Amos Elson: Et tysk rekviem

Kulturhistorie

Amos Elson:

Et tysk rekviem

Portræt af den tysk-jødiske epoke, 1743-1933

(”The Pity of It all. A History of the Jews in Germany”, 1743-1933)

På dansk ved Martin Wigotski Bielefeldt

488 sider, 349 kr.

Forlaget Almonsor

Historien om den tysk-jødiske epoke begynder i denne sammenhæng i 1743, da den 14-årige Moses Mendelssohn fra ghettoen i Dessau gør sin entré i Berlin. Det sker gennem Rosenthaler Tor, den eneste byport for jøder.

Han er ludfattig og taler dårligt nok tysk. Ikke desto mindre kommer han til at spille en hovedrolle i den tyske litteraturhistorie.

Historien ender små 200 år senere, da Hannah Arendt i foråret 1933 efter en uges ophold i et Gestapo-fængsel tager toget sydpå gennem det brandenburgske landskab og forlader Tyskland. Netop i årene før dette dystre slutpunkt havde den tysk-jødiske kultur ellers blomstret som aldrig før. Berlin, i 1920'erne verdens kulturelle metropol, havde udgjort den dynamiske smeltedigel for nyskabelser inden for alle tænkelige udtryksformer: film, teater, poesi, maleri, videnskab, musik, arkitektur osv.

Relevant og elegant

Amos Elons (1926-2009) sprænglærde og kyndigt oversatte bog indeholder undervejs en perlerække af inspirerende og velskrevne miniportrætter: Moses Mendelssohn, Heinrich Heine, Franz Kafka, Albert Einstein, Sigmund Freud, Karl Marx, Hannah Arendt, Kurt Tucholsky, Walther Rathenau m.fl.

Fællesnævneren for alle disse og mange flere var, at de – hver på sit område: litteratur, videnskab, psykoanalyse, politik mv. – bidrog til at forædle den tysk-jødiske kultur. Og så var de alle sammen jøder. Eller var de? Nogle var troende, andre var ateister. Nogle var assimilerede konvertitter, andre på ingen måde. Det afgørende for forfatteren er imidlertid ikke, hvordan man opfatter sig selv, men hvordan man opfattes af andre:

»For at kunne fortælle denne historie benytter jeg mig af Sartres definition: Den, som af andre regnes for at være jøde, uanset religiøs eller etnisk tilknytning, er jøde.«

Jean-Paul Sartres definition er bestemt ikke uproblematisk, men i sammenhængen er den både elegant og relevant.

Befriende fordomsfri

I 1871, da en ny lov skaber borgerlig lighed i hele det tyske rige, ser det endelig ud til, at den tyske lovgivning er kommet i overensstemmelse med de faktiske forhold: At de tyske jøder – tre generationer efter Moses Mendelssohn – er blevet så tyske i sprog, påklædning og nationalfølelse, at der ikke længere kan skelnes mellem tyskere og jøder. At det hele alligevel ender galt, kan der gives mange forklaringer på.

Det gør Amos Elson også, men på en befriende fordomsfri måde. Noget af det fineste ved bogen er således, at den er befriet for et indsnævrende, deterministisk syn på historien. Historien kunne lige så godt være endt anderledes.