Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Bo Lidegaard - Landsmænd. De.. | bog.guide.dk

Massage af den kollektive erindring

Historie: Bo Lidegaards bog om jøderedningen i 1943 er velskrevet og medrivende. Men forfatteren lyder påfaldende meget som en embedsmand, og vi slipper ikke for de forventelige paralleller til hans nutidige politiske modstandere.

Historie
Bo Lidegaard
LANDSMÆND - DE DANSKE JØDERS FLUGT I OKTOBER 1943
512 sider, 400 kr.
Politikens Forlag
Udkommer i dag

B97318586Z.1_20130908180621_000+G2I6PGRV.1-0.jpgMed bogen ”Landsmænd” leverer Bo Lidegaard på én gang en velanbragt hyldest til danskerne og den folkelige sammenhængskraft i anledning af 70-året for danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943 og en bredside i værdikampen.

Lidegaards kulturpolitiske markering lader ikke hans tidligere chef i Statsministeriet Anders Fogh Rasmussens noget tilbage, hvad angår ideologisk engagement i kampen om historiesynet – dog med modsat fortegn.

Hvor Fogh Rasmussen i anledning af 60-året for bruddet med besættelsesmagten den 29. august 1943 vakte furore ved at gå til angreb på den på historikerbjerget herskende opfattelse og anklage samarbejdspolitikerne for at svigte befolkningen og sejle under bekvemmelighedsflag, svarer Lidegaard igen ved modsat at prise det samarbejdende folkestyre og forhandlingspolitikken med den nazistiske besættelsesmagt.

Efter hans opfattelse havde det samarbejdende folkestyre set i et 10-årsperspektiv fra midten af 1930’erne vaccineret danskerne mod totalitarismens sirenesang, hvad enten den var nazistisk eller kommunistisk. Indpodningen af de demokratiske værdier sikrede ifølge Lidegaard, at befolkningens passive modvilje blev transformeret til aktiv handling mod uretten, da nazisternes angreb blev sat ind mod jøderne. Det var et grundlæggende princip her til lands, at danskerne er lige for loven og nyder de samme rettigheder som borgere. Med jødeaktionen udløste nazisterne den stærkeste kraft i landet: den fælles folkelige vilje.

Ingen enkle svar

”Landsmænd” er en hybridbog og genremæssigt vanskelig at sætte på formel. Det er selvfølgelig et historisk værk, men det er også et ideologisk kampskrift med et bevidst forsøg på massage af den kollektive erindring om Besættelsen. Det er legitimt at argumentere for, at jødeaktionen og ”Broen til Sverige” dybest set var udtryk for det positive afkast af samarbejdspolitikkens ofre de forudgående år. Men andre tolkninger kan være lige så legitime – for eksempel at befolkningens enige optræden så tæt på den 29. august var udtryk for en datidig ”nok er nok”-reaktion og derfor en fortsat manifestation imod samarbejdspolitikken. Folkeviljen kan vækkes på andre måder end ved den politiske skoling i kulturradikal højskoleånd.

Ved at gå ind på dette synspunkt kommer hele rationalet i samarbejdspolitikken til debat. Samarbejdspolitikernes vigtigste våben over for tyskerne var, at de kunne sige stop for flere indrømmelser. Men kollaborationen har en indbygget inerti, der kan fange sine udøvere og føre dem ud over den i tiden så aktuelle røde linje, og de danske politikere sagde netop ikke nej til tyskerne den 29. august 1943 – de blev tvunget til det af den folkevilje, der manifesterede sig i Augustoprøret. Følgespørgsmålet er så, om forhandlingspolitikken, der langt hen ad vejen fortsatte i departementschefstyret, bidrog til den tyske krigsindsats og måske var krigsforlængende. Det spørgsmål er forfatter Lidegaard til gengæld ikke indstillet på at drøfte, for, som han skriver:

»Der gives ingen enkle svar. Og lette moralske domme falder kun tilbage på den, der fælder dem.«B97318586Z.1_20130908180621_000+G2I6PGRC.1-0.jpg

Historiker eller debattør

De danske politikere havde ret, når de over for tyskerne pointerede, at Danmark ikke havde noget ”jødeproblem”. Jøderne var så integrerede i det danske samfund, at de ganske enkelt var medborgere. Det er derfor bogens litterære scoop, at den over tidsspandet på 70 år med isnende nærvær får læseren til at opleve, hvad det vil sige, når lynet slår ned, og tilværelsen for en almindelig familie vælter og bliver til en overlevelseskamp, hvor flugt er den eneste udvej. Det gør den med litterær virtuositet ved at basere sig på flere dagbøger fra familierne Hannover og Marcus, der flygtede til Ystad med en fiskerbåd fra Grønsund på Falster.

Dagbøgerne, der aldrig tidligere har været offentliggjort, er bogens kit, som forfatteren kæder sammen og tager afsæt i til sine principielle og ideologiske vurderinger. Bo Lidegaard vælger lykkeligvis at basere sin bog på samtidige kilder for ikke at lade den viden, som eftertiden fik om Holocaust, spille ind på erindringerne. Befolkningen og de flygtende anede dunkelt katastrofens uhyrlighed og handlede i hvert fald ud fra den overbevisning, at der var tale om et spørgsmål om liv eller død.

Bo Lidegaard har imidlertid en anden historie, han vil fortælle. Sin egen fortælling om Danmark i det 20. århundrede, og her slipper historikeren grebet om stoffet. I stedet kreerer samfundsdebattøren et epos med hyldest til de progressive partier, der kæmpede for demokratiopdragelsen. Han anskuer tydeligvis historiens begivenheder i nutidens perspektiv for at tilrettelægge den store fortælling, han gerne ser overtage scenen i den kollektive erindring.

Bo Lidegaard vil i opfattelsen af Besættelsen tilbage til den konsensusopfattelse, historikeren Hans Kirchhoff brød med i sin disputats om Augustoprøret i 1943. Konsensusopfattelsen var formuleret af besættelsestidshistorikernes nestor, Jørgen Hæstrup, der forenede samarbejdspolitik og modstand ved at sige, at man nok var uenige om midlerne, men enige i målet, og at der således eksisterede en national front vendt mod tyskerne.

B97318586Z.1_20130908180621_000+G2I6PGRI.1-0.jpgKonflikt/konsensus-begrebet er formuleret efter krigen og derfor udtryk for, hvordan fortællingen om Danmarks optræden under det store opgør skulle skrives og bundfældes i den folkelige bevidsthed.

Jødeaktionen og flugten til Sverige blev den første begivenhed under Besættelsen, hvor samarbejdspolitikerne, modstandsbevægelsen og den brede befolkning mødtes i et fælles humanitært projekt. Den lagde sporet til befrielsesregeringen og opfattelsen af det kæmpende Danmark, som herskede i årtier. At kommunisterne blev interneret i sommeren 1941 på samarbejdspolitikkens alter af dansk politi, og uden at ret mange borgere reagerede på det, blev næsten glemt i farten af kompositoriske årsager.

Et andet nærmest fortiet forhold, som bogen blotlægger med klinisk klarhed, er departementschefernes ageren, da jødeaktionen stod for døren. I afvejningen af det uhyrlige dilemma om at fralægge sig ethvert ansvar eller gøre noget for at afbøde det værste, ville de foreslå tyskerne, at dansk politi skulle arrestere jøderne og internere dem i en dertil oprettet lejr mod tyske garantier for, at de ikke ville blive sendt i tyske kz-lejre. Forslaget blev lykkeligvis aldrig til noget, for det ville have været en national katastrofe, der gjorde Danmark til en aktiv medvirkende i Holocaust.

Best og Holocaust

At flugten til Sverige blev så stor en succes, hænger sammen med den kendsgerning, at tyskerne i det store og hele lod den ske. Et faktum, som bogen naturligvis også beskæftiger sig med. Blandt andet blev selve jødeaktionen gennemført med en for nazisterne usædvanlig hensynsfuldhed: Soldaterne skulle banke på døren, og hvis der ikke blev lukket op, måtte de ikke slå døren ind, men blot gå igen. Aktionen blev ikke fulgt op efter denne nat. Flygtninge med kufferter var ikke altid usynlige i bybilledet, og på en afgang måtte toget til udskibningshavnen i Gilleleje fra Hillerød sætte to ekstravogne ind, uden at det fik konsekvenser.

B97318586Z.1_20130908180621_000+G2I6PGRM.2-0.jpgI spørgsmålet om, hvorfor lederne af besættelsesmagten i Danmark ikke satte effektivt ind på at fange jøderne og deportere dem til kz-lejrene, er det mærkeligt, at Bo Lidegaard ikke her går til den ubestridte autoritet i ”tilfældet” Werner Best, nemlig dennes tyske biograf Ulrich Herbert.

Hos Herbert fremgår det, at Best var antisemit af dyb overbevisning, men ikke Holocaust-mand – i den forstand, at det ikke var afgørende for ham, at jøderne blev fysisk udryddet. Om de forsvandt andre steder hen – til Madagascar eller Sverige – var for ham underordnet. Blot han kunne melde, at hans ansvarsområde – i dette tilfælde Danmark – var blevet jødefri (”entjudet”).

Oprejsning til kongen

Et interessant element i ”Landsmænd” er, at den bringer kong Christian X tilbage på den aktive politiske scene. Kongen blev som bekendt et nationalt ikon under Besættelsen, men betydningen heraf er der blevet pillet ved i årenes løb. Bogen tydeliggør med dagbogscitater, at kongen var sig sin konstitutionelle opgave bevidst og erindrede sine ministre om, hvad grundloven tilsagde i situationen. Dermed dokumenterer den, at kongen siden Påskekrisen i 1920 havde foretaget en lang politisk rejse.

B97318586Z.1_20130908180621_000+G2I6PGRE.1-0.jpgOmend det er en detalje, vil det givetvis ærgre forfatteren, at han gør den svenske kong Gustav V til kronprinsesse Ingrids far. Det var som bekendt den senere kong Gustav VI Adolf.

Der findes af gode grunde ikke mange ”reportagefotos” fra flygtningebåde i rum sø. Nogle af de få er rent faktisk med de personer, der skriver dagbøger gengivet i bogen. Det må være forklaringen på, at forlaget har valgt nøjagtigt det samme coverfoto, som prydede Thomas Hjortsøs bog ”Den dyre flugt” fra 2010.

Bo Lidegaard er som sædvanlig en ferm og stilsikker skribent, og bedømt som historisk litteratur er ”Landsmænd” velkomponeret og halvt en pageturner i kraft af dagbøgerne. Vejet som historisk, videnskabeligt værk bringer den bortset fra det personalhistoriske ikke meget nyt under solen og er i sin grundessens et forsøg på at skabe en nationalromantisk fortælling om samarbejdspolitikken som værnet for den demokratiske danske folkesjæl. I en kronik i Jyllands-Posten den 6. september kaldte forfatteren selv sin bog for en genfortælling og nyfortolkning af begivenheden. Det er en korrekt varedeklaration.

Politiken-historie

Bogen ser på historien med embedsværkets øjne, og man fornemmer forfatterens sympati for Udenrigsministeriets daværende direktør, Nils Svenningsen, hvis filosofi var, at Danmark var uhjælpeligt henvist til at forsvare sin selvstændighed i et medspil – og aldrig i et modspil – med Tyskland. ”Landsmænd” er et klart defensorat for systemets Danmark og forekommer at overdrive idealernes indflydelse på udviklingens gang i en lovsang for menigheden. I lange passager oplever man en næsten dekonstruktivistisk tilgang for at få præmisserne til at passe nydeligt sammen med forfatterens egen store fortælling.

I virkeligheden er det måske lidt synd for historikeren Bo Lidegaard, at han sine steder bliver overtrumfet af chefredaktøren Bo Lidegaard. Dagbladet Politikens undertiden lidt specielle virkelighedsopfattelse skal åbenbart trækkes ned over hans tekst.

En intimiderende udgangsreplik til nutiden vil blive anskuet i dette lys og pynter ikke:

»Når det er så let at vække den nationale chauvinisme, er det ikke, fordi vi alle til syvende og sidst frygter og foragter de anderledes. Det er, fordi vi fra tid til anden tillader ledende politikere at gøre mistænksomheden over for ”de andre” til deres politiske instrument.«

Det turde være overflødigt at sige: Sæt selv navnet ind.

Anmeldelse: Bo Lidegaard: En fortælling om Danmark i det 20. århundrede

08-09-2011: Danmarkshistorie: At turde kaste sig over at skrive en krønike om Danmark i det 20. århundrede kræver stort mod. Det har Bo Lidegaard, som er sluppet godt fra projektet. Læs artikel

Anmeldelse: W.L. White: Sovjet bag forhænget

29-01-2011: En amerikansk journalist rejste i 1944 rundt i Sovjetunionen. Hans efterfølgende bog mødte voldsom kritik i samtiden i USA, men historien viser, at hans skildring var troværdig. Læs artikel

Anmeldelse: Hans Kirchhoff og Lone Rünitz: UDSENDT TIL TYSKLAND

29-08-2007: Sober bog om Danmarks udvisninger af flygtninge under Besættelsen. Læs artikel

Anmeldelse af Andreas Skov - Fyn i krig. Modstandskampen 1940-45

25-04-2014: Velskrevet og grundigt værk om den fynske frihedskamp, hvor en greve og en præst dannede fælles front med de unge arbejdere i kampen mod værnemagten. Læs artikel

Anmeldelse af Hans Kirchhoff - Holocaust i Danmark

22-02-2014: Historie: De psykologiske motivanalyser dominerer i 70-året for jødeaktionen i Danmark. Historikeren Hans Kirchhoff konkluderer kompetent. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...