Meget nyt fra Vestfronten

Claus Bundgård Christensen:

Danskere på Vestfronten 1914-1918

536 sider, 400 kr.

Gyldendal

Er udkommet

Dele af danmarkshistorien, der har udspillet sig uden for det nuværende kongeriges grænser, står ofte uskarpt i den kollektive erindring.

Således er det en overset kendsgerning, at der faldt flere danskere i tysk uniform under Første Verdenskrig end danske soldater i den blodige krig i 1864 mod Prøjsen og Østrig-Ungarn.

26.000 dansksindede slesvigere måtte i krig for kejseren, og over 5.000 af dem faldt. Hvis så mange landsmænd var døde i felten for konge og fædreland, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan kalenderen ville være fyldt at nationale minde- og sørgedage.

Men efter Genforeningen i 1920 var det vanskeligt at få krigsveteranernes historie placeret i den store nationale fortælling.

Det svært håndterbare begreb ”Retten til hjemstavnen” som begrundelse for at gå med i krigen blev accepteret, men det var jo tillige et faktum, at krigsdeltagere skød franskmænd og briter, som Danmark satte sin lid til. Derfor blev veteranernes historie og lidelser reduceret til en minde- og offerkultur i en regional historie.

Den glemte krig

Lorenz Petersen, den længstlevende danske krigsdeltager, døde 2. juledag 2004, og i sommeren 2007 døde den sidste pensionsberettigede enke. Dermed er Første Verdenskrig definitivt blevet til historie.

Historikeren Claus Bundgård Christensen har med sin bog fået skrevet Den Store Krig og de dansksindede soldaters skæbne ind i en dansk historisk sammenhæng. Han følte behovet, fordi Den Store Krig i Danmark var blevet til den glemte krig.

Claus Bundgård Christensen har leveret intet mindre end det konkluderende værk om danskerne på Vestfronten. De faldne har deres navne indmejslet i sten i Mindelunden i Århus. Denne bog er et tilsvarende monumentalt litterært minde over alle krigsdeltagere - og deres pårørende, der også bar tunge byrder.

Dansker-regimenterne

Claus Bundgård Christensen slog for alvor sit navn som historiker og forfatter fast som en af ”de tre unge” historikere fra RUC, der i 1998 udgav den stærkt anmelderroste ”Under hagekors og Dannebrog”. I 2005 var han med i kvartetten bag ”Danmark besat - krig og hverdag 1940-1945”. Nu går han så solo på fornem vis.

Der er vitterligt skrevet meget om de danske krigsdeltagere i årenes løb, men det lykkes Claus Bundgård Christensen at få fortalt meget nyt fra Vestfronten. Det gør det, fordi forfatteren sender alle breve, beretninger og krigsdagbøger fra de militære stabe gennem den nyeste historieforsknings metodefilter.

Bl.a. har de seneste forskningsresultater i krigens psykologi og sociologi givet afgørende nyt om den mindste delings (primærgruppen) effektivitet og slagkraft, når den består af kammerater, som kan kæmpe for hinandens overlevelse.

Det forstod den tyske generalstab, og derfor fik danskerne - akkurat som polakker og folk fra Alsace - stort set lov til at være i de samme regimenter. ”Danskerregimenterne” var infanteriregimenterne 84, 86 og reserveregiment 86 hjemmehørende i Haderslev og Flensborg.

Involveret i forbrydelser

Med den faghistoriske tilgang kan forfatteren også tage fat på et så tabubelagt emne som krigsforbrydelser og det mere acceptable ”faneflugt” .

På marchen gennem Belgien i sommeren 1914 begik den tyske hær krigsforbrydelser. En voldsom - stærkt overeksponeret - skræk for såkaldte belgiske friskytter fik tyske soldater til at nedskyde uskyldige civilister i hobetal.

Danskerregimenterne var de steder, hvor krigsforbrydelser fandt sted. De fik et sådant omfang, at danskerne udmærket var klar over, hvad der foregik og efter forfatterens opfattelse sandsynligvis var involveret i dem.

F.eks. skrev soldaten Hans Holdt i sin dagbog efter et angreb på divisionsstaben: »Jeg så, at vores tropper havde dræbt rub og stub - både børn og ældre.«

Frygten for friskytterne blev en besættelse for soldaterne. To historikere har foretaget en undersøgelse af overgrebene i Belgien og konkluderer, at de tyske tropper kollektivt begyndte at tro på noget, der ikke eksisterede. Det samme skete ifølge Bundgård Christensen for danskerne.

Flugten til Danmark

Selv om tyskerne lod de nationale mindretal kæmpe i de samme regimenter, formåede de aldrig at få et uproblematisk forhold til dem. Da krigstrætheden meldte sig, motiverede det til faneflugt - for de dansksindede ved at gå over grænsen, hvilket var nemt.

Man regner med, at 2.500 "rejste til Nordfronten", men hovedparten var mænd, der unddrog sig værnepligt. Det var sjældnere soldater. Tendensen er i øvrigt identisk med forholdene i det øvrige Tyskland, hvor der fra 1916 også skete en voldsom stigning i antallet af deserteringssager.

Flugten til Danmark var forbundet med en beskeden risiko. Det er nemlig en myte, at den militære strafferet i Tyskland var særskilt drakonisk. Den britiske hær henrettede således 269 af sine egne soldater, mens den dobbelt så store tyske hær kun eksekverede 18 dødsdomme.

Relativt stabile danskere

Det er bogens konklusion, at danske nordslesvigere udgjorde en gruppe af relativt stabile soldater i den tyske hær. De fleste gjorde, hvad de følte var deres pligt og det klogeste i forhold til en usikker fremtid.

Det forbandt krigstjenesten med en legitimitet, men det er også vigtigt at huske, at tjeneste for de fleste var forbundet med negative begrundelser. Derfor blev faneflugten anset som en acceptabel beslutning overladt til den enkeltes samvittighed.

Efter krigen blev den i litteratur og film fremstillet som den rene galskab med umulige generaler og viljeløse soldater i granatchok, der blev ført til slagtebænken. Også den myte piller Bundgård Christensen alvorligt ved.

Forskningen peger tværtimod på, at soldaterne i højere grad end hidtil antaget var resursestærke individer, der stod bag deres nationers krig, og som samtidig var ferme til finde såkaldte handlingsstrategier, der mentalt gjorde det muligt at klare den livsfarlige tilværelse i skyttegravene.

På de værste frontafsnit

Det er ikke en sønderjysk historie, Claus Bundgård Christensen har skrevet. Det er historien om Første Verdenskrig set gennem danske soldaters øjne. Danskerne var med på alle de værste frontafsnit fra Marne over Verdun og Somme til Ypres. Dermed er det en dansk version af den krig, der omformede den politiske orden i Europa.

Det er i en dansk oplevelsesramme, at den grufulde historie skrives om krigens industrialisering og brutalisering, der førte til et europæisk civilisationssammenbrud. Der går en lige linje fra Vestfronten til Auschwitz.

Vi lever med krigens eftervirkningen den dag i dag. Det er Claus Bundgård Christensens store fortjeneste, at det nu er genfortalt som en del af vores historie.

Fremragende illustrationer

Bogens illustrationer er fremragende og tilfører det skrevne voldsom og bevægende autenticitet. Som den engelske historiker A. J. P. Taylor skrev allerede for 45 år siden, så er en tekst om Første Verdenskrig en akademisk foreteelse, og begivenhederne så fjerne som Den Trojanske Krig.

Men fotografierne viser os mennesker i krigen, så vi begynder at fatte den og dem. Denne krig var også vores krig. Sønderjyske arkiver og privatsamlinger har været et skatkammer.

”Danskere på Vestfronten” deltager i læserkonkurrencen om at blive årets historiske bog. For ikke at risikere anklager for at udøve stemmetryk skal den afsluttende konklusion derfor blot være, at det er en indlysende nominering.