Anmeldelse: Søren Mørch: Store forandringer

SØREN MØRCH:

STORE FORANDRINGER

61 fortællinger om, hvordan verden blev moderne

527 sider, 400 kr.

Politikens Forlag

Er udkommet

»Den udviklede evne til at være opmærksom, til at opfatte og tilegne sig en tanke, til at være selvstændig i sin dom og til at ville noget på åndens gebet.«

Disse egenskaber adskiller ifølge historikeren Søren Mørch (historie)videnskab fra frimærkesamlen, og de kendetegner også Mørch som historiker.

Det er en storslået bog, han her udsender - resultatet af et langt livs bredt anlagte studeringer og kritiske refleksioner over, hvad historie egentlig er for noget.

Varedeklarationen
Han beretter i en slags efterskrift, som han kalder »varedeklaration«, om den snævre og snærende ortodoksi, der kendetegnede historiefaget i hans ungdom på Københavns Universitet i 1950'erne, og om den ny opfattelse, hvor illusionen om så at sige at kunne rekonstruere fortiden er opgivet, men hvor alt derfor ikke er lige gyldigt.

Bogen består af otte ”bøger”, der hver dækker et tema - f. eks. sproget eller staten. Kronologisk bevæger vi os fra det klassiske Grækenland til Napoleonskrigene, men med afstikkere op i det 20. århundrede.

Det er Mørchs sigte at fortælle, hvordan den moderne tid er blevet til. »Vendingen« indtraf omkring år 1500, og bogtrykket er måske den tekniske landvinding, der først og fremmest har været forudsætningen for den moderne tid, hvor den europæiske civilisation blev dominerende.

Sprudlende pensionist
På omslagets inderside præsenteres forfatteren som pensionist, hvilket jo heller ikke er forkert, al den stund han er midt i halvfjerdserne og afskediget fra sin stilling på grund af alderdom, som det hedder.

Men pensionisten er særdeles aktiv og sprudler af liv. Som ung historiestuderende faldt jeg selv over en trøsterig udtalelse af den engelske historiker Arnold Toynbee: En historiker bliver ikke ”forældet”, men akkumulerer livet igennem mere og mere indsigt og viden. Søren Mørch er en god illustration af denne sandhed.

Mange år på den anden side af det, der engang hed ”støvets år”, synes han at være mere produktiv end nogensinde.

En del af den ny bogs indhold kunne man allerede læse i det første bind i serien ”Det europæiske Hus”, som udkom tilbage i 1991, og som Mørch slet og ret kaldte ”Civilisationen” - hvormed han mente den europæiske civilisation. Det gælder emner som alfabetet, skriftlighed, bogtrykkerkunsten, tiden, uret, rummet og opdagelserne.

Nye læsere kommer til
Men der kommer jo hele tiden nye læsere til, og i ”Store Forandringer” er emnerne behandlet mere udførligt. Dertil kommer en række helt nye temaer og en interesse for de historiske personligheders biografi.

Luther, Gallilei, Tyge Brahe, John Newton, Ludvig den 14. og ikke mindst Goethe, der behandles overdådigt detaljeret. Faktisk handler værkets bog 7 og 8 - dvs. langt over 100 sider om denne »den anden Gevaldige« (Luther var den første og Bismarck - som ligger uden for værkets tidshorisont - den tredje). Værket har et væld af fine illustrationer, langt de fleste i farver.

Ukompliceret og uopstyltet
Søren Mørch kan godt lide at provokere. Han er en selvstændig og respektløs ånd. Det kommer også til udtryk i det foreliggende værk såvel i formen som i indholdet. Den lærde mand skriver ukompliceret og uopstyltet.

Han giver uforbeholdent udtryk for, at han er en stor beundrer af den moderne, vestlige civilisation med industrialisering, markedsøkonomi, individualisering og globalisering. Verden går ifølge Mørch ikke baglæns fra slemt til værre, som en del grædekoner mener.

Når støvet fra atombomberne har lagt sig og stanken fra kz-lejrene og folkedrabene i det 20. århundrede har fortaget sig, står den vestlige civilisation tilbage som »et af menneskehedens højdepunkter«.

De intellektuelles opium
Den moderne civilisationskritik betegner Mørch som »de intellektuelles opium«, som et søvndyssende mantra for folk, der ikke selv er i stand til at finde på noget konstruktivt, en kritik, der altid fremføres på andres vegne - de undertryktes, kvindernes, de homoseksuelles, palæstinensernes - og som altid udgives for dristige afsløringer.

Man fornemmer forfatterens glæde ved at skrive de 61 fortællinger. Han giver sig god tid og beretter meget udførligt om de personer, som optræder i værket.

Trods den vanlige skarphed i udtrykket forekommer det mig, at Søren Mørch på sine gamle dage er blevet mildere, mere overbærende og forstående over for fænomener, som ellers ikke er hans livret. Hans superoptimisme er heller ikke helt intakt.

»Det moderne projekt er ved indgangen til det 21. århundrede på mangfoldige måder i dyb krise.«