Anders Otte Stensager: Kvinderne i Ravensbrück

Anders Otte Stensager:

KVINDERNE I RAVENSBRÜCK

Danske skæbner i en tysk kz-lejr

541 sider, 349 kr.

People's Press

For danskere med almindelig historisk interesse forbindes navnene Auschwitz, Majdanek og Sobibor umiddelbart med de nazistiske udryddelseslejre.

De almindelige tyske kz-lejre, Neuengamme (gennemgangslejr for deporterede danskere), Buchenwald (danske betjente), Stutthoff (danske kommunister) og Theresienstadt (danske jøder), udgør endnu en art fællesreference i kraft af erindrings- og mindelitteraturen. De er velbeskrevne også i den historiske faglitteratur, men det nazistiske lejrkompleks var omfattende, og adskillige lejre har ikke været genstand for en systematisk dansk beskrivelse. En af dem har til dato været kvindelejren Ravensbrück nord for Berlin. Det har Anders Otte Stensager rådet bod på med sit voluminøse værk.

En flig af historien

Bogen er en solid beskrivelse af den eneste rene kz-kvindelejr, men den er samtidig et tiltrængt kvindehistorisk studie. Ca. 6.000 danskere blev deportere til tyske kz-lejre og tugthuse under krigen. Omkring 200 heraf var kvinder - dvs. under fire pct.

Historien om danske kz-fanger er altovervejende skrevet af mænd, hvilket naturligvis præger tilgangen. Indsamling af breve og interviews med kvindelige fanger har ikke haft stor bevågenhed i efterkrigsårenes udgivelser, og kvindeperspektivet er selv i de seneste års oversigtsværker underspillet.

Forfatteren fremhæver selv, at hans bog er en afdækning af en flig af den danske besættelseshistorie. Det er rigtigt i den forstand, at blot 44 danske kvinder blev indsat i Ravensbrück, så de var en dråbe i det store fangehav, der allerede i de første krigsår rundede 10.000 og i nederlagets år 1945 svulmede op, så Hamburger Abendblatt efter krigen beskrev det som »Frauenhölle Ravensbrück«.

Et lejrhelvede på jord, hvor SS installerede et interimistisk gaskammer i en træbarak for at skaffe plads. To danske kvinder havnede i dødszonen knyttet til gaskammeret, men slap uvist af hvilke grunde ud i sidste øjeblik.

Stensager har skrevet et solidt historisk værk med et fyldigt noteapparat. Ravensbrück har herefter sin kompetente monografi på dansk.

Ondskabens banalitet

65 år efter Befrielsen er der ikke flere danske overlevende fra kvindelejren, så forfatteren har måttet basere sin bog på trykte erindringskilder, avisartikler og breve. Det fungerer, men betyder også, at bogen løber i to hovedspor - den danske vinkel og lejrens overordnede historie.

For en almindelig læser vil den i mellempassager om lejrens organisation være detaljetung læsning, men i andre sammenhænge bliver den meget nærværende - f.eks. i en tysk kvindehistorisk vinkel, nemlig beskrivelsen af de kvindelige fangevogtere, de såkaldte Aufseherinen, hvoraf flere blev hængt efter krigen.

De var ikke alle skåret over den læst, som filmindustrien med sin ”Hunulven SS-Ilse”-type gengiver.

Det viser sig, at ikke alle meldte sig frivilligt, men adskillige var sendt i en arbejdsanvisningsordning. Fælles for dem var dog den hurtige forråelse, der fandt sted som udslag af den ondskabens banalitet, der drev kz-systemet og fortsat forekommer så absurd.

”Kvinderne i Ravensbrück” er en detaljeret, dybtgående og læseværdig bog.