Xinran Xue: Tabte døtre

Xinran Xue:

TABTE DØTRE

Beretninger om savn og kærlighed (Lost Daughters)

Oversat fra engelsk af Poul Bratbjerg Hansen

224 sider, 300 kr.

Rosinante

Er udkommet

Danske problemer blegner.

Sådan har jeg haft det med den kinesiske forfatter og journalist Xinran Xues (født i 1958) bog om kinesiske pigers skæbne. For slet ikke at tale om deres stakkels mødres. De har ofte været nødt til at efterlade deres pigebørn på børnehjem og hospitaler - eller bare på gaden og diverse trappetrin.

En række af kvinderne er alternativt blevet tvunget til selv at slå deres baby ihjel umiddelbart efter fødslen.

I ”Tabte døtre” har Xinran samlet en række beretninger fra kinesiske kvinder, der er blevet tvunget til at afgive deres nyfødte døtre. En af dem er Kumei, som bliver født i en bjergegn i den vestlige del af Hunan-provinsen og solgt til en familie langt fra hjemegnen.

Her tvangsgiftes hun med en bonde, som aldrig mæler et ord. Kumei bliver hurtigt gravid og er under svangerskabet som så mange kinesiske kvinder rædselsslagen for, at barnet i hendes mave skal vise sig at være en pige. Den nye familie vil blive frygtelig vred, hvis de ikke får den søn, der skal føre slægten videre.

To piger druknes

Lige da Kumei har født, udstøder jordemoderen et suk: En pige. Sukket hører også svigerforældrene og resten af familien, der venter udenfor. Skuffede og bandende går de deres vej. Kumei aner ikke, hvad hun skulle gøre, for siden hun var lille, har hun hørt de voksne sige: Hvis det første barnebarn er en pige, skal det ikke have lov at leve. For så vil slægtens rødder rådne.

Hun kigger på det fad med vand, som jordemoderen har stillet parat til hende før fødslen. Hvis den nyfødte er en dreng, skal han nemlig bades, hvis det er en pige, skal hun druknes. Og drukne hende er, hvad Kumei gør.

Hun bliver hurtigt gravid igen - med nok en pige. Denne gang flår svigermoderen barnet ud af hænderne på hende og holder det selv nede under vandet. Den nyfødte kæmper for sit liv, og da alle andre end ægtemanden er gået, kan Kumei se, at barnet stadigvæk er i live. Hun trygler sin mand om tage barnet med ind til storbyen for at give hende en chance for at leve, men forgæves.

To formål

Den slags fortællinger - i let varierede udgaver - er der mange af. Smerten hos mødrene er enorm, for de kan ikke glemme deres døtre, også selv om de måske er blevet bortadopteret til kærlige familier.

På fremragende vis lykkes Xinran med sit dobbelte formål: At formidle til de mange bortadopterede piger, hvad deres biologiske mødre har været oppe imod, og at afsløre de barske konsekvenser af Kinas et-barns-politik og syn på piger.

Indholdet er hård kost. Alligevel læste jeg bogen i ét stræk, hvilket jeg tilskriver, at dens litterære kvaliteter er i top.