandle dansk idræts samkvem med tyskerne op til og under Anden Verdenskrig. Mange idrætsforbund vedblev selv efter Besættelsen i 1940 at arrangere landskampe med tyske sportsfolk. Dansk Idræts Forbund (DIF) havde hele tiden forsøgt at holde sport og politik adskilt, men blev bragt i en umulig position over for et totalitært regime som Nazityskland, der brugte sporten politisk.

Enhver dyst med tyske sportsfolk måtte tage sig ud som en slags kollaboration med fjenden. Der var få aktive pronazister i den danske sportsverden, og dansk idræt blev ikke nazificeret, men Hans Bonde opregner mange eksempler fra fodbold, atletik, boksning, svømning og fægtning, hvor danske idrætsudøvere kom til at legitimere det tyske naziregime, i hvert fald på hjemmefronten.

Spontan modstand
Det er spændende historieskrivning og et vigtigt bidrag til at kortlægge den folkelige mentalitet under krigen. Som det også blev vist i Bondes første bog, skete et vendepunkt under Besættelsen i 1941, da et østrigsk hold blev pebet ud i København. Deraf bogens titel. Modstanden begyndte spontant og uartikuleret, før den blev organiseret og bevæbnet.

Hans Bonde er ret hård i sin vurdering af dansk idræt. Det går ud over sportskommentatoren Gunnar "Nu" Hansen, der levede i en før-totalitær verden med sporten som en civil og upolitisk sfære, men som af Bonde kritiseres for ukritisk begejstring af nazismen.

Den første udgave af bogen blev af en stadigt levende atletikmand fra 1940 (JP den 7. januar 2007) kritiseret for at tolke prodemokratiske udsagn som pronazistiske, og det tilfælde burde gøre Bonde mere forsigtig i hans konklusioner.

Politikere at bebrejde
Hvis Bondes kriterier skulle følges konsekvent, måtte samarbejdspolitikerne især bebrejdes, for de opfordrede direkte det civile danske samfund til at samarbejde med besættelsestropperne. Men de fredes og forherliges generelt af faghistorikerne, mens almindelige mennesker, som dystede på en grønsvær med tyske sportsfolk, må bøde. Det virker lidt dobbeltmoralsk.

Mange af de sportsfolk, som Hans Bonde forarget trækker frem af glemslen, handlede konformt med regeringens hensigter. Det var mere på sin plads at rette bebrejdelsen til tops i samfundet. Og så nøjes med at kritisere de idrætsledere og sportsfolk, der aktivt kollaborerede eller var nazister.

Da ”Fodbold med fjenden” fra 2006 er nem nok at læse, er det lidt svært at se pointen i at skrive den samme bog igen - om end med tilføjelser og nye fotos.

Hvad med OL?
Hans Bonde aktualiserer til slut ved at sammenligne med det kommende OL i Beijing og opstiller en politisk tjekliste for sportsfolk ved stævner i udlandet: Hvad er arrangørernes hensigter? Får I kun et glansbillede at se? Er der ytringsfrihed? Bliver I ledt uden om kontroversielle og negative træk ved regimet?

Her kunne professoren godt holde benene lidt mere på jorden, for med de krav kunne Peter Gade, Caroline Wozniacki eller Thomas Bjørn næppe dyste uden for Europa. Og de fleste professionelle sportsfolk ser kun hoteller, når de rejser.

Det er lidt svært at se pointen i at skrive den samme bog igen - om end med tilføjelser og nye fotos