Anmeldelse: Mads Ole Dall, Timo Klindt Bohni, Frank Iversen: "Frisættende ledelse"

”Frisættende ledelse”

Mads Ole Dall, Timo Klindt Bohni og Frank Iversen

Forlaget Frydenlund

249 kr.

204 sider

Frisættende ledelse handler om at skabe forbindelser og positioner i organisationen. Om at blive set, hørt, forbundet og forpligtet til at skabe løsninger på opgaver og overkomme vanskeligheder i fællesskab. Det mener de tre forfattere Mads Ole Dall, Timo Klindt Bohni og Frank Iversen til bogen ”Frisættende ledelse”.

De arbejder alle tre i konsulenthuset Perspektivgruppen i Aarhus, som især har været sparringspartner for offentlige institutioner under forandring. Mads Ole Dall og Frank Iversen udgav i 2001 bogen ”Slip anerkendelsen løs”, som er udkommet i 23.000 eksemplarer. Den nye bog har også anerkendelse som det grundlæggende tema – forfatterne tror på, at hvis medarbejderne inddrages i forandringer, bliver processen kraftfuld, og organisationen kommer styrket igennem forandringerne.

En fair proces er et begreb, der bliver beskrevet, og forfatterne forklarer i den sammenhæng, at der er to forskellige slags anerkendelse: den følelsesmæssige og den intellektuelle. Begge forhold skal der tages højde for i forandringsprocessen.

Det er tydeligt, at bogen er skrevet af mennesker, som er vant til at have fingrene nede i de praktiske dagligdags-forandringer. De har en stor forståelse for, hvordan mennesker reagerer under forandring, og de ønsker tydeligvis at hjælpe de ansvarlige ledere til at vise menneskelig omsorg – ikke kun for at være gode, men fordi omsorg og forståelse styrker processen.

Bogen gennemgår følgende emner:

1) frisættende ledelse,

2) praksistræning,

3) ledelsesorganisationer,

4) frisættende ledelse og selvledelse,

5) innovation og frisættende ledelse,

6) social kapital – adgangsbillet til fremtiden?

7) styring.

Frisættende ledelse er at forpligte medarbejdere og ledere til at løse en fælles hovedopgave. Frisættende ledelse er også at sætte medarbejderne fri fra en række af de snærende bureaukratiske bånd, som i dag inddæmmer deres arbejdsliv. Det betyder, at medarbejderne skal have mere lokal metodefrihed og mere frihed til at eksperimentere med nyt; mere frihed til at gøre en forskel på baggrund af faglige vurderinger og praktiske erfaringer.

Når forandringsprocessen skydes i gang, er det som udgangspunkt ikke kun medarbejderne, der er rådvilde i forhold til de nye vilkår. Ledelsen er det også:

Hvordan skal vi forstå det, der sker?

Hvad vil det betyde for vores hovedopgave, borgere eller kunder?

Hvordan er det muligt at få den ”nye” virkelighed til at hænge sammen?

Hvordan vil medarbejderne reagere?

Det er et oplagt ledelsesansvar at finde svarene, men lige så oplagt er det, at svarene ikke findes inde i den enkelte leder eller ledergruppe, men i hele organisationen.

Bogen præsenterer ikke læserne for noget grundlæggende nyt, men forfatterne er gode til at omsætte kendt viden om ledelse til brugbare værktøjer. Bogens styrke er, at den er så meget nede på jorden. Der er mange eksempler, og de er godt beskrevet. F.eks. bliver metoden fortælleværksteder og kunsten at arbejde med organisatoriske fortællinger beskrevet.

Læseren får kendskab til organisationsteoretikeren Ralf Stacey og hans inspirerende tanker om fortællinger. Stacey mener, at fortællinger ikke bare er organisationens grundstof, men at de er selve organisationen. Undertiden er det nødvendigt, at organisatonen bliver frigjort fra hæmmende fortællinger.

Min vurdering er, at ”Frisættende ledelse” ikke er en bog, som vil brage igennem, men at den over en årrække stille og roligt vil blive solgt i et pænt oplag til ledere og medarbejdere, som rent faktisk vil bruge den til at gøre forandringsprocesserne nemmere at komme igennem.