Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Li Kunwu & P.Ötie: Et kinesisk liv 1 | bog.guide.dk

Li Kunwu & P.Ötie: Et kinesisk liv 1

En formidabel graphic novel tegner et barsk og levende billede af en drengs opvækst i et totalitært Kina.

LI KUNWU & P. ÔTIÈ:

ET KINESISK LIV 1:

FADERENS TID – 1950-1976

256 sider. 300 kr.

Forlaget Alvilda.

Oversat til dansk af

Francois-Eric Grodin

Er udkommet

Egentlig er det skammeligt at være så glad for denne bog. Dens emne er nemlig skræmmende trist. Men ”Et kinesisk liv” er en suverænt tegnet og fængslende velfortalt historie om at vokse op i Maos Kina. Fattigdom, hungersnød og sygdom, hjernevask, ensretning og arbejdslejre er dagligdagen for fortællingens hovedperson, drengen Li, der blev født i 1955.

Li er tegneren selv, den nu 55-årige Li Kunwu, og det er hans unge liv, vi følger gennem bogens 256 sider. Manuskriptet har han skrevet sammen med franske P. Ôtié. Dette første bind i trilogien slutter med lammede kinesiske ansigter ved meldingen om Maos død i 1976. Bind to og tre, der udkommer på dansk næste år, tager fat på 1980'ernes markedsøkonomi og Kinas rolle som global stormagt.

Den store rorgænger

”Et kinesisk liv” er en fortælling om, hvor galt det går, når man lægger sin krop og hjerne i andres hænder. Den skildrer den rystende forførelse, som det kinesiske folk er udsat for. Maos reformer under Det Store Spring Fremad, der resulterer i ufattelig hungersnød med millioner af døde. Kulturrevolutionen, hvor unge kinesere smadrer Kinas kulturarv med det formål at viske tavlen ren.

Midt i alt dette står lille Li og hans familie. Faderen presser den etårige Li til at sige ”Mao” og bliver rasende, da han i stedet fremstammer ”Far”. Men mens faderen kommer i tvivl om Maos fortræffelighed, udvikler Li sig til en tro soldat, der stålsat og med blanke øjne citerer fra Den Lille Røde.

Blod, sved og tårer

Li Kunwu er stadig medlem af Det Kommunistiske Parti, men det hindrer ham ikke i at fortælle denne stærkt kritiske historie om sit land og sin egen opvækst. Netop det faktum, at Li Kunwu er kineser, er væsentligt. Dermed er dette ikke et fordomsfuldt kig udefra, men en insiders fortælling om det land, han stadig elsker.

Grafisk set er ”Et kinesisk liv” fortryllende. Li Kunwu er udlært propagandategner, og han kan dermed sit håndværk. De sort-hvide streger er fulde af liv; man ser virkelig, at de er gjort med tegnerens eget blod, sved og tårer. Vinklerne skifter fra frø- til fugleperspektiv og fra små nærbilleder til svimlende panoramaer. ”Et kinesisk liv” er ikke kun en selvbiografisk bedrift, den er også et kunstnerisk mesterværk.

Anmeldelse: Li Kunwu og P. Ôtié: Et kinesisk liv 2: Partiets tid 1976-1980

10-03-2012: Tegneren Li Kunwu fortsætter sin hudløse selvbiografiske trilogi om at vokse op i Maos skygge. Læs artikel

Anmeldelse af Mikkel Ørsted Sauzet - Aske

27-08-2013: Mikkel Ørsted Sauzet debuterer med en ond grafisk fortælling om slavehandel på Haiti. Læs artikel

Anmeldelse af Joyce Carol Oates - De forbandede

02-09-2014: Usædvanlig campus-roman fra en af USA’s største forfattere. Joyce Carol Oates beretter besættende om normalitetens sociale og psykologiske fortrængninger. Læs artikel

Anmeldelse af Jo Baker - Huset Longbourn

09-07-2014: Jo Bakers ”Huset Longbourn” er en tankevækkende roman om alt det, som Jane Austen ikke skriver. Læs artikel

Anmeldelse af Gretelise Holm - Kærligheden, kampen og kloden

03-06-2014: Journalisten og forfatteren Gretelise Holms anden erindringsbog er endnu bedre end den første. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...