Bent Nabe-Nielsen & Louise Nabe-Nielsen: Dannelsens veje III

Bent Nabe-Nielsen & Louise Nabe-Nielsen:

Dannelsens veje III

Eksistens og modernitet

383 sider, 299 kr.

Klim

Bogen hedder ”Dannelsens veje III” af den simple grund, at den danner det afsluttende bind i en trilogi.

Værket er kronologisk opbygget. Jeg har ikke læst de to foregående, men dette bind rummer en gennemgang af nogle af de væsentligste dannelsestænkere fra det 19.-20. århundredes , og det gør ikke tanketunge emner tungere, end de behøver at være.

Bogen falder i tematiske dele. I det første, ”Menneske og eksistens”, lægges fundamentet for den moderne æra med Kierkegaard og Nietzsche. Det næste, ”Politik og dannelse”, går fra Bentham til Dewey og fra Adorno til Honneth.

Det tredje, ”Liv og materie”, begynder med evolutionsteoretikerne Lamarck og Darwin og ender med de psykoanalytiske skoler, Freud, Jung, Adler - men mærkeligt nok ikke Frankl, hvis doktrin med menneskets søgen efter mening ellers nok kunne siges at passe ind. Det fjerde afsnit, ”Menneske og kultur”, tager fænomenologien og hermeneutikken under behandling: Husserl, Heidegger, Løgstrup, Gadamer, Ricoeur og Arendt.

Bogen standser brat op før postmodernismen, man leder forgæves efter Foucault, diskursanalyse og socialkonstruktivisme. Det kan også være det samme.

Klart skrevet

Bogen er - som værket i sin helhed - forfattet af Bent Nabe-Nielsen, cand.pæd. og lærer på Århus Dag- og Aftenseminarium igennem en årrække. Han har til det sidste afsnit om fænomenologi og hermeneutik fået bistand af Louise Nabe-Nielsen. Det handler om dannelse fra en pædagogisk vinkel.

Værket er nok tænkt som en lærebog, netop til seminariebrug, den er meget pædagogisk i sin opbygning, klart skrevet, overskuelig og anvendelig som introduktion til de tænkere, der er medtaget. Der gøres meget ud af at samle op undervejs.

Frit valg af værdier

Skjules kan det ikke, at dette med vestlig dannelse er noget af en forfaldshistorie. Hvad er dannelse overhovedet? I det klassiske udgangspunkt »en personlig udvikling gennem forskellige stadier fra det laveste biologiske til det højere åndelige, som var menneskets guddommelige bestemmelse,« som det hedder. Noget med stadier, altså.

Dannelse i en moderne sammenhæng tænkes bygget på et frit valg mellem de værdier og etiske perspektiver, som kulturen stiller til rådighed.

Men i en sekulariseret og dermed fragmentarisk, relativistisk sammenhæng falder de perspektiver let fra hinanden. Uden Gud mister de autoritet.

»Hvis Guds død har bevirket, at mennesker har gjort sig selv magtfuldkomne og dermed kosmisk ufromme, må man vist sige, at moderniteten har skabt ringe kår for dannelsen, ikke mindst for de mennesker, der stræber efter magten og føler, at de kan beherske verden,« konkluderer Nabe-Nielsen.

Citatet moderne mennesker som kosmisk ufromme er af Bertrand Russell, som ikke just kan siges at have været gudsfrom selv, men som så problemet med dannelse uden Guds autoritet.

I Guds fravær

Nabe-Nielsens afsluttende bemærkning om, at vi i Guds fravær må lære at begrænse os selv ved at »respektere naturen i sin egen ret«, synes ikke at have den store fremtid for sig som dannelsesgrundlag, men hvem kan sige det? Man kunne lige så vel vende perspektivet og sige, at hvis Gud ikke findes, så må vi (gen)opfinde ham.

Jeg synes, at man skal prise sig lykkelig over, at der stadigvæk er nogen, der orker at skrive værker som dette, som måske ikke fanger den store medieopmærksomhed, men som er vigtige for - nå ja, for dannelsen i en verden præget af medieoverfladiskhed og diskursanalyse.