Villy Sørensen: Samlede historier I - II

VILLY SØRENSEN:

SAMLEDE HISTORIER I-II

520 + 448 sider, hardback. 279 kr. og 249 kr. separat, 399 kr. samlet.

Gyldendal

Er udkommet

Man skal nok have været der i 1953 for virkelig at føle, hvad Villy Sørensens debut ”Sære historier” betød dengang. De gamle kæmper Johannes V. Jensen og Henrik Pontoppidan havde været levende få år forinden, og der var endnu et par år, til Klaus Rifbjerg kom trampende og trompeterende gennem junglen eller måske snarere hedelyngen og ligusterhækkene.

Til gengæld er der stor symbolværdi i, at den 24-årige studerende fra Valby debuterede samme år, som tidsskriftet Heretica lukkede efter i en årrække at have forsøgt at svøbe dansk åndsliv i eksistentiel vadmel og tilbageskuende efterkrigstidsruelse. Den unge Sørensens skiftevis højstemte og groteske fabuleren – og med åbenlyse internationale inspirationskilder som Franz Kafka – må have været en jordrystelse på niveau med det første moderne gennembrud trekvart århundrede før.

Helt den første af sin slags var han dog ikke. Karen Blixen havde været i gang i næsten to årtier i en højlitterær eventyrstil, der set fra i dag ligner et andet oplagt forbillede.

Gammelklogt vidunderbarn

I de følgende 10 år var Villy Sørensen så det skandaløse, gammelkloge, hemmelighedsfulde vidunderbarn i moderne dansk litteratur. De ”Sære historier” – af hvilke ”Vidunderbarnet” var så makaber, at Gyldendal først turde trykke den mange år senere – fik følgeskab af ”Ufarlige historier” to år senere og ”Formynderfortællinger” i 1964 foruden af de første i en lang række filosofiske og idéhistoriske værker.

Derefter syntes forfatterskabets digteriske ben imidlertid at visne. Ganske vist skrev han frem til sin død i 2001 et hav af ganske korte, mere eller mindre veloplagte fortællinger, i sin tid samlet i ”De mange og de enkelte” og den posthumt udgivne ”55 bagateller”, samt genfortalte nordisk og græsk mytologi, men ungdomstrilogiens ambitions- og kvalitetsniveau kom han sjældent i nærheden af.

Villy for viderekomne

Nu har Gyldendal samlet alle hans tidligere bogudgivne historier i to bind. Nogen ydre anledning gives ikke, medmindre det er en forsinket markering af 80-året i fjor, men forfatterskabets og ikke mindst forfatterens egen mytologiske status er grund nok.

Hvad der måtte ligge rundt omkring af historier, som ikke blev optrykt i bogform i hans levetid, er derimod udtrykkeligt ikke med her. I det hele taget virker det redaktionelle ambitionsniveau behersket, også hvad angår det ultrakorte efterord, hvor forfatter og forfatterskab forudsættes ret så bekendt, og hvor der jævnligt bare henvises indforstået til andre Sørensen-værker.

Holder myten så, når man læser de godt 900 sider fra ende til anden? Nja, myten om talentet gør i hvert fald i vidt omfang.

Den gør i de tre tidlige samlinger navnlig, når man ikke mærker hensigten i form af småblasert, skolelærervenligt oversymbolsk kulturpessimisme. Og når Sørensen ikke i de meget lange blandt fortællingerne forfalder til omstændeligt sejtrækkeri.

Oprør mod midten

Men i de historier, hvor der bliver givet los, hvor fortællingen får lov til at køre løs med ideerne i stedet for omvendt – dér er han sublim. Den makabre klassiker ”En drengestreg”, den hæsblæsende ”Vidunderbarnet” og den grumt erotiske ”Fuglen i jomfruham” holder hele vejen til 2010 og videre.

Man kan også notere sig, at den unge Sørensen var respektindgydende tidligt ude med kritik af velfærdssamfundets mørkere sider, af bevægelserne mod abstrakte systemer, bureaukrati og velmenende ideologisk ensretning. Der er en besk ironi i, at han selv senere – i 1978 – fik sin karrieres største oplagssucces som medforfatter til debatbestselleren ”Oprør fra midten”, som et langt stykke ad vejen netop hylder sådanne tænkemåder (forfatteren Henrik Stangerup sammenligende ligefrem dens menneskesyn med Pol Pot-regimets bloddrivende fremfærd i Kampuchea).

Det er også i de senere småfortællinger og de mytologiske genfortællinger, som om Sørensen ikke rigtig ved, hvad han vil. Hans kulturkonservative, ironisk ophøjede synsvinkel synes at være blevet for ham, hvad barndommens Amager blev for Klaus Rifbjerg – det altdominerende udgangspunkt, som bare ikke altid kan sige så meget om eller til den ny verden.

Han ved, at noget sker, men ikke rigtigt, hvad det er. På den anden side har han i de nyere tekster heller ikke meget andet at byde på end at gennemspille sine faste temaer om fremmedgørelse, gøglerkultur og forsømt kreativitet igen og igen, med fiktionen mere som middel end som mål.

De sattes mestertænker

Ikke for ingenting fik han navnlig status som halvofficiel ”nationalfilosof” og mestertænker hos den generation, der var for gamle, for bange eller for satte til rigtig at kaste sig ud i ungdomsoprøret (og som derfor kastede sig over ”Oprør fra midten” med en entusiasme, som man vel skal frem til forrige års Ny Alliance-feber for at finde mage til). I f.eks. den femfløjede mediesatire ”Samvittighedsspørgsmålet direkte” ligner den trætte udsigtsløshed og selvgode, for ikke at sige formynderiske, sarkasme ikke længere nær så meget en opdatering af Kafka som et forbillede for Georg Metz.

Måske det også var derfor, han i stigende grad vendte sig mod de antikke og oldnordiske myter. Ganske vist ligner ”Ragnarok”, ”Apollons oprør” og ”Den berømte Odysseus” over lange stræk mest af alt referatstile, fortalt i en lidt underligt vakkelvorn tone midt mellem ironisk mellemdistance og forsøg på at tale ned til børn, men i de gamle historier er der jo i hvert fald handling og store følelser at spejle sig i.

Den beherskede fugl

Var han først og fremmest filosof og debattør i digterham? Og reducerede han på den måde – og i visse tidlige noveller allerede fra første færd – skønlitteraturen til sæbekasse for ideer på en måde, der i virkeligheden bragte ham nærmere på såvel fordums realisme som nymodens socialrealisme, end nogen af parterne anede (og formentlig ville havde brudt sig om at indse)?

Ikke kun, viser de mest sprudlende fortællinger, dem, hvor han tør åbne et par sprækker i sit distancerende panser og lade fantasien gå på vingerne. Om end den beske slutning i ”Fuglen i jomfruham” fra ”Formynderfortællinger” også godt kan ligne det sidste, profetiske ord i så henseende:

»Jeg fløj op i linden og tudede, ikke så højt som jeg skreg i min ungdom, for jeg havde lært at beherske mig ? Hele den sommernat sad jeg i linden og gylpede resterne af mine mus.«