Vagn Lundbye: DET NORDISKE TESTAMENTE 1-3

Vagn Lundbye:

DET NORDISKE

TESTAMENTE 1-3

Ill. af Esben

Hanefelt Kristensen

360+336+374 s., indbundet

I alt 799 kr.

Aschehoug

UDKOMMER I DAG


Titlen er næsten det allerbedste.

For med den markerer Vagn Lundbye med syvtommersøm, at de nordiske gude- og heltesagn ikke blot var en primitiv, hedensk forløber for den kristne civilisation. De er tværtimod fuldt på højde med de importerede bibelske ”testamenter” fra middelhavsområdet, en kulturarv, et religiøst og litterært univers i sig selv.

Der er en, fristes man til at sige, guddommelig ironi i, at det i moderne tid netop er den nordiske mytologi, der med frem for alt Richard Wagners musikdramatik og J.R.R. Tolkiens romaner som (gen)fødselshjælpere er kommet til at spille en hovedrolle i populærkulturen, litteratur såvel som film, musik og spil.

Litteratur til tiden
Så Vagn Lundbyes ambitiøse, tre bind tunge gendigtning af snart sagt hele den nordiske sagnoverlevering er i sjælden grad litteratur til tiden, fra de ældste tider.

Bind 1 rummer gudesagnene fra ødesvælget Ginnungagap til verdens undergang og genfødelse gennem Ragnarok, bind 2 er de store heltekvad om blandt andre Bjovulf og Rolf Krake, mens bind 3 med Vølsungesagaen, Regnar Lodbrog og Nornegæst for alvor når frem til overgangstiden mellem asatro og kristendom.

En særlig dimension er Esben Hanefelt Kristensens hen ved 170 illustrationer. De rammer, som teksten gør det i sine bedste passager, en rigtig spænding mellem det naive og det storladne, det troskyldige og det komplekse, det stiliserede og det sanselige - samt brutale.

Til folkebrug
Teksten er en kreativ gendigtning til folkebrug og ikke en videnskabelig oversættelse. En sådan ville givetvis i mange tilfælde være nået frem til helt andre løsninger.

Det fremgår dels af, at Lundbye ikke er særlig præcis med at angive præcis hvilke kilder, han trækker på (eller for den sags skyld om der er oversat direkte fra oldnordisk?), og hvordan forskellige versioner er redigeret sammen, dels, at han har valgt at fortælle så godt som hele tekstmassen på det samme versemål som Bjovulf-kvadet (»Griske monstre steg op fra mulmet«).

Det kan, alt efter læserens temperament, den enkelte histories dybde og oversættelsens lokale skarphed virke skiftevis hypnotisk og monotont. Til gengæld er det med til at signalere, at de oprindelig spredte tekster her er udlagt og skal læses som én samlet fortælling.

Vanskelig balance
Også den vanskelige balancegang mellem gammel stil og nutidig sprogdragt er lykkedes ganske stærkt. Den oplagte og grundlæggende også fortjente sammenligning er Otto Steen Dues oversættelser af latinske og græske klassikere, om end Vagn Lundbye i højere grad til tider er ude på usikker is.

Fremhævelsen af sanseligheden og råheden i de gamle historier er fin nok. Men ind imellem bruges der også så mange kræfter på at kombinere sagn og frække ord (på parodisk kortformel: »Guderne knepped/i ordstilling omvendt«), at man nærmest har fornemmelsen af at høre på en ældre 68'er-dansklærer, der absolut skal demonstrere for teenagerne, hvor frigjort han selv er.

Brugen af helt moderne sprog er heller ikke lige overbevisende. Bjovulf-kvadets fantastiske åbningsord »Hwæt!« (lyt!), bliver her til et sølle rundkredspædagogisk »Altså!«, mens den intrigante Loke konsekvent omtales anstrengt som ”trickster”.

Oplagt lån
Til gengæld behøver Tolkien-nørder ikke studse over, at alle mulige grove skabninger fra jætten Ymer til monstret Grendel og dragen i ”Bjovulf” kaldes for orker. Betegnelsen for de groteske mutanter i ”Ringenes Herre” har oldnordisk-eksperten Tolkien nemlig lånt herfra.

Hvormed også være sagt, at Vagn Lundbye med værket her har givet fornyet mulighed for at lære eller blive mindet om, hvor en stor del af vores civilisation og vore værdier oprindelig stammer fra, og stadig har at give. Det er stor formidlingskunst, og på høje tid.