Anmeldelse: Peter Mouritzen: Danser med djævle

Peter Mouritzen:
DANSER MED DJÆVLE
Ill. af Søren Jessen.
48 sider, 199 kr.
Høst og Søn

Peter Mouritzen forstår at indfange barndommens mørkefryd som ingen anden. Angst, frygt og tænderskærende rædsel beskrives med respekt for, at netop barnets verden kan rumme det hele og mere til.

Men på en eller anden måde er mørket også frydefuldt. Mørket er muligheder og magi, og det formår både djævledigteren og hans hovedpersoner at udnytte fuldt ud.

Danser med djævle består af tre fortællinger: Dukkerne fra Guatemala, Drengen der gik over gevind, De syngende snemænd og et fortællende digt, der deler titel med bogen.

Den genkendelige dreng

Digtet leverer på mange måder forståelse til fortællingerne.

Det kunne være den spinkle lille fyr fra Søren Jessens fine helsidesillustrationer, digtet handler om. Om hans kiksede entré på danseskolen, fnisernes skafot, og helvede selv. Drømme om at trampe tøserne i stykker og den dinglende galge som den eneste redning fra afdansningsballet. Men mest af alt om biblioteket, lystens hule (hvem har nogensinde før fundet på at kalde et bibliotek netop dét?), hvor drengen finder det ondes sjæl og sin egen.

Den samme dreng genkendes i bogens andre fortællinger. Det er den lidt udsatte, bange dreng, overset af forældre og skolekammerater, der går igen som hovedperson, og som Peter Mouritzen giver en slags oprejsning i sine fortællinger.

I Dukkerne fra Guatemala hedder han Bent og ryster af angst for Røde Rudi fra skolen og for, om moderen nu også kommer hjem til tiden. Det gør hun, og hun medbringer en gave til Bent tre små bekymringsdukker fra Guatemala af den slags, der kan løse alle problemer, mens de ligger under hovedpuden om natten.

Fortællingen udvikler sig til en blodig affære, som det nu må ske, når en tudeprins får mulighed for at blive konge over frygten.

Problemer med ansigt

Drengen der gik over gevind er en forvandlingshistorie om en dreng, der bor alene med sin mor og brændende ønsker sig en kamæleon. Men moderen er ubøjelig. De to er Adam og Eva i et klaustrofobisk paradis på Lærkevej 2, og det skal intet ækelt kryb komme og forstyrre. Både i denne, og i den barske, men poetiske De syngende snemænd får meget genkendelige familieproblemer et fantastisk udtryk.

Det svære, onde og mærkelige er til stede i alle Peter Mouritzens fortællinger. Den virkelighed, der omgiver hans hovedpersoner, er ikke enkel. Skilsmissebørn, et hjem fuld af isnende kulde, omklamrende mødre og mobberier er de realistiske ingredienser i denne novellesamling.

Fortællingerne byder ikke på blid trøst eller voksen indføling i den moderne børnevirkelighed. Peter Mouritzen viser i stedet, hvad fantasien og fortællingen kan. Her afløses bekymringer af en befriende djævelsk hånlatter. Det er ondt og fantastisk godt!