Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Frédéric Brun - Perla | bog.guide.dk

Efterkommerens kvaler

Frédéric Bruns mor overlevede Auschwitz-Birkenau, da Josef Mengele skånede hendes liv. Men hvorfor talte hun aldrig om opholdet? Formidabel bog om tab og forsoning.

Mindebog
Frédéric Brun
PERLA

Oversat fra fransk af Anna Lyngby Olsen.

104 sider, 158 kr.

Batzer & Co.


B97828819Z.1_20140602190425_000+GPSD92AF.1-0.jpg

Den 31. juli bliver den unge jødiske kvinde Perla transporteret i en kreaturvogn til koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Hun tilbringer syv måneder i den grusomme lejr og er mærket for livet.

Da hun dør, kastes den voksne søn Frédéric ud i et følelsesmæssigt vakuum. Moderens livslange, depressivt undertrykte tavshed rammer ham som en boomerang. Skønt han erkender den essentielle sandhed i spørgsmålet: »Hvad er der at forklare efter Auschwitz?«, forfølges han af de hemmeligheder, som moderen tog med sig i graven.

Frédéric Brun stirrer sig ikke blind på det, som han ikke ved, men trækker moderens skæbne op på et abstrakt plan, hvor den kan anskues i lyset af en filosofisk-poetisk undren over livets skærende modsætninger. Han, der er velbevandret udi tysk litteratur og kunst, begriber ikke, hvordan det samme folk kan skabe en skønånd som Novalis og konstruere et gaskammer.

»Mennesket er så komplekst. Det kan være raffineret, kultiveret og bestialsk på samme tid. Der er to sider af Tyskland, fordi der er to sider af mennesket. Den, der skabte gaskamrene, kan således sagtens være iført en elegant uniform, nippe til petitfours ved en middagsbuffet, gøre kur til den mest charmerende kvinde og læse poesi i en velredt seng.«

Normalt taler man om teodicé, når det onde diskuteres, men Frédéric Brun formulerer det, man kunne kalde en antropodicé.

Ingen forklaringer

Han finder dog ingen forklaring på menneskets ondskab eller på den pludselige indskydelse, som fik dr. Mengele til at skåne Perla, mens 700 franskmænd fra samme transport blev gasset.

Man kan stirre så længe på mørket, at man selv bliver formørket. Det er lige ved at ske for den berørte søn, der under arbejdet med at rekonstruere moderens tid i helvede tumler ned i en tilstand af støv og aske.

Han graver sig ned i beretninger skrevet af overlevende, der fortæller om de trange, lusebefængte køjer i barakkerne, sulten, der fik folk til at slås som dyr, og dr. Mengeles medicinske forsøg. Lykkeligvis føder hans hustru deres første barn undervejs, og sønnens tindrende smil trækker ham tilbage til nuet.

Fødsel, død og genfødsel flettes sammen, når forfatteren traver rundt på de tre platforme, som bogen bygger på. Når fortidens gru er værst, læser han de tyske romantikere; når poesien svinger betænkeligt tæt på idealet om et tysk storrige, lægger han hånden på hustruens voksende mave.

”Perla” er et prægnant mindesmærke for alle de tavse ofre for holocaust og et monumentalt værk om at miste sin mor og forsone sig med tabet.

Anmeldelse: Morten Vestergaard: Pigen fra Auschwitz

03-09-2011: Hver eneste genfortælling fra Auschwitz er vigtig, og det gælder også Morten Vestergaards fine lille bog ”Pigen fra Auschwitz”. Læs artikel

Anmeldelse: Jan T. Gross: Gylden Høst - Ondskab i Skyggen af Holocaust

29-08-2012: Polakkerne var ofre i Anden Verdenskrig, men mange profiterede også på den. Læs artikel

Anmeldelse af Andreas Skov - Fyn i krig. Modstandskampen 1940-45

25-04-2014: Velskrevet og grundigt værk om den fynske frihedskamp, hvor en greve og en præst dannede fælles front med de unge arbejdere i kampen mod værnemagten. Læs artikel

Anmeldelse af Ernst Jünger - Strålinger. Dagbøger 1939-48

13-01-2014: Dagbog: En udvidet genudgivelse af forfatteren Ernst Jüngers dagbøger viser en ganske anden Jünger end ”I stålstormen”. Læs artikel

Anmeldelse af Maria Giacobbe - En europæer ved den store Kims hof

02-12-2013: Maria Giacobbes oplevelser i Nordkorea er lige så bizarre som alle andre historier fra paria-nationen, men bogen bringer ikke meget nyt. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...