Anmeldelse: Sally Altschuler: En engel bag øret og Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller

Slægtsfortællinger

Sally Altschuler:

EN ENGEL BAG ØRET

311 sider 299 kr.

MIN TIPOLDEFAR VAR RUSSER OG HAVDE SLANGEKRØLLER

Målgruppe: 8-12 år

160 sider, indb., 199,95 kr.

Gyldendal

Begge bøger er udkommet

Der er ikke langt fra erindring til skrøne og fra skrøne til myte, og derfor er der intet mærkværdigt i, at Sally Altschulers tipoldefar kunne tale med dyrene. Som et andet urmenneske ved tidernes begyndelse.

Historier bliver kun bedre og mere fyldige af at gå i arv, og som forfatteren pointerer i forordet til sin sprudlende slægtsroman: »En historie kan være nok så sand, men hvis ikke den fortælles, så er den ikke virkelig. Og omvendt. Der findes ingen virkelighed, som ikke er fortalt.«

Sally Altschuler har skrevet ikke bare en, men to bøger om sine jødiske aner. Den ene for voksne, ”En engel bag øret”, den anden for halvstore børn, ”Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller”. Begge bøger er yderst underholdende og charmerende.

Børnebogen er ren fortælling, mens voksenudgaven tillige giver et indblik i de historiske, religiøse og politiske forhold samt et sporadisk indblik i Sally Altschulers egen og mere sækulariserede jødiske opvækst i København.

Forfatterens slægt stammer fra Rusland. Hans tipoldefar Berel var en fattig bonde under zar Alexander den Anden, som blev myrdet under et attentat i 1881. En bekendt af familien var involveret. Drabet fik antisemitismen til at blusse voldsomt op, også i Antonovka, hvor familien boede, mærkedes hadet.

Udlængsel og kærlighed

Det er dog ikke på grund af progromer, at Berels efterkommere flytter først til Ukraine og siden til Danmark. Det skyldes først og fremmest udlængsel og kærlighed, og fortællingerne er derfor båret af en anderledes munter, anekdotisk tone end de traditionelle bøger om jødiske skæbner.

Temaet er ikke det forfulgte folk, men blot en skildring af den almindelige jødes liv fra midt i 1800-tallet og til begyndelsen 1900-tallet i en lille landsby i det russiske rige.

På en skøn forårsdag i 1868 møder Berel en såret bjørn, som kan tale. Først tror han, at den vil overfalde ham, men den strækker sin store pote hen imod ham, så han kan fjerne en fiskekrog. Inden den lunter væk, siger den: »Jeg vil takke dig,« og rækker ham et træstykke fyldt med bikager, som rummer den dejligste honning.

Herefter bliver intet som før. Det viser sig, at Berel også kan tale med sin hest, og hvad enten det er rabbineren, som ikke kan give ham et ordentligt svar på tilværelsens mysterier eller almindelig eksistentiel sørgmodighed, diskuterer han det med hesten.

Berel tvivler indimellem på sin Gud og skaber, men helligdagene i det folkerige hus bliver holdt til punkt og prikke, og bøgerne giver en fin beskrivelse af den rige jødiske tradition og de mangfoldige ritualer.

Der er flere mytiske elementer i slægtshistorien, bl.a. dværgen Pinke, der vandrer som en mørk skygge ved siden af forfatterens oldefar Baruch og ustandseligt snyder vodka i ham. Findes han, eller findes han ikke? Svaret blæser lidt i vinden, som hændelser gør, når de ligger ca. 150 år tilbage og har været gennem flere ører, men det gør dem bestemt ikke mindre interessante.

Sally Altschuler er en lattermild fortæller, og hvad enten man er barn eller voksen, er det herlig læsning.