Catherine Merridale: Ivans krig

Catherine Merridale:

Ivans krig

Den røde Hær 1939-1945

Oversat af Peter Mollerup

537 sider, ill., 349 kr.

People's Press

ANDEN VERDENSKRIG Skal vi blive ved med at læse bøger om Anden Verdenskrig? Ved vi ikke efterhånden nok om disse få år? Alene inden for de seneste år er der på dansk kommet Antony Beevors værker om hhv. slaget om Stalingrad og Berlins fald, Vasilij Grossmans dagbøger fra årene 1941-1945, Niclas Sennertags værk om Den røde Hær i Tyskland, Niels Bo Poulsens fortræffelige bog foruden Vasilij Aksjonovs roman ”Krig og fængsel” - alle anmeldt i Morgenavisen Jyllands-Posten. Svaret er, at vi stadig ved alt for lidt og derfor skal vide meget mere. Og den engelske historiker Catherine Merridales fremragende bog giver os endnu flere foruroligende indsigter i denne ufatteligt omfattende og horrible udryddelseskrig.

Min første tanke - er en engelsk kvinde i det hele taget i stand til at forstå noget så fremmedartet som en russisk/sovjetisk krig? - blev hurtigt gjort til skamme. Catherine Merridale er ikke alene en eminent dygtig og vidende historiker, hun har tillige en forunderlig og dyb indsigt i mange af menneskesindets dunkle sider. Resultatet er et værk, som man trods dets afskyelige og ofte næsten uudholdeligt deprimerende indhold ikke kan lægge fra sig; et værk, der skræller lag på lag af den officielle propagandaversion af denne krig og trænger bag om de farvede erindringer og massive fortrængninger hos deltagerne i krigen.

En sådan bog kunne formentlig ikke skrives af en russer, og jeg vil blive forbavset, hvis Merridales værk bliver oversat til russisk. Tabuerne og fortrængningerne om Den Store Fædrelandskrig er så massive og udnyttes stadig så kraftigt af myndighederne, at en bog som ”Ivans krig” næppe vil blive tålt. Det er måske ikke så mærkeligt; tænk blot på, hvor lang tid der gik, før de mindre flatterende sider af den massive danske kollaboration med den tyske besættelsesmagt blev kritisk belyst.

Drevet ud i minefelter
Catherine Merridales kunststykke er, at hun på én og samme tid holder kritisk distance til sit emne og udviser en formidabel indlevelsesevne, når det gælder de personer og grupperinger, hun behandler. Det er ikke en beskrivelse af krigen set fra den sovjetiske generalstabs fjerne kontorer, men en nærgående beskrivelse af forholdene for den menige soldat og de lavere officerer og befalingsmænd i felten. Hvordan den sovjetiske hær i det hele taget var i stand til at vinde denne forfærdelige krig fremstår ofte som et stort spørgsmål under læsningen. Soldaterne var nemlig ofte dårligt uddannet, usselt bevæbnet og slet ført. I lange perioder af krigens begyndelse var der end ikke uniformer og støvler for slet ikke at tale om geværer nok til soldaterne, som derfor løb rundt mellem slagene for at tage støvler og våben fra deres faldne kammerater eller fra døde tyske soldater, der lå og rådnede som bytte for rotter. De sovjetiske soldater var konstant sultne og udasede, snavsede, lusede og fulde af sår og tandbylder, fordi der var for lidt at spise og for få sanitære og medicinske faciliteter.

Den hensynsløse og ofte inkompetente strategi ofrede egne soldater i milliontal. Tyske minefelter blev f. eks. ryddet ved, at sovjetiske infanterister blev drevet hen over dem. De blev ligeledes beordret til at angribe befæstede stillinger hen over fladt land uden beskyttelse eller forudgående artilleribeskydning. Soldaterne overgav sig eller deserterede derfor i massemålestok. En mio. gik i tysk tjeneste for derved at undgå sultedøden i de tyske krigsfangelejre. Selvinvalidering var udbredt, fordi frontsoldaterne derved kunne håbe på at blive forsat til mindre risikable poster. Der måtte indrettes særlige enheder bag fronten for at forhindre soldaterne i at flygte og desertere. Overgivelse blev ved et særligt dekret gjort ensbetydende med landsforræderi og straffet med døden, ligesom det også fik konsekvenser for soldatens familie.

Ufatteligt store tab
Alt er så overvældende stort i denne krig. Otte-ni mio. soldater faldt eller døde i tyske lejre. Tre mio. blev slæbt til Tyskland som slavearbejdere, og to mio. døde heraf. Men de civile tab på det besatte territorium var de allerstørste og vidner om tyskernes grufulde racekrig: 18 mio. civile dødsofre. I alt et tab i menneskeliv på 27 mio. (Amerikanske og britiske tab tilsammen var 660.000.) 25 mio. var hjemløse efter krigen, og mange måtte i årevis bo i jordhuler og kældre. Mange af de overlevende var invaliderede på legeme og sjæl og fik ringe hjælp.

Under krigen var der nedskydninger af egne soldater i stor stil, omfattende korruption og røveriske overfald på civile. Der var ubeskrivelige voldsorgier, som især gik ud over tyske kvinder, da Den røde Hær rykkede ind på tysk territorium. Og mens krigen mod Tyskland endnu foregik, deporteredes ”illoyale nationer” i hundredtusindvis - tatarer, tjetjenere, folketyskere - fra deres hjemlande til Centralasien i kreaturvogne, hvor de døde som fluer.

Kunstig nationalitet
Der var alvorlige nationale modsætninger i de væbnede styrker, hvor russerne var den dominerende nation. Officielt var alle ”sovjetiske”, denne kunstige nationalitet, som kun eksisterede i regimets propaganda. I virkeligheden var de russere, ukrainere, hviderussere, jøder, letter, georgiere, uzbeker osv. De mange års soldatertjeneste nedbrød normale moralbegreber. De 20 mio., der i alt blev mobiliseret, prægede også samfundet efter krigen. Hvorfor vandt Den røde Hær krigen? Fordi der så at sige ikke var noget alternativ. En tysk-nazistisk sejr ville betyde folkemord, etniske rensninger og i bedste fald en slavetilværelse værre end under Stalins regime.

Efter sejren, som Stalin og hans regime tog æren for, strammedes grebet om befolkningen. Millioner af soldater havde set den velstand, der herskede uden for det forarmede Sovjetunionen. Selv polske bondebrug forekom de sovjetiske bondesoldater velstående, og i det slagne Tyskland så de en for dem ufattelig rigdom. De begyndte at sætte spørgsmålstegn ved det sovjetiske system, og de politiske kommissærer fik travlt med at banke ideologisk korrekthed ind i hovedet på dem. Paradoksalt nok blev de overlevendes patriotisme stalinismens bedste støtter, og anti-semitismen blev sat i system efter den krig, der havde besejret det nazistiske folkemordsregime.

Alt er så småt her
Men det er i overvejende grad disse millioner af russiske bondedrenges skyld, at vort tyske mønsterprotektorat blev befriet og ikke blev til Dänemark. Over for det vældige drama på østfronten, hvor den tysk-nazistiske krigsmaskine blev sønderskudt, syner Flammen og Citronen ikke af ret meget. I Danmark er jo alt så småt, som en tysk bekendt engang sagde. Og det er jo rigtigt.

Jeg vil give dette værk seks stjerner for selve indholdet. Men illustrationerne er ofte intetsigende og af dårlig kvalitet. Og det er en uting i en dansk oversættelse, at læserne skal belemres med den engelske translitteration af det kyrilliske alfabet. Den danske oversættelse er god, men der er en del sjusk og forkerte gengivelser af russiske begreber. Berlog skal være berloga (rovdyrhule), kopek skal være kopeker. Kustrin hedder Küstrin. ”Prince” betyder fyrste, ”land” er jord (og ikke land), ”diet” er ikke diæt, men kost. Osoviakhim betyder ikke Folkeforbundet for Luftvåben og Kemisk Krigsførelse. Hvad mon ”retusende” er? Hovedstaden i Ungarn hedder ikke Bukarest, og Leningrad ligger ikke ved Volga. Dvina er en flod og ikke et område. Feltmarskal Keitel var ikke statsoverhoved, og finnerne overgav sig ikke i Vinterkrigen, men indgik en våbenstilstand.