Anmeldelse: Lone Holm: De 5 på Lotte

Alderdom

Lone Holm:

DE 5 PÅ LOTTE

Livsbekræftende fortællinger fra plejehjemmet Lotte

300 sider, ill., 299 kr.

Forlaget Bogkompagniet

Hvem kender ikke plejehjemmet Lotte og dets karismatiske leder, Thyra Frank, der nu er indvalgt i folketinget for Liberal Alliance? Skulle der være en enkelt, som ikke har stiftet bekendtskab med Lotte, så er lejligheden der nu i form af nok en publikation om det anderledes plejehjem på Frederiksberg.

Institutionen er blevet berømt, fordi ildsjælen Thyra Frank gjorde op med et stift system, som hun i hvert fald ikke havde lyst til at anbringe sin egen gamle mor i.

Fra 74 til 101 år

Da Thyra Frank kom til for mange år siden, spurgte hun sit personale, om de selv kunne tænke sig at flytte ind. Da de svarede nej, gav hun dem et stykke papir, en blyant og en fridag, som de skulle bruge til at skrive alt det ned, som de ville lave om på. Så blev der holdt personalemøder og talt om forslagene, der siden gradvis blev omsat i en ændret praksis.

Lotte og dets beboere har også interesseret journalisten Lone Holm (født i 1975). Interessen er blevet omsat i en interviewbog med fem beboere i alderen 74-101 år, hvori tre kvinder og to mænd beretter om nogle af de vigtigste begivenheder og oplevelser i deres liv.

Fortælleteknisk er bogen bygget op i en kombination af beretning, baggrundsoplysninger om de medvirkende, tredje-persons-fortælling og interviews, hvori spørgsmålene er medtaget og undertiden optager så meget plads, at der snarere er tale om en dialog.

Sympatisk projekt

Ud over de fem hovedpersoner bliver følgende udspurgt: Den konstituerede forstander Annemarie Garvold, frisøren, fodterapeuten, fysioterapeuten, ”gymnastiklæreren”, køkkenchefen, musikterapeuten, et par familiemedlemmer og Thyra Frank. Boget er spækket med portrætter og oplysende fotos fra plejehjemmets dagligdag.

Det er svært at skulle skrive noget negativt om det sympatiske projekt, som Lone Holm har kastet sig ud i.

Nemlig igennem et møde med gamle, livsbekræftende mennesker at komme til klarhed over hvilken historie, som forfatteren godt selv kunne tænke sig at fortælle om sit liv, når hun nærmer sig 100 - for dermed at blive inspireret til at fokusere på de ting, hun gerne vil opnå i tilværelsen. En inspiration, hun så gerne vil give videre til læserne.

Formidlingen lykkes imidlertid ikke rigtigt i forhold til mig. Skulle jeg blive så gammel og hjælpeløs, at plejehjem er den eneste løsning, kunne jeg ikke forestille mig et bedre sted at ende mine dage end Lotte.

Med den på plads kan jeg ikke sige mig fri for at identificere mig med 98-årige Aksel, der forklarer forskellen på at være derhjemme og på Lotte: At være sig selv. At kunne gøre lige, hvad man vil. Det kan man ikke her, og det er der ikke noget at gøre ved.

Livsbekræftende? Det afhænger vist af både temperament og øjnene, der ser og læser.