Anmeldelse: Bo Lidegaard: En fortælling om Danmark i det 20. århundrede

Historisk bog

Bo Lidegaard:

En fortælling om Danmark i det 20. århundrede

460 sider, 300 kr.

Gyldendal

Titlen på denne bog er en meget præcis deklaration af denne vare. Det er en stor fortælling, og det er Bo Lidegaards beretning om, hvad der samlede og splittede Danmark i det 20. århundrede.

At turde kaste sig over at skrive en krønike om Danmark i det 20. århundrede er en modig bedrift, da det kræver, at forfatteren er i stand formulere en syntese om landets udvikling. Det er meget sjældent, at vi ser dette gjort, da det kræver et formidabelt overblik og råhed i arbejdet med at vælge til og fra.

Lidegaard klæder sig i sprogets lettere gevandter, og det gør det til en rendyrket fornøjelse at læse denne fortælling. Dertil kommer, at Lidegaard er en sand mester til at høvle knaster væk, når historien skal skæres til og forarbejdes.

Historien kunne have taget sig ud som et knortet og skævt træ, hvis den havde været fortalt af andre historikere, men efter en tur i den lidegaardske drejebænk, sidder man som læser med et lækkert afrundet og lakeret stykke træ.

Ureguleret marked

Lidegaard har fokus på det politiske Danmark. Det er fortællingen om det politiske system, som var med til at formulere og opbygge de institutioner, som bandt landet sammen gennem et århundrede.

Interessant er det dog, at fundamentet for Lidegaards fortælling var kendetegnet ved et svagt politisk system. Slutningen af det 19. århundrede var præget af en indre politisk magtkamp mellem Højre og Venstre samt slagsmålet om Københavns befæstning. Mens alt dette stod på, var bønder, arbejdere og virksomhedsejere overladt til sig selv.

Et ureguleret marked var rugekasse for en flodbølge af innovation og entreprenørskab i form af andelsvirksomheder med eksportsigt og grundlæggelse af industrivirksomheder, som så mulighederne i en global verden. Ikke uden grund er Danmark inden udbruddet af Første Verdenskrig blevet betegnet som en af verdens mest liberale og åbne økonomier.

Alt ændret i 1914

Alt dette blev med ét ændret med krigsudbruddet i august 1914. En lille åben økonomi som den danske blev hårdt ramt, da forsyningerne blev afskåret, og stormagterne gav pokker i et lille lands påkaldelse af international ret til at handle med dem, man ville.

Lidegaard er i sit es, når han giver sin udlægning af udenrigsminister Erik Scavenius' håndtering af neutralitetspolitikken. Scavenius var en mester, og det var hans personlige fortjeneste, at landet undgik en tysk besættelse. Den bedrift gør, at han fortjener status som landets bedste udenrigsminister i det 20. århundrede.

Intet blev det samme igen efter 1918, og det politiske system havde fået smag for at regulere i en sådan grad, at det aldrig ville opgive denne ret. Denne udvikling blev cementeret i kølvandet på den økonomiske krise i 1930'erne, og med Kanslergadeforliget i 1933 trak industrien det korteste strå i forhold til landbruget.

Væk var positionerne på de oversøiske markeder, og industrien rettede produktionen ind efter forsyning af det danske marked med stor produktionsnedgang til følge.

Overlevelsesstrategi

Lidegaard har en skarp pen, når mellemkrigstidens ideologiske konflikter skal beskrives, og dette fortsættes i fortællingen om Besættelsen.

Ved at se bort fra implikationerne af en række af de store indrømmelser og de store farer, som lå i at tro, at man kunne indgå en aftale et morderisk nazistisk regime, lykkes det Lidegaard at fremstille samarbejdspolitikken som en omhyggelig udført overlevelsesstrategi, der havde faste grænselinjer.

Det er vist meget godt for Lidegaards fortælling, at Nazityskland havde en del at se til under krigen og derfor ikke ofrede kræfter på at udfordre disse grænselinjer, som hurtigt kunne være blevet forvandlet til en mudret skrænt uden mulighed for fodfæste.

I Lidegaards version kom nationen mere samlet end splittet igennem Besættelsen, og det politiske system klarede testen. De eneste, som ikke bliver hevet om bord i Lidegaards konsensusbåd, er kommunister og nazister.

Den indre trussel

Det er tydeligt, at det har været en sand fornøjelse for Lidegaard at skrive historien om efterkrigstiden, da det er historien om de store planer for udvikling og udbygning af Danmark.

Her fik en Jens Otto Krag mere end nogen anden sat sit solide aftryk ikke bare på planlægningen, men også den praktiske politik. Tuningen af blandingsøkonomien mellem lige dele velfærdssamfund og liberal markedsøkonomi giver landet den luft under vingerne, som gør det muligt igen at blive en del af verden, som i tiden før 1914.

Velfærdsstaten sætter ifølge Lidegaard individet frit med muligheder for uddannelse, formel ligestilling samt omsorg for børn og gamle. Dertil kommer, at velfærdsprojektet i Lidegaards tolkning også tjente som en bastion mod den indre trussel under Den Kolde Krig. En pointe, som ikke bare hører fortiden til, men har et bud til os i en tid, hvor den indre sammenhængskraft er udfordret.

Reddet fra krank skæbne

Krisen i 1970'erne behandles grundigt, og den genopretning, som følger i 1980'erne, ændrede og reddede Danmark fra en krank skæbne. Dermed er Poul Schlüter også at finde blandt Lidegaards helte, da han med havde et fast greb om økonomien med styring af udgifter og fastkurspolitik.

Dertil kom, at de 10 år med forskellige Schlüter-regeringer også betød en stadig dybere forankring i Danmark i det europæiske samarbejde, først og fremmest repræsenteret ved at føre Danmark ind i det åbne marked.

Bogen har et stilistisk skift i den sidste del. Lidegaards ellers skarpe pen og analyse bliver erstattet med en mere beskrivende fedtpen. På den ene side tør forfatteren godt antyde, at der er problemer, men han står tilbage fra fælde en klar dom.

Holder sig tilbage

Eksempelvis er behandlingen af Nyrup-regeringens omfattende privatisering af offentlige virksomheder i 1990'erne ikke gennemført på en måde, som Lidegaard finder samfundsgavnlig, men han drister sig kun til at sige, at den ikke var »uden problemer og erfaringerne blandede«.

Her burde Lidegaard have bidt til sin egen bolle, også selv de ansvarlige aktører stadig er i dansk politik. Det var i bedste fald forhastet og ugennemtænkt af Nyrup-regeringen med Lykketoft i spidsen.

I dag, hvor vi står i en energi- og forsyningskrise, kan vi prise os lykkelige for, at de ikke også nåede at sælge Dong til Gazprom eller andre, og at daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen tilbage i 2008 nåede at stoppe en børsnotering af energiselskabet fem minutter i tolv.

Med en mission

Som historiker beskriver Lidegaard ikke bare tingene og lader resten være op til læseren, men han er en historiefortæller med en mission, hvis sigte er kollektiv berigelse af et samfund med stærke individualister.

For ham er dette ikke bare fortælling om gamle dage, men det her er en historie, som har et bud til os i dag. Vi skal bruge historien som et lærestykke. Hvis vi skal løse de problemer, som vi står i dag, skal vi vide, hvad der har holdt sammen og styrket samfundet gennem det sidste århundrede.

Steen Andersen er historiker, ph.d., lektor og studieleder på CBS (Handelshøjskolen i København) og har bl.a. skrevet ”De gjorde Danmark større” og ”Foss”. Han vil i fremtiden anmelde historiske bøger i Morgenavisen Jyllands-Posten.