Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Jens Blendstrup og Lars Gundersen: Berlin -.. | bog.guide.dk

Jens Blendstrup og Lars Gundersen: Berlin - Øjenvidnevariationer

Fotografiet kan fange de arkitektoniske sammenstød i Berlins bybillede, men ikke de menneskelige og fysiske ruiner, som den litterære tekst kan.

Portræt af en by

Jens Blendstrup og Lars Gundersen: Berlin - Øjenvidnevariationer

175 sider, 300 kr.

Samleren

»Jeg går ind for sandheden, og sandheden om den tid var alvorlig,« står der et sted i kollektivværket om Berlin.

Vi får korte prosatekster, der har erindringens karakter, og vi får Gundersens fotografier fra vor tids Berlin. Det vellykkede er akkurat alvoren.

Jens Blendstrup er kendt for at være en spasmager, der blandt andet med succes har omskrevet tyngende oplevelser. Men her, befriet for at være bundet til egne erfaringer, lykkes det at skildre en bys historie gennem opdigtede øjenvidner og have blik for de mange tragedier, som følger med to verdenskrige og en nazificeret æra. Hverdagslivets horror bliver indfanget - eller gestaltet i kraft af en god fantasi.

Det fremgår ikke, om de to har lavet gedigen historisk research. Men i mine øjne lykkes trylleriet, uanset om de to har gjort deres hjemmearbejde eller bare lader sig inspirere af Berlin.

Til den indre skærm


Faktisk er Blendstrups tekster tit så tætte og stærke, at Gundersens fotografier af og til bliver fade og illustrerende. Forskellen mellem de to medier er blandt andet her, at fotografiet ikke kan fange de menneskelige og fysiske ruiner, som den litterære tekst fremmaner på læserens indre skærm.

Gundersen fanger fint arkitektoniske sammenstød i bybilledet og viser os en masse facader, der er krakeleret. Men en tekst som denne her kan det visuelle udtryk ikke matche:

»Jeg tror sådan set, at de var klar til at blive slået på, længe inden det blev i orden at slå på dem. Måden de krøb rundt i byen på. Jeg mener, det var jo tydeligt, de følte sig knækkede. De var ligesom allerede tyngede af de tæsk, de havde fået, før de flygtede fra deres hjemlande. Det er ligesom med sky og grimme katte, eller anderledes børn eller svage hunde, de inviterer til at blive gennemtæsket.«

Livsfarlige dilemmaer


Der er mange eksempler på, hvordan teksten mimer den almindelige tyskers bevidsthed, og på den måde udstilles dybe dilemmaer, der har kostet liv. Det groteske støder sammen med den prosaiske, eller om man vil: Bestræbelsen på at gøre alt til noget velkendt og acceptabelt, selv om det vitterlig er den skinbarlige dehumanisering, som berlinerne lever med.

Sure Svendsen vil dog tilføje, at der er tekststykker, hvor Blendstrup ikke holder niveauet. Heldigvis er det sjældent, og her afslutningsvis en skarp tekst - læseren skal forestille sig en forvitret mur som baggrund:

»Det var som om hver eneste vinter bragte nye statuer med sig. Når bladene faldt, kom rædslerne til syne.«

Anmeldelse af Jens Blendstrup og Lars Gundersen - Venedig – eller kunsten at fare vild

08-11-2014: Afkroge: Jens Blendstrup er i grotesk topform, når han fabulerer om Venedig akkompagneret af Lars Gundersens fotos. Læs artikel

Anmeldelse af Søren Skov - Jysk natur

15-04-2014: Indbydende: Naturjournalisten Søren Skovs skildring af 40 områder i Jylland er fremragende formidling og en hyldest til hovedlandets mangfoldige landskab. Læs artikel

Anmeldelse af Den Kongelige Livgarde og Jan Grarup - Mærket for livet. Tatoveringer blandt Livgardens soldater

10-01-2014: Fotografen Jan Grarup fortæller et vigtigt stykke dansk krigshistorie gennem soldaternes tatoveringer. Læs artikel

Anmeldelse: Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Stemmer og steder I - II

03-09-2011: I Hans Edvard Nørregård- Nielsens to bind om Limfjorden og omgivende lande får læseren det hele med og også lidt mere. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...