Diane Ackerman: Zoobestyrerens kone

Diane Ackerman:

ZOOBESTYRERENS KONE

Oversat fra amerikansk af Louise Ardenfelt Ravnild

368 s. Hardback 299 kr.

Magnolia Press

Er udkommet

I udkanten af Warszawa lå der engang en prægtig zoologisk have. Den blev bestyret af Antonina og Jan Zabinski og rummede alverdens dyrearter. Folk kom rejsende fra ind- og udland for at vandre rundt i den skønne have, hvor påfugle og små hjorte løb frit om på de små stier mellem bure, grotter og søer.

På hver eneste ledig plet jord groede der roser eller andre smukke blomster, og duften fra de mange linde- og akacietræer, syren og jasmin blandede sig med de skarpere lugte fra elefanterne, aberne, løverne eller de sjældne grevyzebraer. Det var et sandt paradis.

Men i 1939 invaderede Tyskland Polen, og den zoologiske have blev sammen med resten af byen sønderbombet. De få sjældne dyr, som overlevede, blev hurtigt bragt til Berlin Zoo, og resten blev dræbt af fulde SS'ere under et privat jagtselskab, arrangeret af ingen andre end direktøren for netop Berlin Zoo. En tidligere bekendt af Jan og Antonina, men nu glødende nazist.

Ujævn i sprog og indhold

Ægteparret Zabinski var knust, men snart var haven og deres private villa skjulested for utallige jøder og indgik som en del af den polske modstandsbevægelse. Det lykkedes bl.a. Jan at etablere en svinefarm, hvorfra der blev smuglet kød ind i ghettoen.

Tyskerne opdagede aldrig, hvad der foregik.

Historien er enestående og sand, og Diane Ackerman støtter sig i sin fremstilling til Antoninas dagbog og de mange interviews, som Jan og Antonina deltog i efter krigen.

”Zoobestyrerens kone” er ikke en roman. Den bevæger sig i et grænseområde mellem fakta, fiktion og populærvidenskab og er af samme grund noget ujævn og tung både sprogligt og indholdsmæssigt.

Middelmådigt og rørende

I det ene øjeblik digter forfatteren sig med stor indføling ind på Antoninas imponerende indsats for at få dagligdagen til at hænge sammen i et hus fyldt med flygtninge. I det næste giver hun sig i kast med f.eks. at forklare fænomenet hasidisk mysticisme eller at beskrive, hvilke dyr som levede under den sidste istid.

Historien om de to frygtløse kristne polakker havde fortjent en bedre forfatter, men uanset den middelmådige fremstilling bliver man selvfølgelig dybt berørt. Endnu en gang er det rystende at blive konfronteret med nazisternes barbari, og endnu en gang er det opmuntrende at høre, at ikke alle parerede ordre.

Lad os håbe, at en dygtig filminstruktør fatter interesse for historien. Der er stof til en fantastisk film.