Majbritte Ulrikkeholm: Hannas have

Majbritte Ulrikkeholm:

Hannas have

158 sider, 249 kr.

Lindhardt og Ringhof

Udkommer i dag

FORTÆLLINGER Majbritte Ulrikkeholm, der også er sanger og komponist, har udstyret sin nyeste bog med en lille cd, der indeholder nummeret ”Hannas have”. Sangen er et rent og skært koncentrat af bogens budskab, og omkvædet lyder således: »Nu har Hanna en have, hvor det er smukt for en blomst at gro / hvor det er nemt nok at finde tro / på sig selv og den gave / det egentlig bare er at gro.«

Både sangen og bogen er en begejstret hyldest til det enkle liv, en udfoldelse af kys-dit-kaos-filosofien, hvor lykken ikke længere bindes op på det perfekte, velordnede hjem eller den organiserede, skvalderkålsfri have.

Hanna hedder kvinden, der efter en skilsmisse meget langsomt kommer under vejr med sine dybere behov og pludselig forstår, at hun i alt for mange år har brugt alt for meget tid på det ydre og materielle. Som f.eks. at gå op i, om farven på køleskabet matcher farven på komfuret, eller hvorvidt huset bør beklædes med lærketræ for at tage sig bedst muligt ud.

Kat og kærlighed

I samme øjeblik hendes mand forlader hende til fordel for en yngre og smukkere model, går det op for hende, at det eneste, der har forenet dem, har været projektet med at modernisere huset og haven. Og det allerværste er naturligvis, at hun undervejs er blevet fremmedgjort for sig selv.

Heldigvis kan en klog kone ved navn Maria hjælpe hende i jagten på det autentiske liv. Hun foreslår Hanna at få styr på det økonomiske, købe en kat og anlægge sig en have fuld af blomster. Hendes profeti lyder således: »Og når den første blomst springer ud i din have, vil katten vise dig vejen til kærligheden.«

Som sagt så gjort, og snart befinder Hanna sig i en ren lykkerus af kærlighed, ro og pragtfulde vækster. Ved siden af hende i hængekøjen ligger Erik, et fuldkomment naturbarn, som elsker rod og nattergalesang. Hanna er nået i havn.

Religiøs romantik

Jeg ved ikke, om det er mig, der er kynisk og rationel, men bogen emmer af en religiøs naturromantik, som virker overdrevent manieret. Og det nytter ikke, at Majbritte Ulrikkeholm forsøger sig med en ahistorisk eventyrstil, for den kammer næsten over i det barnagtige og giver læseren en fornemmelse af at befinde sig i den forkerte målgruppe.

Forfatteren driver bl.a. rovdrift på bindeord som ”så” og ”og”, hvilket bevirker, at tonen bliver ensformig og opremsende. Er man udsat for en slags suggestion eller ?? Et eller andet meditativt eller terapeutisk er der i al fald på færde i romanen, hvor Hanna gennem sine dagdrømme falder enten ind i andre dimensioner eller ned igennem forskellige bevidsthedslag.

Anstrengte lån

Der er meget lånegods i bogen. Et sted omskrives den nytestamentlige lignelse om de betroede talenter, et andet sted får man kraftige associationer til H.C. Andersens eventyr ”Grantræet”. Den slags intertekstualiteter er naturligvis ikke forbudt, men det virker en lille smule anstrengt at bekræfte en newage-inspireret og individorienteret tro med stof, der hører hjemme i en helt anden tradition.

Det er en kunst at gøre det elementære dybsindigt, men at servere almindeligheder, som om de var originaliteter, ender i ren kliché. Og det er desværre tilfældet med ”Hannas have”.

kultur@jp.dk