Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Allan Grønkjær og David Holt Olsen: Fodbold, fair play og forretning

Fremragende formidling af dansk klubfodbolds historie.

Allan Grønkjær og David Holt Olsen:

Fodbold, fair play og forretning

Dansk klubfodbolds historie

327 sider, 299 kr.

Forlaget Turbine


SPORTSHISTORIE

»Forsvind. Du er en katastrofe for dansk idræt. Jeg vil aldrig mere se dig for mine øjne.« Sådan sagde OB's formand i 1949, da klubbens stjerne, Jørgen Leschley Sørensen, blev professionel i Italien. Dansk fodbolds ledere og journalister anså spillere, der valgte professionalismen, for landsforrædere. Og en skændsel for den højt besungne amatørsport.

Allan Grønkjær og David Holt har skrevet en fortrinlig bog om dansk fodbolds organisatoriske historie fra spillets start i slutningen af 1800-tallet og til den professionelle superliga i dag. Det er fremragende formidling i en bog med flotte illustrationer, masser af fotos og mange letlæselige faktabokse.

Det er samtidig en bog om dansk jantelov og amatørisme, når det er værst. Kort fortalt holdt Dansk Boldspil Union (DBU) stædigt fast i amatøridealerne i så lang tid, så dansk fodbold sejlede agterud i Europa.

Vi tabte og tabte


Det begyndte ellers godt. Fra 1900-tallet var dansk fodbold på niveau med engelsk fodbold. Det danske landshold vandt sølv ved OL i 1908, sølv i 1912 og guld ved det uofficielle OL i 1906. Men da professionalisme begyndte i international fodbold med VM i 1930, var DBU imod, og dansk fodbold blev isoleret og hensygnede

Efter Anden Verdenskrig fik Danmark en ny chance med bronzeholdet ved OL i 1948. Danmark kunne stadig producere boldkunstnere. Men på kort tid var hele OL-holdet på nær Knud Lundberg professionelle stjerner i udlandet. Og DBU nægtede at lade dem spille på landsholdet og først efter to års karantæne på danske klubbold.

I dag glæder klubber og tilskuere sig, når en dansker vender hjem til egen grønsvær, men dengang kastede de ifølge DBU smuds på fodbolden. Samtidig faldt dansk landsholdsfodbolds internationale niveau mærkbart, hvilket kunne måles ved svenskerlandskampene helt frem til 1970'erne. Jeg kan huske en landholdssæson i 1970, hvor Danmark vist kun vandt én landskamp. Det var frygteligt at se på som dreng, men man vidste ikke bedre.

Flugt og krise


DBU isolerede dansk fodbold internationalt, med forfatternes ord førte de protektionisme for hårdnakket at holde på amatøridealerne. Idealer, DBU selv udvandede ved at tage entré til landskampe, tage sig betalt for radio- og tv-transmissioner og til sidst også lade spillere bære reklamer på trøjer. Pengene måtte blot ikke gå til udøverne.

Linien førte til spillerflugt og op gennem 1960'erne, -70'erne og -80'erne til tilskuerkrise i dansk klubfodbold. De sidste kapitler af bogen er succeshistorien om, hvordan det lykkedes at få indført professionalisme i dansk klubfodbold. Men den store skurk er DBU, der forhalede udviklingen i årtier.

Forfatterne viser også, hvordan amatøridealerne i virkeligheden var undertrykkende for spillere fra arbejderklassen, der ikke havde samme tid til at træne og dyste som borgerskabet eller middelklassen.

Markedsgørelsen af fodbolden udjævner derimod sociale skel. Men DBU slog hårdt ned på enhver præmie for at spille, og forfatternes eksempler er barokke.

Seere både her og der


Bogen viser også, at der ingen modsætning er mellem tv-transmissioner, mange tilskuere og professionel fodbold, som vi har det i dag. Fra 1978 til 2004 er tilskuerantallet firedoblet til fodbold i den bedste række.

Og det kan ses i timevis i tv.

DR undlod bevidst i mange år at sende for meget fodbold på skærmen, fordi DR's sportschef, Gunnar Nu-Hansen, mente, folk hellere ville se Otto Leisner.

Bogen viser, at der ingen plads er til nostalgi i dansk fodbold eller sportsjournalistik. Fortiden er skræmmende, og man kan ikke undlade at tænke på, hvad et fremsynet, professionelt indstillet DBU i 1950'erne havde kunnet betyde for dansk landsholds- og klubfodbold. Danmark havde stjerner i italiensk fodbold, som ikke måtte spille på landsholdet. Med en tidligere professionalisering havde Danmark været i en VM-finale i dag ligesom Sverige i 1958.

Bogen er spændende læsning for dem, der interesser sig for historien bag kulisserne. Til teenageren, hvis liv kun står til nutidige fodboldspillere og resultater, kan den være en skuffelse.


Anmeldelse: Felice Vinci: Homers nordiske rødder

20-04-2012: Italiensk forsker flytter ”Iliaden” og ”Odysseen” fra Det græske Øhav til Skandinavien. Læs artikel

Anmeldelse: Nan Dahlkild: Biblioteket i tid og rum

15-04-2012: Nan Dahlkild har præsteret et formidabelt stykke forskningsarbejde med bogen om skabelsen af det danske biblioteksvæsen. Der lægges særlig vægt på arkitekturen. Læs artikel

Anmeldelse: Anna Sandberg og Detlef Siegfried (red.): Tysk kulturhistorie fra 1648 til i dag

14-04-2012: En ny generation af universitetsgermanister gentænker den tyske kulturhistorie siden Trediveårskrigen. Et indbydende og gennemillustreret værk, som henvender sig til enhver kulturhistorisk interesseret læser. Læs artikel

Anmeldelse: Kjeld Hansen: Folk & Fortællinger fra Det Tabte Land

23-01-2012: Kulturhistorie: Kjeld Hansen løfter fornemt arven efter Achton Friis med et kæmpeværk om de store forandringer i det danske landskab. Læs artikel

Anmeldelse: Tristan Donovan: Replay - Computerspillenes historie 1945-2010

21-01-2012: Man kan fokusere på mange aspekter af engelske Tristan Donovans ”Replay - Computerspillenes historie 1945-2010”. Et aspekt er den gratis fildeling. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...