Kurt E. Larsen: Fra Christensen til Krarup - dansk kirkeliv i det 20. århundrede

Kurt E. Larsen:

Fra Christensen til Krarup - dansk kirkeliv i det 20. århundrede

372 sider, 299,95 kr.

Forlaget Kolon


KIRKEHISTORIE Ikke mange tænker over, at vi har et privatuniversitet i Danmark, Menighedsfakultetet (Lutheran School of Theology) i Århus, hvor der uddannes præster. Kurt E. Larsen er lektor og underviser i kirkehistorie på det sted. Og det må han være god til, for han har skrevet en særdeles nyttig håndbog i dansk kirkehistorie. Jeg kalder den det, fordi den indeholder et væld af tal, lister, tabeller og oplysninger. En slags kirkens hvem, hvad, hvor. Den må være en bog, ethvert menighedsrådsmedlem burde have.

Han kalder selv sit emne for »en rig kirkelig arv«, og han vil med bogen knytte teologi og kirkeliv sammen. Det lykkes. Der er tale om gedigen og sober formidling.

Bogen er tematisk opbygget. Der er kapitler om de ydre rammer, om stat og kirke, økonomi, bygninger osv. Og selv om Kurt Larsen siger, at han ikke kan være objektiv, er han i al fald meget tæt på at være det. Han gennemgår folkekirkens ritualer sagligt og nøgternt. Der er fine oversigter over alle de slags præster, vi har.

En lavmælt debat

Bogens mest interessante kapitler handler om udviklingen af de kirkelige retninger eller »teologiske strømninger«. Kurt Larsen deler op i en »subjektiv æra«, hvilket må være en karakteristik, han har fra kirkehistorikeren P.G. Lindhardt, hvorefter følger Tidehvervs æra, der varer indtil 1970, og så slutter han med »teologien efter Tidehverv«, og her har han haft vanskeligheder ved at navngive æraen og forsøger med at kalde den »politisk m.m., Bibel, spirituel«.

Han mener, at der er opstået et nyt Tidehverv, og viser, at det skyldes, at verden har ændret sig. Han gør tankevækkende nok opmærksom på, at Tidehvervs lutherske tale om synd og nåde har bragt Tidehverv tæt på den kirkelige højrefløj, som forfatteren vel selv tilhører.

Men han har helt ret i, at for tiden er den teologiske debat ”lavmælt”. Kun få nuværende teologer nævnes.

Herefter beskrives grundtvigianismen, indre mission, og hvad han kalder »frivilligt arbejde«, deriblandt spejderbevægelser. Der er et parallelkapitel om »officielt folkekirkeligt arbejde« - om diakoni, kirke-skole-samarbejde osv.

Der er også et kapitel om de andre kirkesamfund, igen med nyttige oplysninger og statistikker, og der finder ingen fordømmelse sted af dem. De sidste kapitler handler om mission og diakoni.

Ingen kvindelige fyrtårne

Man får som sagt en masse tal. En del af dem er ikke helt nye, men måske findes sådanne ikke. ”Altid frejdig” var den mest elskede salme i 1954. 83 pct. af københavnerne blev kirkeligt begravet i 1984. I 1994 var der 2.037 præster. Og 3.469 kirkelige tjenestemænd. I 1993 var der 595 kvindelige præster, men i dag? Endelig undrer jeg mig over, at han ikke behandler Kristeligt Folkeparti, for det parti hører da også med til dansk kirkeliv.