Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:
Find mere om:
Historiebog (valgte)
Første Verdenskrig

Erik Kulavig: Den russiske Revolution 1917

En fin formidling af nyere forskning om den russiske revolution. Erik Kulavigs bog er et glimrende eksempel på en fremstilling, der ikke er snøret inde i et ideologisk korset.

ERIK KULAVIG:

DEN RUSSISK REVOLUTION 1917

Et folks tragiske kamp for frihed

317 sider, ill., 350 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Der er i de senere år sket meget inden for udforskningen af det fænomen, der kaldes Den Russiske Revolution i 1917. For kun godt 20 år siden underviste man i danske gymnasier efter en lærebog, der var meget skånsom med hensyn til realistisk at beskrive, hvad der foregik før, i og efter 1917.

En naiv almanakhistorie om den slemme tid under tsaren med udbytning og undertrykkelse, som de revolutionære bolsjevikker under kammerat Lenins kloge ledelse fik kastet på porten, så socialismens opbygning kunne begynde. Mon den bog fortsat bruges?

Det var ikke, fordi der var mangel på kilder til en sandfærdig redegørelse for, hvad der foregik i Rusland. Men den partistyrede og censurerede sovjetiske historieskrivning påvirkede mange historikere i lande, hvor der var forskningsfrihed - og ikke kun kommunistiske historikere.

Det var jo bolsjevikkerne, der vandt, og denne kendsgerning har hypnotiseret mange til at se bort fra de mange alternative kræfter, der var på spil i Rusland både før og efter bolsjevikkernes magterobring.

Dertil kom den marxistiske bølge fra 1960'erne til 1980'erne, og de marxistiske historikere var mere interesseret i pindehuggeri om den korrekte forståelse af Marx og Lenin end af det, der skete i den russiske virkelighed, hvor de reelt eksisterende mennesker befandt sig.

Efter det bolsjevikiske eksperiments endelige fallit med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er hypnosen væk. Erik Kulavigs bog er et glimrende eksempel på en fremstilling, der ikke er snøret inde i et ideologisk korset, men som frit og ubundet interesserer sig for og undersøger, hvad der skete i virkeligheden.

Han trækker på et stort antal både ældre og nyere historiske undersøgelser og offentliggjorte kilder. Han skriver lige ud og forståeligt. Og man sidder som altid, når der er tale om en realistisk beskrivelse af Ruslands historie i det 20. århundrede tilbage med det ubesvarede spørgsmål: Hvorfra kom al den vildskab og råhed, som gjorde dette menneskeslagteri muligt?

Kulavigs bog slutter sig til de efterhånden mange historiske værker, der fremhæver, at Ruslands tragedie i det 20. århundrede begyndte med fanatikeren Lenin og hans kammeraters erobring af magten i landet i 1917. Almanakhistorien om den gode Lenin og den slemme Stalin er kørt på historiens losseplads.

Mange tror endnu, at rædslerne først fandt sted under Stalin i 1930'erne, men terrorregimet, kz-lejren, brændemærkningen af hele befolkningsgrupper som socialt mindreværdige begyndte med Lenin. Der var tale om et civilisationssammenbrud og fremkomsten af et totalitært system, som Rusland, Europa og verden ikke havde erfaret tidligere.

Frygt for folket


Bolsjevikkerne havde det til fælles med de liberalt-sindede russere, at de frygtede befolkningen. Noget tyder unægtelig på, at de gjorde det med rette. De liberale forstod imidlertid ikke, at et land i krig og social opløsning ikke kunne styres med taler og hensigtserklæringer, men at fysiske magtmidler er nødvendige for ordenshåndhævelse til at beskytte de ellers værgeløse.

De liberale og de moderate socialister har et stort ansvar for, at landet og imperiet blev ødelagt i et mareridt af selvtægt og borgerkrig. Det gav bolsjevikkerne muligheden for at komme til magten.

Kulavig er selv med i denne sobre fremstilling af begyndelsen til Ruslands tragedie og mareridt, som skulle vare så længe. Det er ikke lystlæsning, men konfrontation med de hæslige ting, der sker, når et samfund bryder sammen, og tilværelsen bliver alles kamp mod alle, indtil den mest hensynsløse part besejrer de andre.

Der synes at være noget galt med en del af bogens illustrationer, som er så mørke, at for meget går tabt.

Anmeldelse: Kresten Andresen: Krestens breve og dagbøger

20-04-2012: En dansk sønderjyde i tysk tjeneste skrev bevægende breve fra Første Verdenskrig. Læs artikel

Anmeldelse: Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested: På den forkerte side

02-01-2012: Denne bog er udkommet med 10 års forsinkelse, men kan alligevel omfattes af et anerkende ”bedre sent end aldrig”. Læs artikel

Anmeldelse: Hans Vammen: Den tomme stat

30-12-2011: Den gustne historie om de politiske figurer, der uden at ville det ledte Danmark ind i krigen i 1864. Der herskede en iøjnefaldende mangel på realisme og overblik. Læs artikel

Anmeldelse: Louise Richardson: Hvad terrorister vil

24-09-2011: Louise Richardson har en relevant irsk baggrund for at mene, at terror ikke er vilkårlig og vanvittig, men indgår i en politisk strategi, som der må tages stilling til. Læs artikel

Anmeldelse: Bo Lidegaard: En fortælling om Danmark i det 20. århundrede

08-09-2011: Danmarkshistorie: At turde kaste sig over at skrive en krønike om Danmark i det 20. århundrede kræver stort mod. Det har Bo Lidegaard, som er sluppet godt fra projektet. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...