Børnebog
Louis Jensen:
REJSEN TIL GUD
Illustreret af Otto Dickmeiss
32 sider, 252,95 kr.
Gyldendal
Lignelse må være den mest rammende betegnelse for denne fortælling om en dreng, et græstrå og en bogfinke, der af ren og skær taknemmelighed beslutter sig for at besøge Gud. Selv om græsstrået er en virkelig langsom følgesvend (»Et græsstrå, taknemmelig eller ej, tager jo ikke ret lange skridt«), kender det vejen: »Vi skal bare fortsætte, sagde det taknemmelige græsstrå, så kommer vi hen til Gud«. På vejen møder de en både vred og utaknemmelig and, men da den ikke har andet at give sig til, følger den med. Til sidst finder de en død soldat, kun en stor dreng, og det lille følge tager ham med, så Gud kan gøre ham levende. Fortællingen og rejsen ender ikke i Himmelen, men næsten på havets bund, og Gud viser sig at have været med hele vejen. Rejsen til Gud er en fin og modig lille stor fortælling. Louis Jensens sprog er fjerlet og fuldt af tyngde og Otto Dickmeiss fanger samme dobbelthed i sin streg. Det er smukt!
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



