Anmeldelse af Adam Smith - Teorien om de moralske følelser

Filosofi

Adam Smith

Teorien om de moralske følelser

423 sider, 349 kr.

Informations Forlag

Adam Smith er mest kendt som forfatter til ”Nationernes velstand” fra 1776, som eftertiden har betegnet som et af liberalismens hovedværker og læst som et økonomisk værk. Men 17 år tidligere skrev han sit første hovedværk, ”Teorien om de moralske følelser”, som nu foreligger i dansk oversættelse.

Da Adam Smith udgav værket i 1759, blev han kendt i Europa og professor i filosofi i Skotland. Det kan måske være svært at forstå for en nutidig læser, for værket er sindrigt, fortællende, og med utallige mere eller mindre selverfarne eller konstruerede eksempler på menneskers følelser og karakterer. Det mangler den analytiske klarhed, som præger mange epokegørende filosofiske værker. Og det er helt fri for det polemiske vid, som prægede hans gode ven David Hume, der i dag er meget nemmere at læse.

Adam Smith forstår mennesket som primært et følelsesvæsen. Allerede det udgangspunkt står i kontrast til hovedlinjen i europæisk filosofi siden Platon, der lagde vægt på mennesket som fornuftigt, og at analysen af fornuften derfor er afgørende for at forstå mennesket. Følelserne har vi jo fælles med dyrene, ville Platon sige.

For Adam Smith er mennesket selvisk, blandt andet fordi ens egne følelser er de oprindelige, men vi har også en stærk evne til medfølelse, sympati. Vi føler også andres smerter og glæder, fordi vi med forestillingen og fantasien kan sætte os i andres sted. Hver enkelts lykke er forbundet med andres lykke.

Mennesker har således en stærk fællesskabsfølelse, men kan også udvikle en evne til at foretage et upartisk skøn, en slags human fællesfølelse.

Kritik af revolutionen

Tidligere så man en modsætning mellem dette værk og ”Nationers velstand”, men Smiths system var færdigudviklet fra starten, og værkerne udtrykker kun samme tanke på forskellig vis. Således optræder også i dette værk den centrale idé om den usynlige hånd: hvis alle mennesker handler inden for deres følelsessfære, og hvor hver kan gøre egne erfaringer, så vil det være til størst gavn for helheden. Og der kan ikke komme noget godt ud af at ville gøre godt for mennesker uden for vores berøringssfære.

Fornuften er universel, mens følelsen begrænser mennesket. Således mener Smith ikke, at mennesket som følelsesvæsen kan gøre godt på distancen. Det kan kun gøre godt for sig og sine. Og det vil være bedst for helheden at holde sig til det nære.

Adam Smiths værk udkom i seks udgaver, og i den sidste fra 1790 kort før sin død tilføjede Smith en lang række udfald mod Den Franske Revolution, som minder meget om vennen Edmund Burkes tilsvarende kritik. Smith udstillede de franske revolutionære som spekulanter og projektmagere, der troede blindt på fornuften og anså samfundet som et skakbræt, hvor de kunne føre brikkerne. De vidste ikke, tilføjede Smith, at brikkerne i det rigtige samfund vil bevæge sig på sin egen måde kontrært til politikernes ønsker.

En del svipsere

Smith udgør sammen med David Hume hovedmændene i den skotske oplysning, som altid har stået i skyggen af den tilsvarende franske oplysning fra 1700-tallet. Men de kendte hinanden i samtidens Europa og stod i kontakt med hinanden. Smith roser da også Voltaire for hans drama ”Muhammed”, hvor en »falsk religion« tvinger mennesker til at begå grufuldt mord, »der chokerer alle den menneskelige naturs principper«.

Godt at den danske læseverden har fået denne bog på dansk og dermed et indblik i en fortrængt del af oplysningstænkningen.

Claus Bratt Østergaard kan takkes for mange gedigne oversættelser af svær filosofisk faglitteratur, men her er der en del svipsere, ligesom hans forord ikke helt viser Smiths perspektiver.