Anmeldelse: Manu Sareen: Hvad fætter gør er altid det rigtige

Manu Sareen:

HVAD FÆTTER GØR ER ALTID DET RIGTIGE

32 sider, 100 kr.

Politikens Forlag

UDKOMMER I DAG

Hvad fætter gør er altid det rigtige

Man må knuselske titlen på bogen: Hvad fætter gør er altid det rigtige, som politiker og integrationskonsulent Manu Sareen har digtet »sygt frit efter H.C. Andersen«. Der må bestemt være basis for en serie skamløse perkerdanske gendigtninger af nationalskjalden.

Manu Sareen har haft velfortjent succes med bøgerne om Iqbal Farooq og hans indiske familie, og hovedpersonen i denne bog, den kække Osama, kunne sagtens være en fætter eller noget, hvis det altså ikke lige var, fordi Osama var søn af ejeren af ”Den Arabiske Kioske”.

Ligesom i bøgerne om Iqbal Farooq, blæser Sareen den politiske korrekthed et stykke og lader sine figurer være inkarnationer af de værste fordomme om både etniske minoriteter og etniske danskere.

En snu fætter

Osama sendes i byen af sin far, som har brugt pengene til den intenst illuminerede kiosks monstrøse elregning på »skumbananer og hakkebøf på dåse«. Osama må sælge en tyggegummiautomat (Hizbollah-modellen!) for at skaffe penge.

Men Osama er en snu lille fætter. Han bytter først tyggegummiautomaten til en cykel, en vaskeægte Mustang - »think bigger«, som den storbarmede dame foran fru Mugabes opgang siger. Cyklen konverteres til en guldkæde, som til gengæld ikke er vaskeægte, men alligevel skaffer Osama både en fjerboa og et kys.

En hjemløs mand viser sig at gemme på en særlig skat, og da fjerboaen luner så dejligt, bytter de. Det hele ender hjemme i ”Den Arabiske Kioske”, hvor det spændende er, om Osamas far hopper på den med, at »hvad fætter gør er altid det rigtige«, og om Osama vinder væddemålet med Diller Dennis. Men mon ikke?

Veloplagt charme

Manu Sareen skriver med vanlig veloplagt charme, og ideen med at tage H.C. Andersen under etnisk behandling er skøn.

Eventyrets stramme struktur klæder på en sjov måde det gakkede univers, som bliver mere orienteret omkring selve fortællingen og mindre omkring sprog og detaljer. De sproglige finurligheder er der, men er knap så dominerende som i Iqbal Farooq-bøgerne. Det er sammen med Rasmus Bregnhøis illustrationer med til at åbne fortællingen for, at også yngre læsere kan følge med.