Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: Bo Fritzbøger: Vandets veje

Grundig redegørelse for betydningen af vandet i Skjern Å og andre steder.

BO FRITZBØGER:

VANDETS VEJE

Skjern Ås miljøhistorie gennem 350 år

384 sider, ill., 350 kr.

Er udkommet

Før 1960'erne var der næppe mange uden for Vestjylland, der tænkte meget på Skjern Å, men siden dette 94 km lange vandløb fra Tinnet Krat (tæt på Gudenåens kilder) til Ringkøbing Fjord efter voldsom diskussion blev reguleret, har Skjern Å været en sag også i resten af Danmark.

I sin bog lægger historikeren Bo Fritzbøger stor vægt på at få slået fast, at ingeniørindgrebene i åen ikke bare er noget forholdsvis nyt. De har fundet sted de seneste 300 år, og han redegør udførligt for disse mange år, da regulering af vandet i åen først fandt sted lokalt og senere blev en sag for den danske stat. For det gik ud på at hjælpe landbruget, landets absolut vigtigste erhverv, til at regulere vandets veje og desuden øge det dyrkede areal gennem landind-vinding.

Vand er godt, men der kan også blive for meget af det.

Fritzbøger gør udførligt rede for de mange interessekonflikter, der bundede i, at én parts udnyttelse af åen og dens vand meget let kom til at skade andre. Og en politiker helt ovre i København som den radikale Viggo Hørup slog fast, at retten til det vand, der løber forbi ens egen grund ikke er det samme som ejendomsret til f.eks. jord.

Heftige debatter

Skjern Å (som har givet navn til købstaden af samme navn, ikke omvendt) fik i 1900-tallet sin skæbne bestemt gennem en heftig politisk og landbrugsfaglig debat centreret omkring den radikale landbrugsminister Karl Skytte og derefter den socialdemokratiske miljøminister Svend Auken.

Skytte kunne i 1968 blandt andre notabiliteter fejre åens udretning, som almindeligvis blev betragtet som en stor sejr for Hedeselskabet. Projektet vakte en voldsom debat, herunder videnskabelige diskussioner for og imod, og det samme var tilfældet, da planerne om åens genopretning og inddragelse af god landbrugsjord blev kendte.

Da Auken i 1999 tog det første spadestik, skete det under vrede tilråb fra et par hundrede ophidsede landmænd, og midt i ceremonien landede fire faldskærmsudspringere med en protestskrivelse til ministeren.

Tørt sprog

Selv konkluderer Fritzbøger, at det dybest set er ligegyldigt, hvor produktiv og stabil den tabte jord egentlig var på langt sigt: »Skjern Å er (?) et budskab til os alle og andre om, hvem vi er, og hvad vi vil. Og om, hvem der har magten.«

Bogen bruger Skjern Å som udgangspunkt til at behandle store problemer som forurening og naturgenoprettelse ganske udførligt, og derved er der med forfatterens ord brugt rigtig mange ord, også om »det ulideligt detaljerede«.

Desværre i et lidt tørt fagsprog om emner, der ellers har interesse for andre end dem, der er inde i disse sager i forvejen.

Anmeldelse: Norbert Frei: Ungdomsrevolte og global protest

04-12-2008: Der findes næppe noget eksempel i verdenshistorien på et mere markant holdningsskifte end i året 1968. Læs artikel

Anmeldelse: Frank Dikötter: Maos store hungersnød

01-11-2011: Vil man forstå den tragiske del af Kinas historie, da mindst 45 mio. døde, kommer man ikke uden om denne bog. Fra 2005 til 2009 rejste forfatteren rundt i Kina, læste hundredvis af dokumenter og rapporter og fandt i dem de mange beviser for Maos ugerninger. Læs artikel

Anmeldelse: En mand med mange udtryk

03-03-2012: Putin-land: Vladimir Putin er storfavorit til at vinde søndagens præsidentvalg i Rusland. Tre nye bøger ser tilbage på Putins karriere og Rusland efter Sovjetunionens opløsning. Læs artikel

Anmeldelse: Hannah Arendt: Om revolution

27-01-2012: Den franske og amerikanske revolution i slutningen af 1700-tallet blev i samtiden opfattet som to varianter af det samme. Læs artikel

Anmeldelse: Kjeld Hansen: Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land

23-01-2012: Kulturhistorie: Kjeld Hansen løfter fornemt arven efter Achton Friis med et kæmpeværk om de store forandringer i det danske landskab. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...