Bengt Hagtvet (red.): Folkemordenes svarte bok

669 sider, 507 kr.

Universitetsforlaget (Oslo)

Er udkommet

For et par år siden udkom kommunismens og kolonialismens sortbog, og nu har norske akademikere skrevet et systematisk, men også alment tilgængeligt værk om folkemordene. Folkemord adskiller sig fra krigshandlinger ved, at der er et folk, der uden at være krigspart udsættes for systematisk udryddelse. Derfor er atombomber og civilbombardementer som i Anden Verdenskrig ikke folkemord, men dele af krigens gru. Folkemord er stort set et eksklusivt moderne fænomen. Bogen omhandler det armenske folkemord 1915-1918, tvangskollektiviseringen i Sovjet, nazisternes jødeudryddelse, Stalins terror, forfølgelsen af sigøjnerne, Indonesiens massedrab på kommunister i 1960'erne, Pol Pots folkemord i Kampuchea, Jugoslavien i 1990'erne, Rwanda og til sidst Darfur. Det uhyggelige er, at de sidste er fundet sted i ens egen levetid. Og stadig foregår. Civilisation, materielle fremskridt og internationalt fokus på menneskerettigheder udelukker åbenbart ikke folkedrabet.

Ønsket om renhed
Redaktøren af værket, professor Bengt Hagtvet, indleder, hvor han lægger vægt på ønsket om renhed som et fællestræk bag folkemord. De urene eller det/de ideologisk forkerte skal udryddes, så samfundet kan renses. Renlighedsambitioner udøves ofte også med fanatisme. Folkemordet analyseres også juridisk, hvor vanskeligheden ved at definere folkemordet kommer frem. Herunder bl.a. om der altid er en hensigt bag, eller det skal forklares mere funktionelt som noget, der sker under visse omstændigheder. Det lyder umiddelbart absurd, at så voldsomme forbrydelser kan gennemføres uden et direkte forsæt. Men i mange af kapitlerne diskuteres indgående, i hvilken forstand udryddelserne var dirigerede og centralt planlagte aktioner eller mere selvbestaltede grupper, der med politisk accept agerer i et magtvakuum. Derfor er det også så vanskeligt bagefter at gøre et retligt ansvar gældende. De idemæssige ophavsmænd har sjældent blod på fingrene. Om jødeudryddelserne, som repræsenterer den nok mest ekstreme og systematiske udryddelse, citeres en tysk forsker for at have sagt: En ledelse, som havde udryddelse i sine overvejelser uden at have beordret dem, kunne fortsætte vejen til udryddelser, fordi ingen kræfter satte sig imod. Modsat forholdt det sig med Hitlers massedrab på fysisk og psykisk handicappede, som blev officielt stoppet i 1941 på grund af modstand og protester.

Grusomheder glemmes
Professor Bent Jensen har bidraget med en beskrivelse af Gulag, som er taget fra bogen ”Gulag og Glemsel”. Et par kapitler angår specifikke norske vinkler om jødeudryddelserne i Norge under Anden Verdenskrig, men vigtige at læse også i dansk kontekst, hvor samarbejdsregeringen lagde op til at det samme kunne være sket her. Afsluttende forklares de forskellige måder, som folkemord er blevet bearbejdet på i eftertiden fra fortrængning til fortidsbearbejdelse. For det diabolske ved folkemord er ikke kun, at de i deres værste form likviderer millioner af mennesker, men også at mange af grusomhederne glemmes, bevidst eller ubevidst, og ikke altid spiller nogen særlig rolle politisk. Hvem husker armenerne, skulle Hitler have sagt som begrundelse for selv at ville udrydde et folk. Holocausten er derimod ikke glemt, men det er til gengæld først indenfor de sidste tiår, at Gulag og hungerholocausten i Ukraine er ved at blive bearbejdet.

En alvorlig mangel er Maos udryddelser i Kina, selv om de i kvantitativt omfang klart hører med, og netop i disse år trækkes frem. Alt i alt en fremragende norsk præsentation af et vigtigt emne, der burde finde vej til en dansk udgave. Eller så var det, hvad man kunne forvente fra det danske Center for Holocaust og Folkedrabsstudier under DIIS. De har haft mange år og medarbejdere til det.

kulturp.dk